Lad tvivlen komme den nye italienske regering til gode

Det italienske valg skaber rystelser på finansmarkederne. Men lad nu den nye regering komme i gang, inden den finansielle frygt tager over.

Meddelelsen om, at Femstjerne­bevægelsen og Lega Nord vil danne regering i Italien har fået finans­markederne til at gå i panik. Men der er god grund til at slå koldt vand i blodet, lyder det fra Danske Banks chefstrateg. Foto:Riccardo Antimiani/EPA/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Euroområdets politiske og økonomiske kvaler har igen indtaget overskrifterne og trækker tykke ­tråde tilbage til gældskrisens dystre dage. Denne gang er det dog ikke miniputten Grækenlands skyld, men sværvægteren Italien, som langt om længe har fået en ny regering. Og hvilken en! Italiens to mest populistiske partier, Femstjernebevægelsen og Lega (tidligere Lega Nord), har fundet fælles fodslag og dannet regering.

Det er nationalisme, populisme og EU-skepsis i én stor pærevælling. Regeringsgrundlaget ville gøre Donald Trump stolt: Ned med både selskabs- og indkomstskatten og op med det offentlige forbrug (militær, infrastruktur og uddannelse).

Finansmarkederne har taget alt andet end godt imod de italienske nyheder. De italienske statsrenter er skudt i vejret, aktiekurserne dykket, og euroen er under pres, så den pt. handler på 117 over for den amerikanske dollar. Det er det svageste niveau siden december 2017. Samtidig er de amerikanske og tyske renter faldet, hvilket er et sikkert tegn på, at investorerne søger i ly for de potentielle problemer, som udviklingen i Italien kan føre med sig.

Umiddelbart har vi dog svært ved at se, at regeringsdannelsen i sig selv vil kickstarte en ny euro-gældskrise, og reaktionen på finansmarkederne forekommer mig en smule overdrevne. Glem ikke, at der faktisk også er positive ting i agendaen. Skattereform, øget offentligt forbrug og mindre bureau­krati for virksomheder kan faktisk være godt i en økonomi, der er gået i stå. Finanspolitisk lempelse kan også modsvare kommende pengepolitiske stramninger fra Den Europæiske Centralbank, ECB, og dermed understøtte væksten – se bare på USA.

Men med gældskrisen in mente fokuserer finansmarkederne tilsyneladende mere på de negative konsekvenser, som peger mod øget underskud i de offentlige finanser og en stigende gældsætning – og det er absolut ikke noget, der giver Italien mere modstandskraft, når den næste recession engang rammer os.

Den Internationale Valutafond (IMF) forventer, at den italienske gæld vil lande på 130 pct. af BNP i 2018, og rentebetalingerne vil dermed med de aktuelle rentesatser svare til ca. 3,5 pct. af BNP. Det er højt i forhold til de øvrige store eurolande, men håndterbart, så længe vi er i et opsving, og så længe renterne er så lave, som de er. Men kræver investorerne en højere rente på grund af den politiske konstellation, kan det igangsætte en negativ spiral.

Læg hertil den nye regerings politiske agenda. Femstjernebevægelsen og Lega har flere forslag til reformer af EU, som nok ikke vil gavne samarbejdet, og som meget let kan få os til (igen) at sætte spørgsmålstegn ved Italiens fremtidige medlemskab. Jeg nævner i flæng: gøre EU grænseløs indadtil, ændre ECBs mandat til også at tage højde for geopolitiske og økonomiske ubalancer, undgå at et land dominerer i EU, ændre EUs landbrugs­politik.

Femstjernebevægelsen argumenterer dog ikke længere offentligt for at forlade EU, men gnidninger i samarbejdet kan meget vel bringe ønsket op igen.

Sker det, er den aktuelle effekt på finansmarkederne barnemad i forhold til, hvad vi kan forvente os.

Selv om et italiensk farvel vil ramme italienerne selv hårdest, vil effekterne særligt via banksektoren skabe kaos i Europa. Knap 70 pct. af den italienske gæld er på indenlandske hænder, mens 26 pct. ejes af andre eurolande og primært af banker, som samtidig også har anden forretningsmæssig eksponering til den italienske banksektor.

Jeg forstår usikkerheden og nervøsiteten. Vi har i efterhånden et par år frygtet, at Femstjernebevægelsen ville komme til magten, og når det så sker, reagerer vi naturligvis. Derudover er vi som investorer meget fokuserede på at bevare vores formue. En tendens, der har vokset sig stærk i kølvandet på finanskrisen, og som gør os meget følsomme over for negative nyheder. Endelig er vi pt. i et vadested, hvor mange investorer er begyndt at forvente den næste recession og derfor også søger efter den næste krise.

Når chokket over den nye regering har lagt sig – og der kan sagtens komme flere chok på den korte bane afhængig af, hvem der for eksempel udpeges til finansminister – plejer vi at lade tvivlen komme en ny regering til gode og vurdere den på de tiltag, der rent faktisk bliver til noget. Og her ser jeg en betragtelig sandsynlighed for politisk uenighed og ustabilitet i regeringen, når først den trækker i arbejdstøjet og beslut­ningerne skal træffes.

Det vil dog ikke være nyt i italiensk politik, og foreløbig får den italienske regeringsdannelse os ikke til at ryste på hånden i Danske Bank.

Trods den aktuelle usikkerhed blandt mange investorer forventer vi stigende aktiekurser det kommende år og har derfor fortsat en overvægt i aktier, herunder også en overvægt i europæiske aktier.