Kronikken: En tikkende menneskebombe

Richard Oestermann: Tænk, hvis Langeland på blot 284 kvadratkilometer og med 16.000 indbyggere skulle rumme tre millioner mennesker i løbet af blot 16 år. En ufattelig tanke. Men det er en så enorm udfordring, palæstinensernes ledelse i Gaza nu står over for.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alene ordet Gaza vækker forestillinger om vold, fattigdom, grusomme forhold, overbefolkning og menneskelig fornedrelse. Denne stribe land på blot 370 kvadratkilometer – kun lidt større end Langeland – er blevet ramt af mange bomber. Området er i sig selv en bombe. En tikkende menneskebombe.

Gaza-striben er verdens tættest befolkede område. Her lever 4.150 personer pr. kvadratkilometer. Det har også en anden verdensrekord – en befolkningstilvækst på 5-6 procent årlig, hovedsagelig forårsaget af høje fødselstal.

Processen begyndte for 20 år siden, da ledelsen af PLO (Den palæstinensiske Befrielsesorganisation) vedtog, at et højt fødselstal var en national pligt. Palæstinensiske kvinder i Gaza blev formelig opfordret til at bruge deres livmoder som våben, producere et maksimalt antal krigere for palæstinensernes sag og opnå numerisk ligestilling med Israels jødiske befolkning på ca. 5,5 millioner.

For palæstinenserne i Gaza udviklede det, der begyndte at ligne en politisk succes, sig imidlertid nærmest til en national ulykke.

Deres fødselstal er nu så højt – gennemsnitlig syv børn pr. familie – at en af lederne af Det Palæstinensiske Statistiske Departement i Gaza, Hassan Abu Libveh, for nogen tid siden sagde til denne kronikør, at den palæstinensiske befolkning i området står over for en dyster fremtid rent demografisk. Om blot 15 år, sagde han, vil der formentlig være tre millioner mennesker på dette lille område. Et tankeeksperiment kunne være, at Langeland på blot 284 kvadratkilometer og med 16.000 indbyggere skulle rumme tre millioner mennesker i løbet af blot 16 år.

En ufattelig tanke. Men det er en så enorm udfordring, palæstinensernes ledelse i Gaza nu står over for.

Gazas statistik taler sit eget sprog. Børnedødeligheden er gået stærkt ned, fra 140 pr. 1.000 i 1970 til 50 for 15 år siden og til 32 i dag. En prisværdig udvikling, men den må ses i forhold til det meget høje fødselstal.

Det vrimler med børn i Gaza-striben. Af befolkningen på 1.330.000 er de 800.00 børn – over halvdelen af indbyggertallet – hvilket influerer på befolkningen økonomisk, socialt, undervisningsmæssigt og menneskeligt.

Omkring en million af indbyggerne er registreret som flygtninge og lever for manges vedkommende i otte flygtningelejre. De støttes af FN med sundhedstjeneste, undervisning og anden humanitær hjælp.

Gaza-striben er 42 km lang, 6 km på det snævreste sted og 14 km på det bredeste. Området er for størstedelens vedkommende fladt og en stor del er sandet. Indbyggerne ernærer sig hovedsagelig ved landbrug, omfattende citrus- og olivendyrkning, græsning af kvæg og lidt fiskeri. Befolkningen var tidligere afhængig af Israel for 90 procent af dens import, hovedsagelig af levnedsmidler, forbrugergoder og byggematerialer og for eksporten navnlig af citrusfrugt og andre landbrugsprodukter, såvel som beskæftigelse.

Siden Seksdageskrigen i 1967 havde ca. halvdelen af områdets arbejdsstyrke fundet arbejde i Israel. Dette er gået helt tilbage. Den store arbejdsløshed i området medvirker til, at mange af dets indbyggere ikke ser meget håb forude. Arbejdsløsheden i Gaza-striben er på 39,3 procent, sammenlignet med 20,3 procent på Vestbred-området.

Israels krig mod den radikale islamiske Hamas-organisation for otte måneder siden medførte enorme ødelæggelser. Krigens hærgen ses mange steder. Store ruindynger er endnu ikke blevet fjernet. Midlerne til Gazas genopbygning er stort set skaffet til veje – men ikke alle materialerne. Israel tøver med at tillade fri indførsel af cement af frygt for, at dele af den vil blive brugt til at bygge tunneler til våbentransport mellem Egypten og Gaza.

Tilværelsen i Gaza, hvor så mange lever tæt på hinanden, medfører en medmenneskelig nærhed, der ikke er kendt mange andre steder. I Gaza kender man sin nabo rigtig godt. Man kommer hinanden ved. Dette fællesskab kommer til udtryk ikke mindst ved begravelser, hvor hundreder af sørgende hurtigt finder hinanden efter et drab og sammen danner et ligfølge. Man følger sin nabos hverdagsliv. Man ved, hvornår vedkommende flytter – ved at se madrasser stablet oven på hinanden på biler udenfor ens bolig.

Områdets største stad er Gaza by. Det er en af de ældste byer i verden. Gaza var en af filistrenes fem store byer, der tillige omfattede Ashdod, Ashkelon, Ekron og Gat.

Palæstinenserne mener, at de er efterkommere af datidens filistre. Siden filistrenes storhedstid har Gaza-området ikke været selvstændigt. Det har op gennem historien været styret af korsfarere, mamelukker, franskmænd (under Napoleon), tyrkere, englændere, egyptere og israelere.

1917-48 var Gaza-striben et britisk mandat­område, skabt af Folkeforbundet. Efter Israels oprettelse i 1948 og våbenstilstandsaftalerne med arabiske lande i 1949 kom området under egyptisk administration – med undtagelse af en seks måneder lang israelsk besættelse efter Suez-felttoget i 1956.

Som led i Seksdageskrigen i 1967 kom området påny under isrælsk kontrol. I 2005 trak Israel sine tropper ud af Gaza, samtidig med at 7000 jøder, der havde oprettet 16 bosættelser i området, forlod dette. Efter at Hamas vandt det palæstinensiske parlamentsvalg i januar 2006, overtog den i juni 2007 styringen af Gaza-striben, der blev splittet administrativt fra det Fatah-kontrollerede Vestbred-­område.

Hamas har aldrig lagt skjul på sit hovedmål: at ødelægge Israel og i dets sted oprette en islamisk stat. En interessant kendsgerning i forbindelse med islams voksende indflydelse er, at i tidsrummet fra Seksdageskrigen i 1967 til 2007 er antallet af moskeer i Gaza-området blevet tredoblet, fra 200 til 600. Nu nærmer antallet sig 1.000.

Islamiseringen i Gaza synes at medføre, at mørketiden nu er ved at holde sit indtog i området. Moralske vogtere af den islamiske lov, sharia, gennemfører nu gamle vedtægter om menneskelig opførsel, der vil gribe dybt ind i befolkningens hverdag – skønt Hamas officielt afviser, at det vil påtvinge befolkningen dette. Store dele af Gazas almindelige befolkning har de sidste år set frem til Vesten for at prøve at forbedre deres vanskelige situation. Nu er palæstinenserne i området konfronteret med påtvingelsen af islamiske regler, der bl.a. omfatter, at på stranden må mænd ikke længere gå ’topløse’, men skal have tildækket overkrop. I tøjforretninger må der ikke længere være voksmannequiner iført undertøj.

Hamas-prædikanter har kritiseret nogle sommerlejre for børn for at have organiseret aktiviteter, hvor drenge og piger er sammen. Ved en bryllupsfest i det sydlige Gaza blev 40 personer såret, da en bombe sprang. Angriberne sagde, at musikken var uislamisk. I skoler er det valgfrit, om kvindelige elever vil gå med hovedtørklæde. Men et gymnasium har gjort det som en betingelse for optagelse, at de unge piger går med tørklæde og lange kjoler.

Kun få ved, at jødisk historie i Gaza-striben går 3.700 år tilbage. Nogle kender til den bibelske historie om Samson, der blev blindet af filistrene, og at han nedrev templet for deres gud i Gaza. Men blot et fåtal har kendskab til den rige og levende jødiske historie i Gaza i de næste årtusinder. I denne lange periode er jøder blevet fordrevet fra Gaza af forskellige erobrere, men det er altid lykkedes dem at vende tilbage.

Efter Seksdageskrigen var det på ny muligt for jøder at leve i Gaza. De måtte imidlertid atter forlade området, da Israel gennemførte sin rømning af jødiske bosættelser for nogle år siden.

Gaza-striben kunne være blevet kendt som stedet, Moses drog til med titusinder af israelitter i sit følge efter udgangen af Egypten. Han førte oprindelig sit folk i denne retning, da han var nået til Sinai-ørkenen og var på vej mod Gaza ved Middelhavet for at tage den korte vej til Det forjættede Land. Nu har arkæologiske opdagelser afsløret, at Moses ikke havde haft grund til at bekymre sig om filistrene, for de havde dengang – 1.300 år f.Kr. – endnu ikke oprettet et styre i kystområdet ved Gaza.