Lad freden sænke sig over landevejen

Cyklister og bilister kan leve side om side. Der findes masser af opbyggelige eksempler, men den danske trafikkultur er pilrådden.

Lars B. Jørgensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En tilståelse først. Jeg har også været vred. Vild og vejvred. Meget endda. Sagt og gjort dumme ting til bitter fortrydelse og skam i livet.

Igennem mere end tyve år har jeg været motions- og klubrytter. Det er blevet til et sekscifret antal kilometer på de danske landeveje. Og jeg vil påstå, at jeg har set en udvikling til det værre. Uanset hvilke briller, du anskuer den danske trafikkultur med.

Der er også blevet flere af os alle sammen. Både bilister og - især - cyklister i alle former og farver. Der er trængsel og alarm. Derfor kræver det så meget desto mere at være en god og hensynsfuld medtrafikant.

Jeg kan forstå, at Nordsjællands Politi nu vil føre kampagne mod den voksende mængde af motions- og klubcyklister. Fair nok. Af og til fylder vi for meget og mere end lovets bogstav dikterer, hvis man tolker det nidkært nok. Der er er plads til forbedring. Hele raden rundt.

Man behøver dog ikke bevæge sig ret langt udenfor landets grænser for at finde ud af, at der er andre måder at anskue cyklister end som pariaer og pestilens. Så sent som i februar var jeg på Tenerife og oplevede, hvordan bilister pænt holdt sig tilbage for at vente på mit signal, så de kunne køre forbi. Der blev kvitteret med et lille honk i hornet og en hilsen. Ikke vrede dyt og indebrændte forbandelser.

Den slag opbyggelige oplevelser har jeg haft mange af i udlandet. Man bliver varm ind i hjertet hver gang. Fordi det hører til sjældenhederne på dansk asfalt, hvor vejnettet kan gå fra fredelig sameksistens til krigszone på et latterligt lille grundlag.

Det pudsige er, at man stadig kan høre danskere tale med himmelvendte øjne om, hvor rasende vanvittigt, der køres "nede syd på". Og hvor underforstået, det er, at vor høje civilisation selvfølgelig bevæger sig i en anden og mere oplyst sfære, når vi sætter os bag rattet.

Jeg er ked af at sige det, men intet peger i den retning. Ikke mange steder i verden oplever jeg samme grad af rethaverisk adfærd end i den danske trafik. Den afgiftsplagede danske bilister mener at have vejen til ejendom og at alle uden fire hjul under sig er at regne for gemene gratister. Derfor har man også lov til at behandler cyklisterne derefter. Ved mindste irritationsmoment.

Det, man som bilist skal gøre sig klart er, at man sidder i et potentielt mordredskab. Konsekvenserne af at ville køre provokerende tæt på en gruppe cyklister kan blive fatale. Udgangen på at ville stå på sin ret, kan ende med død og svært invaliderende udgang. Som det er sket i flere tilfælde.

Den slags episoder er jeg holdt op med at holde tal på. Man bliver hårdhudet med tiden. Men det burde ubetinget være nok til at udløse et særligt hensyn for den, der er i stand til at tænke sig om.

Desværre er der et stigende antal bilister herhjemme, som er komplet uden de kvalifikationer. Og som er til fare for andre og især de svage i trafikken.

Det ville måske være et skuldertræk værd, hvis det udelukkende var cykelryttere, som er i sigtekornet. Men lad mig komme med et andet eksempel: Når jeg skal følge min datter over en ubevogtet fodgængerovergangen ved Ravelinen på Christianshavn, kræver det også tungen lige i munden. Et absolut fåtal af trafikanterne har konduite til at stoppe. Når det sker, er det ikke sjældent en svensker eller en udlænding. Danskerne, derimod, skal man altid tage sig særligt i agt for. I værste fald kommer der et løsgående bil-missil høvlende i busbanen. Fremad, fremad, fremad. Rent ud sagt skræmmende.

Det er blevet vilkårene i Danmark anno 2015. Det er den virkelighed, man også oplever som såkaldt svag trafikant. Udover den tredjedel af alle bilister, der taler ulovligt i mobiltelefon, lader hånt om ubetinget vigepligt, ikke ser sig for ved højresving, kører over for rødt, overskrider hastighedsbegrænsning eller som i værste fald kører så truende, at det reelt svarer til at få en pistolmunding stukket i fjæset.

Det provokerer mig. Helt vildt. Akkurat som det er hårrejsende at opleve bilister sidde og skrige intolerant ud af vinduet med børn på bagsædet. Jeg plejer stilfærdigt at udtrykke et håb om, at andre trafikanter ikke vil flippe skråt ud på samme måde foran ungerne.

Hvad kan vi gøre ved det?

Vi må begynde med at acceptere hinandens styrke og svaghed i trafikken. Vi må blive bedre til at vise gensidigt hensyn og give plads. Vi skal også blive bedre til at kommunikere. Giv tegn og lyd. Men også forsøge at få øjenkontakt. Måske endda smile til hinanden.

Det er sværere end det lyder. Men det mest utrolige er, at man får det bedre. Både med sig selv og trafikken.

Lad os give det en chance. Vejvreden er ikke vejen frem.