Læren fra typograferne

For 30 år siden var det ikke Ungdomshuset, der satte politiet på overarbejde. Derimod blev visirklædte betjente udkommanderet til Pilestræde i store dele af 1977, hvor fagligt aktive typografer og deres mange sympatisører blokerede Det Berlingske Hus i 141 dage.

I årevis havde typograferne bekæmpet ny teknik og forhindret rationalisering af avisproduktionen. Nu blev der sat hårdt mod hårdt. Ikke kun herhjemme, men også i det store udland. Den nuværende administrerende direktør i Det Berlingske Hus, John Allwood, tjente således sine sporer som en af datidens anonyme mellemledere, der med militær præcision gennemførte de britiske bladhuses flugt fra Londons legendariske Fleet Street.
Nu har Mediemuseet i Odense taget dette spændende emne op til grundig belysning i en særudstilling under overskriften »Kampen om magten: Da typograferne sejrede ad helvede til«. Udstillingen har vigtige ting at sige nutidens mediebrugere, der med god grund bekymrer sig over de aktuelle problemer af faglig og økonomisk art i presse, radio og TV.
KONFLIKTERNE DENGANG handlede nemlig ikke kun om indførelse af ny teknik, men mere fundamentalt om retten til at lede og fordele mediearbejdet på et marked præget af hård konkurrence om publikums penge og tid. Den problematik er stadig højaktuel.
De fleste danske journalister stod på medieledelsens side under 1970ernes typografkonflikter. Uden de store sværdslag havde de skrivende fagfolk nemlig stille og roligt gennemført en effektiv magtovertagelse. Først gjorde journalisterne sig uafhængige af statsmagten, så af annoncørerne, dernæst af de politiske partier. På det seneste har journalisterne også frigjort sig fra chefredaktørerne og hovedparten af de betalende avislæsere, så faget nu står med begge ben solidt plantet i den blå luft. Det giver et stærkt udgangspunkt for faglige forhandlinger. Men som det fremgår af typografernes afviklingshistorie, er det næppe nogen holdbar position i det lange løb.
UMIDDELBART FOREKOMMER det kun rimeligt, at fag, som udgør et væsentligt grundlag for folkestyret, har stor faglig frihed og en rimelig hyre. Danske journalister skal nemlig helst kunne modstå fristelser som bestikkelse og andre favører, der plager nyhedsmedier i store dele af verden.
Som modydelse må samfundet forlange, at ansvarsbevidste mediefolk lever op til de fundamentale forpligtelser, der knytter sig til publicistiske privilegier. På dette punkt er der nu gode grunde til at råbe vagt i gevær. I lighed med typografernes kamp mod rationalisering gør journalistfaget nemlig sit bedste for at fordyre udnyttelsen af redaktionelt stof på forskellige medieplatforme.
Derved påføres mediebrugerne en urimelig merudgift. Samtidig påvirkes mediekonkurrencen, fordi vigende betalingsvillighed styrker gratismedierne, som er dybt afhængige af annoncører og statsautoriserede støtteordninger.
På samme vis som typograferne i 1977, risikerer journalistfaget anno 2007 derfor at sejre ad helvede til. Thi også for de skrivende medarbejdere betyder den teknologiske udvikling, at det nu er muligt at levere læseværdige medieprodukter næsten uden journalistisk indblanding.
Selvfølgelig er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at danske journalister kommer til at lide samme skæbne, som typograferne gjorde i sin tid. Men ikke desto mindre gør Dansk Journalistforbund klogt i at erindre, at den kortsigtede interessekamp – for eksempel lukrative aftaler om ekstrabetaling ved journalistisk genbrug – nok kan give glade kontingentbetalere på kort sigt, men på den lange bane let kan blive pinde til fagets ligkiste.