Læst og påskrevet

Jeg hører til den gruppe af borgere, der mener, at vi beskæftiger os alt for meget med islam, muslimske spørgsmål og integrationsproblemer.

Det forekommer latterligt, at vi i den vestlige verden i det 21. århundrede, hvor mikrobiologien, lægevidenskaben og informationsteknologien i en rivende udvikling revolutionerer hele grundlaget for vores dagligliv og stiller os over for næsten uoverkommelige etiske udfordringer, skal tage alvorligt, hvad Koranen siger om voldsanvendelse eller forholdet mellem mand og kvinde. Hvis en person gav sig til at henvise til Det Gamle Testamente i et skilsmisse-, arverets- eller straffelovsspørgsmål, ville vi lade ham stå og tale højt til sig selv, lukke døren og gå ud i lyset og den friske luft. En anden sag er, at Det Gamle Testamente er langt interessantere, rigere og mere poetisk læsning end Koranen, der i mange henseender er en mager, sur og stiv tekst.

Vi har et par hundrede tusinde muslimske medborgere. Langt størstedelen af dem lever en god og konstruktiv tilværelse. For dem må det være endnu mere trættende, end det er for mig, at det muslimske spørgsmål fylder så meget. Man kan selv prøve at forestille sig, hvordan det er. Jeg er født i Køge. En person fra Køge hedder en køgenser. Jeg forestiller mig, at køgenserne dominerer overskrifterne: Køgenserghettoer et voksende problem; Flest køgensere i drabsstatistikken; Andengenerationskøgensere dropper skolen; Køgensermiljøet tager ikke afstand fra ekstremistiske køgensere. Det ville ikke være sjovt at være køgenser under sådanne forhold. Så det er nok heller ikke sjovt at være muslim.

Man kan få den kætterske tanke, at vores intense beskæftigelse med det muslimske spørgsmål, herunder påklædningsspørgsmålet, skyldes, at vi mangler problemer af større format. At vi lever i en luksustid, der gør små problemer store, er vel en kendsgerning.

Findes der bedre forklaringer? Der findes en supplerende forklaring: At de danske muslimer er gidsler i en borgerkrig, en sær asymmetrisk én af slagsen, den føres nemlig kun fra én side, den side, der også mente, at Jyllands-Postens Muhammed-tegninger var en diskriminerende provokation mod et stakkels mindretal. Den anden side fører også krig, kunne man hævde. Men det mener jeg ikke er tilfældet. Den markerer blot, ganske jordbundet, at i Danmark gælder dansk skik, og at den danske nation har en selvfølgelig ret til at regulere, hvem og hvor mange der skal ind i landet. Talerør for den krigsførende part er Politiken, der nyligst har gjort sig bemærket ved at svulme over af forståelse for nogle håndfulde andengenerations indvandreres bølleoptøjer og imod alle fakta forklare dem som en reaktion på »social og etnisk stigmatisering« og »ikke mindst den offentlige debats ekskluderende karakter«.

Dette er salonvås. Balladen i gaderne handler overhovedet ikke om mislykket integration af andengenerations indvandrere eller Politikens yndlingstema: tonen i den offentlige debat. Bag balladen ligger flokmentalitet, gensidig opgejling og en vis afstumpet variant af en moderne socialkarakter, der bliver mere og mere udbredt.

Denne socialkarakter gav politibetjenten Hamid Vazin fra nærpolitiet i Valby et eksempel på i Berlingske Tidende sidste søndag, hvor han fortalte om en oplevelse med en indvandrerpige: »Hun sidder i biffen og snakker, som om hun var derhjemme. Hun tænker ikke på, om det generer andre. Hun rejser sig bare og maser sig forbi alle andre, når hun skal ud at ryge. Hun er ligeglad. Men hun er ligeglad, fordi hun aldrig har lært at opføre sig ordentligt over for andre.«

Vazins skildring kunne lige så godt handle om en dansk pige eller dreng. Fænomenet kendes i alle lag og er en hovedårsag til, at vi oplever en hensynsløshed og en voldelig adfærd af ligegyldig grusomhed, som vi aldrig har haft magen til. Formentlig forekommer den forholdsvis hyppigere hos andengenerationsindvandrere. Den har med velstand at gøre. Samt lediggang, tab af normer, diffuse grænser for acceptabel adfærd og fravær af autoriteter. Disse unge tror, at alt er muligt. Livet er et computerspil uden rigtige konsekvenser. Disse unges sande venner er det politi og det samfund, der sætter grænser for dem og lader dem mærke, at deres handlinger har alvorlige konsekvenser. Disse unges sande fjender er de talrige professionelle behandlere, der vil gøre dem til ofre, og intellektuelle som den lederskribent på Politiken, der bare forfølger sine egne politiske mål under dække af omsorg for dem.