Kunne Lars Seier Christensen blive dansk statsminister?

Den offentlige sektor er en flok bureaukrater, der bare flytter bunker og ikke arbejder et minut mere, end de behøver. Den private sektor består af grådige kapitalister, der kun har ét mål for øje: at tjene flere penge. Det er fordomme, der er skåret i granit og skaber en dyb og farlige kløft mellem offentlig og privat ledelse.

Lars Seier Christensen i hans faste suite på Hotel D' Angleterre Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

I USA ser vi lige nu et historisk drama udspille sig i præsidentkampen. En af landets erhvervsprofiler, Donald Trump, kæmper med næb og klør for at indtage landets mest magt- og prestigefulde offentlige embede.

Kunne man forestille sig et lignende scenarie udspille sig i Danmark? Kunne man forestille sig, at Lars Seier Christensen går efter tronen i statsministeriet?

Næppe.

I mit professionelle virke, hvor mine medarbejdere og jeg arbejder med ledelses- og organisationsudvikling, har vi alene de seneste tre år videreuddannet flere end 2.000 ledere inden for både den private og offentlige sektor, og tendensen er klar: Ledere migrerer ikke og tilbringer således hele karrieren i samme vognbane.

Det er et massivt problem. Danmark har brug for ledere med flere facetter. De offentlige ledere kan lære af det private erhvervslivs fokus på eksempelvis netværk, innovation og agilitet, ligesom private ledere kan lære noget af den humanistiske tankegang, fokus på kunden og den flerrettede bundlinjeforståelse, som offentlige ledere mestrer.

Samtidig vil Danmark som samfund have gavn af flere partnerskaber mellem det offentlige og private – både i forhold til velfærd og erhvervsliv.

Skellet skyldes en decideret modvilje fra begge sider af bordet og en lang række stereotype fordomme om de frygtelige mennesker på den anden side af hegnet.

For alle i det private erhvervsliv ved jo, at den offentlige sektor består af hovedløse bureaukrater, der spilder tiden med at flytte rundt på tal og bunker og ikke arbejder et minut længere, end de er vagtsat til.

På samme måde ved alle i den offentlige sektor, at de grådige kapitalister i den private sektor har solgt deres sjæl og nok også ville sælge deres mormor til djævelen selv, ligesom de kun drømmer om at bo i en bunke af guldbarrer som en anden Joakim von And.

Tendensen er så integreret i vores samfund, fordi den starter helt tilbage på skolebænken.

Hvis du læser på CBS, ligger står det klart, at du skal ud i det private erhvervsliv, hvor pengene er, ting bliver skabt, og der er mulighed for at tænke nyt og stort.

Hvis du omvendt læser på Københavns Universitet, ligger det i ånden, at drømmen er en embedsmandsfunktion i et ministerium, hvor du kan gøre en forskel for Danmark.

Men sandheden er, at Danmark bliver et bedre sted, når de to skoler mødes og lærer af hinandens styrker og kvalifikationer.

Det er en slående kontrast til lande som England og USA, hvor der blandt erhvervsledere er stor prestige forbundet med et offentligt embede og dét at tjene fædrelandet. Det er nok de færreste danskere, der vil argumentere for, at vi ønsker et Trump-scenarie i Danmark. Men hvad med et Nils Smedegaard eller Lars Rebien-scenarie?

Vi ved alle, at vi i Danmark har så mange topkvalificerede og lynende begavede erhvervsstjerner, som Danmark ville drage fordel af at få i offentligt embede.

Men hvorfor vælger disse altid karriere over ære? Hvorfor vælger de offentlige ledere omvendt altid ære over karriere? Og hvorfor skal man overhovedet vælge?

Netop kombinationen af de to lejre er jo netop dét Danmark, individet, vores vækst og vores samfund har brug for.

Konsekvensen ved ikke at lykkes med at forbedre migrationen mellem det offentlige og private, som vi har alle muligheder for i vores lille eksklusive samfund, er simpelthen for risikabel.

Vi har brug for erfarne erhvervsfolk til at indtage prominente stole i det offentlige og bidrage med deres kvalifikationer. Langt flere frontløbere som Malou Aamund og Stine Bosse. Og vi har brug for visionære offentlige ledere til at gå ind i erhvervslivet med sjæl og hjerte, ligesom Karen Hækkerup og Anders Fogh Rasmussen har gjort det.

I sidste ende lander ansvaret hos politikerne, hos samfundet og hos os som individer. Vi bliver nødt til at tage et alvorligt kig på vores uddannelsesinstitutioner.

Vi bliver nødt til både i den offentlige og private sektor at opsøge partnerskaber med de dygtige folk på den anden banehalvdel – og vigtigst af alt bliver vi nødt til at italesætte problemstillingen, anerkende gevinsterne ved migration og starte debatten, før det er for sent.

Karsten Søderberg er adm. direktør hos Summit Consulting.