Kurrild vildleder

I »Perspektiv« lørdag 15. december skoser professor Peter Kurrild-Klitgaard Mette Frederiksen med kommentaren, at »Nordiske tilstande er ikke så dårlige, men de er ikke så gode, som vi ofte selv tror«.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Jeg skal ikke på nogen måde optræde som Mette Frederiksens redningsmand, men man må i det mindste fordre, at Kurrild med sin baggrund bringer rigtige oplysninger til torvs. Snævert set er oplysningerne da også korrekte, men de bringes ind i en sammenhæng, der gør dem stærkt manipulerende.
Kurrild bygger på en rapport fra CATO-­instituttet. Enhver med noget kendskab til USAs politik ved, at CATO-instituttet er en konservativ tænketank. Det er der jo ikke noget forkert i, men man må da lige kradse lidt i overfladen, før man sluger budskaberne fra amerikanske tænketanke, der er meget mere politiske end de danske.
Heldigvis kan man da downloade rapporten, som Kurrild bygger på, og man kan da heldigvis også downloade noget af det materiale, som den rapport bygger på.
Og nu bliver det interessant. En af kilderne er kapitel 8 i The Economic Policy Institutes rapport ’The State of Working America 2006-2007’. Det omtalte kapitel 8 har sin egen pressemeddelelse vedhæftet, og jeg citerer først overskrifterne (i min oversættelse):
»Sundhed: USA bruger mest, dækker færrest. Blandt de rigeste lande scorer USA højest på fattigdom, børnedødelighed, og har den største afstand mellem rig og fattig, og har laveste betalte ferie«.
Før vi går videre, skal vi naturligvis lige slå fast, at the Economic Policy Institute er en center-venstre tænketank.
Heroverfor har vi Kurrilds udsagn: »Facit er, at de nordiske lande over det seneste kvarte århundrede har klaret sig systematisk dårligere, når det drejer sig om levestandard«.
Det er da forskelle, så det batter. Economic Policy Institute er som nævnt ikke præsident Bush’ ypperste støtte. Og når de måler fattigdom, er det et andet mål end det, som CATO og Peter Kurrild bruger. Så det er ikke sandhedsværdien i sig selv, vi er efter.
Men vores formål er nu at se, om de bliver brugt rigtigt som kilde. Så lad os se lidt på de tal, Kurrild vil overbevise os med. Kurrild fortæller os, baseret på CATO-rapporten, at der stort set ingen forskel er på de 10 pct. fattigste danskere og amerikanere i forhold til medianindkomsten: i Danmark har de 43 pct. af medianindkomsten, i USA 39 pct.
Men når vi går tæt på CATO-rapporten, viser det sig, at det alt sammen er i forhold til den amerikanske medianindkomst. Det står i rapporten, men det glemte Kurrild at fortælle os. Men hvad skal vi da vide det for? Jo, det relevante tal må da være, hvorledes de fattige har det i Danmark i forhold til andre danskere, og i USA i forhold til de andre amerikanere. Og går man nu til CATO-rapportens kilde, Economic Policy Institute, er de rigtige tal at finde dér. Det viser det sig nu, at i forhold til den danske medianindkomst får de fattigste danskere 54 pct. Derfor er de amerikanske fattige med deres 39 pct. relativt meget mere fattige end de danske.
Det var fejl nr. 1. Men det bliver værre. For nu er det, at den danske velfærdsstat, som Kurrild ikke levner meget positivt rum, sætter ind. Hvad betyder den for de ydelser, der står til rådighed for den fattige dansker? Kurrild omtaler det, men bruger oplysningerne til at fortælle os, at selv om vi har en offentlig sektor, er vores levestandard lavere end den amerikanske, som er »30 til 50 pct. over den nordiske, afhængig af målestokken«.
Men målestokken er aldeles afgørende, når vi ser på de fattige. Går vi til kilden, kan vi se, at gennemsnitsdanskeren har omkring 105.000 kroner til privat forbrug, eller godt 50 pct. i forhold til amerikaneren, som har omkring 190.000. Men når man indregner offentlig service mv., mindskes forskellen, danskeren har nu ca. 145.000 i snit, amerikaneren 195.000.
Hvis man nu tager den offentlige sektors rolle med i tallene for de fattige, bliver fattigdommen i Danmark i forhold til USA meget mindre. I USA fik de, som vi så ovenfor, i gennemsnit 5.000 kr. ekstra, men i Danmark 40.000. Og det batter naturligvis meget for dem, der tjener mindst – de tjener jo ifølge tallene kun små 60.000 (54 pct. af 105.000) selv, og får (hvis de får gennemsnitsydelsen) 40.000 oveni – det er over 60 pct. ekstra. Velfærdsstaten betyder altså særdeles meget for de fattige i Danmark, og ret lidt i USA.
Kurrild vildleder os ved a) at give os et forkert sammenligningsgrundlag, og b) ved at sammenligne en gennemsnitsborgers glæde af velfærdsstaten i stedet for at lægge dens ydelser til de fattigstes levevilkår. Men det er vel trods alt netop de fattiges situation, som velfærdsstaten er til for at forbedre.
Og det koster. Det er det, vi gerne vil betale. Det er det, Kurrilds indlæg søger at skjule. Om velfærdstatens indsats over for middelklasse og de bedre stillede i øvrigt er rimelig, er en helt anden snak.