Kronikken: Så er der Breaking News!

Anders Lassen: Det er ikke papiret eller radiobølgerne, der er ved at dø. Det er nyhedsjournalistikken – og dermed en helt central del af mediernes opgaver - der er ved at afgå ved døden, fordi det i dag er næsten umuligt at fortælle folk noget, de ikke allerede ved.

Foto: Claus Bigum

Medierne er i krise. Det mener alle – især medierne selv. Og der er mange forslag til løsninger. Alt fra udvidet statsstøtte til brugerbetaling for internet-indhold. Men virkeligheden er, at det ikke er medierne, der er i krise. Det er meget værre: Det er journalistikken selv, der er i dyb, dyb krise og som skal genopfindes før det bliver bedre.

Da jeg gik på Journalisthøjskolen i midten af 80erne var et af de mest fantastiske frynsegoder den Ritzau-modtager, der stod på gangen. Ud fra den rullede en stadig strøm af nyheder – på en lang papirrulle, der draperede sig malerisk over betongulvet. At stå ved printeren og se en rigtig stor nyhed tikke ind og høre klokkerne ringe de magiske tre gange var en virkelig luksus: Jeg følte mig privilegeret ved at sidde så højt oppe i mediernes fødekæde og ved at kunne få vigtige begivenheder at vide før alle andre. Nogle gange tog jeg telefonen og ringede til venner og familie for at overbringe nyheden før de hørte det andre steder.

For det er jo den dobbelte fascination af nyheder: At få tilfredsstillet sin egen nysgerrighed – men mindst lige så meget at kunne dele dem med andre, at fortælle dem videre, den kildrende fornemmelse af at have en information som man ved, at andre er interesseret i at modtage. Ligesom en god vittighed eller en rigtig saftig sladderhistorie om naboen, der giver en tilfredsstillelse at få at vide – og hvor glæden gentages for hver gang man selv fortæller den videre.

Den sociale funktion ved nyheder kan ikke undervurderes. I et klassisk studie om vandforsyning i Afrika ønskede bistandsarbejdere at nedbringe antallet af vandoverførte sygdomme ved at erstatte vandforsyningen fra den fælles brønd med indlagt vand i husene. Et år efter var antallet af sygdomme uforandret højt, og da man undersøgte grunden viste det sig, at kvinderne, der havde haft jobbet med at hente vand til familien, stadig hentede vand i landsbyens fælles brønd i stedet for at bruge det indlagte vand. Grunden var, at kvinderne udvekslede nyheder og informationer mens man ventede på at komme til brønden, og at opløsningen af dette »fortælle-forum« førte til social isolation.

Siden den første avis udkom har et af de vigtigste Unique Selling Points ved en avis været, at den videregav oplysninger til modtageren som gjorde, at hun blev bedre orienteret end sine omgivelser. Disse informationer kan bruges til at skaffe sig materielle eller positionsmæssige fordele (»viden er magt«) eller simpelthen til at højne sin sociale position ved at være den, der vidste mere end de andre.

I 80erne opstod CNN-begrebet »Breaking News« og vi sad tavse foran TV-skærmen, mens vi så historien udfolde sig for vores øjne: Murens fald, stormen på det russiske parlament, tragedien i Waco. Men Breaking News var stadig en knap ressource. Man skulle have adgang til kabel- eller satellit-TV før man blev lukket ind i det lille broderskab af folk, der bruger de status-skabende ord »har du hørt at…?«

Da angrebet på New York og Washington fandt sted 11. september 2001 var det også et varsel om, at noget var ændret. Ikke tidligere havde en begivenhed fået en så simultan dækning. Over hele verden fik en kolossal stor del af befolkningerne en minut-til-minut dækning af en betydningsfuld begivenhed. Ingen var først - og alle var først.

I dag er adgangen til nyheder og Breaking News så demokratiseret, at der ikke længere er nogen konkurrencefordel ved at være medieforbruger: Overalt – via mobiltelefoner, i lufthavne, i taxaer og på alle computerskærme – vælter en stadig og overvældende strøm af nyheder ud mod os. »Samtidighed« er blevet mediernes nye virkelighed. I samme øjeblik, en nyhed bryder, så er den at finde på så mange kanaler, at den øjeblikkelig mister sin værdi som social kapital. Eller med andre ord: Det er umuligt at komme først med en nyhed - der er ikke længere nogen, der ikke har hørt det…

Den grundlæggende fejl, som medieselskaberne begår, er at det tror, at det er distributionen, der er problemet. Derfor svarer de igen med at ændre deres egen distribution: De tilbyder gratis indhold på deres websites og gratisaviser. De ændrer tilgængeligheden – men de ændrer ikke grundlæggende på deres indhold.

De fleste medier leverer bare mere af det samme indhold på de nye kanaler. Mere »Breaking News« så begrebet nu er ved at korrodere. Vi ser det tydeligt hos fx TV2/ News, der nu konstant har en »BREAKING«-rulletekst i bunden af deres skærm og som ingen andre formår at koge suppe på en hvilken som helst nyheds-pind. Finanskrisen, svineinfluezaen, et væltet træ i Fælledparken eller et bandedrab bliver over-dækket på en måde, der i løbet af meget kort tid vil skabe intens nyhedslede hos en rigtig stor del af befolkningen.

Det er »Red Ocean Strategy« i rendyrket form. Alle medierne bliver ved med at jage i de samme, blod- og hajfyldte farvande som de plejer – i stedet for at søge mod det blå, uberørte ocean. Årsagen er, at medierne ikke ved, hvad de ellers skal gøre. De opfører sig som den aldrende turist i et fremmed land, der tror, at hvis han bare taler dansk rigtig højt, så skal de lokale nok forstå det. Og jo mindre de forstår, jo højere taler han…

Nogle aviser, som fx Politiken, har ganske vist lyttet til gode konsulent-råd. De lægger de »hårde nyheder« på nettet og prøver at fokusere printavisen på baggrundshistorier og på at skabe sammenhæng i stedet for at levere nyheder. Men problemet er, at det ikke indtil nu har vist sig at have nogen stor effekt.

Grunden er, at »baggrund og sammenhæng« ganske vist gør læsere klogere. Men der er ingen social gevinst ved at være den, der ved kantinebordet kan komme med et 30 minutters foredrag om den egentlige årsag bag sultkatastrofen i Malawi. Selv om det lyder hårdt, så køber meget få mennesker aviser for at blive klogere. De gør det for at virke klogere.

Krisen i mediebranchen er altså en krise, der ikke har noget med »gratisrevolution« eller »distributionsrevolution« at gøre, men skyldes, at medierne ikke har forstået hvilke behov, de egentlig opfylder for deres brugere – og at de behov, som medierne hidtil har opfyldt hos brugerne nu ikke længere er til stede. Journalistens rolle som »mellemmand« mellem begivenhed og befolkning er under pres og vil først løses når vi forstår at redefinere vores rolle. Det er en meget mere dybtliggende årsag og den kræver et svar, som ingen hidtil har fundet.

Svaret vil komme når medierne begynder at stille sig selv spørgsmål som: Hvilke behov bliver ikke dækket (eller under-dækket) i dag? Hvad er et medie, der ikke har nyheder? Facebook er for eksempel i dag blandt de største medier i Danmark – både målt på omsætning og brugere. Ikke fordi det er amerikansk eller havde adgang til milliarder af kroner i udvikling. Men fordi Facebook har forstået at tilfredsstille et behov hos forbrugerne som de traditionelle medier ikke så. En del af grunden til de sociale mediers succes er, at de har forstået, at behovet for at fortælle noget videre er næsten større end behovet for at få det at vide.

Lige nu balancerer avisbranchen på kanten af afgrunden. Det samme gør den kommercielle radiobranche. Og lige om lidt får de følgeskab af TV-branchen. Men løsningen er ikke at flytte hele den eksisterende medieproduktion og produktsortiment over på nettet. For lige om lidt vil vi se trafikken på de store nyhedssites på nettet stagnere og falde. Allerede nu kan de fleste mennesker ved selvsyn konstatere, at det er de samme nyheder, der er at finde på alle de store nyhedssites. '

Det er ikke papiret eller radiobølgerne, der er ved at dø. Det er nyhedsjournalistikken – og dermed en helt central del af mediernes opgaver - der er ved at afgå ved døden, fordi det i dag er næsten umuligt at fortælle folk noget, de ikke ved i forvejen. Vi ser en demokratisering af adgangen til indhold og nyheder uden sidestykke og selv om prisen er en erosion af journalisternes og mediernes monopol-rolle som »gatekeeper« og formidler, er det i bund og grund en positiv udvikling.