Kulturverden!

»Jeg vil give Dem et godt tilbud.« Kvinden havde advaret mig allerede i telefonen, og nu sender hun mig sit mest indladende smil.

Foto: Scanpix

Hendes underansigt er dækket af stive grå hår, der i længde synes at variere fra omkring 30-40 mm til 70-80 mm.

De tænder, hun har tilbage, befinder sig på en farveskala fra gult til sort, og hendes barm hænger langt under bordpladen ved det veltjente skrivebord, hvor hun som husets chef har regeret gennem indtil flere menneskealdre.

»1,5 mio. euro,« siger damen og smiler sødt, behåret og tandløst.

Jeg kigger mig omkring i lokalet, hvor alle de gamle dørhåndtag, nøglehuller, skruer, olieradiatorer og petroleumslamper er ordnet sirligt på hylder og standere. Og hvor smedejernsgelændere og kakler blot venter på nye generationers beundrere, hvis ellers de undslipper bulldozerne.

Nede i kælderen under hvælvingerne kan man – når man lytter godt efter – stadig høre ederne fra de arbejdere, der engang tilbage i 1870erne trillede rundt med tønder fulde af det lokale bryg.

Og på en råkold dag i november kan man høre hosten fra gammel-fatter, som i de drøje tider efter krigen henslæbte sine sidste år i kulde og fugt i en af ejendommens små lejligheder ud mod Rue Sans Souci.

»Vi tæller ikke længere årene,« sagde sønnen, da vi ved et af mine tidligere besøg travede rundt nede i kældrene.

Han og moderen har ringet, fordi de ikke vil sælge de bygninger, der har dannet rammen om hele deres liv, til nogle smarte forretningsfolk fra Paris.

Franskmændene er tilsyneladende de eneste seriøse købere til de 2.500 kvadratmeter på matriklen, der ligger mindre end 500 meter fra Europa-Parlamentets imposante bygning i Bruxelles.

Da det går op for moderen, at der er mere romantik end realitet i min tilstedeværelse, skifter hun lynhurtigt fra smilende smiger til afmålt irritation.

Nogle vil måske give hende ret. Hvad ligner det at spilde hendes tid med drømmerier?

Men på den anden side: Har hun ikke selv sat tiden i stå? Hun kan vel ikke diktere, at andre ikke må gøre det samme. Hvem gider i det hele taget lytte til formaninger om, at man nødvendigvis skal følge med tiden?

Man kunne jo lige så vel bare lade den løbe i forvejen, tiden. Og det er vel ens egen sag, om man vil spilde den. Ja, fritiden naturligvis. Den råder man vel selv over ligesom friværdien. Ja, medmindre den er pantsat, friværdien. Eller fritiden?

Friværdien er med garanti intakt i Rue des Carmelites, hvor man har givet klaverundervisning i årtier.

Opslag fra nodebutikker og klaverstemmere bruger fortsat belgiske franc, og tapeter og gardiner emmer af cerutrøg og stemning fra en tid, hvor ikkeryger-hysteriet endnu var et ukendt begreb.

Cirka lige så gammelt lugter husets frue ud af munden, men til gengæld er hun venlig og gæstfri, hvis nogen begynder at spørge til husets alder eller nævner den smukke have med de store træer ude bagved.

Her kommer piger og drenge efter skoletid og får klaverundervisning i en halv time, hvorefter de kan gå hjem og øve sig. Og glemme tiden og måske ligefrem sig selv.

I det hele taget kunne de op imod 100.000 mennesker fra hele verden, der befolker ’det europæiske kvarter’ i Bruxelles godt lære lidt af værtslandets tilsyneladende tidløshed.

Dynamiske og moderne er de ganske vist ikke, Bruxelles-borgerne. Men omvendt løber de ikke rundt og stresser over kontinentets konkurrenceevne eller Lissabon-processen.

Her får tiden lov at gå, som tiden har for vane. Og den som ikke har alt for travlt, vil måske en dag lægge vejen forbi værtshuset ’Hos Den Gamle Vrede Djævel’ – Au Vieux Spijtigen Duivel – hvor øllet stadig er mørkt og godt, og hvor man har drukket af det siden tidernes morgen.

Efter sigende var det gamle værtshus engang i 1600-tallet rammen om et frygteligt blodbad, hvor en flok gøglere fik skåret halsen over, da de gjorde grin med den katolske hertug af Alba, der af Spaniens kong Filip II var blevet sendt til Bruxelles for at holde styr på de oprørske flamlændere. Hertugen vigtede sig senere af personligt at have gjort det af med 18.000 mennesker. Men hvem bekymrer sig om den slags i vor tid?