Kronik: Yallahrup styrer

”Yallahrup færgeby” er et samfundssatirisk program der er med til at slå hul på integrationsdebatten, mener Rushy Rashid Højbjerg der i en kronik i Berlingske Tidende frabeder sig de velmenende kritikere af Yallah-kallenderen.

I en kronik, som Berlingske Tidende bringer onsdag, går Rushy Rashid Højbjerg i rette med de kulturpersonligheder, der har kaldt DR2`s satiriske julekalender ”Yallahrup Færgeby” for diskriminerende og stigmatiserende.

Journalisten og den kendte foredragsholder frabeder sig misforståede hensyn til folk med indvandrerbaggrund, og skriver bl.a.:

”Helt Ærligt, tag jer nu lige sammen!”, får jeg lyst til at råbe. Hvad sker der med jer? Hvor blev jeres humoristiske sans af? Hvor blev forståelsen af den danske humor af?”

Rashid mener, at Yallah-kalenderen kan være med til at få hul på vigtige integrationsemner som manglende sprogkundskaber og den manglende forståelse for dansk kultur, herunder brugen af satire som ”Yallahrup Færgeby” netop er et udtryk for:

”I stedet for at blive forarget og råbe racisme og stigmatisering, så forstår jeg ikke, hvorfor alle de mange stemmer fra folk med anden etnisk baggrund, ikke udnytter denne debat til at sætte fokus på nogle af de alvorlige problemer og dilemmaer, der bliver rejst i dette stærkt karikerede satire program, som: Sproget, manglende kendskab til dansk kultur, opdragelsen og religion.”

Rushy Rashid Højbjergs kronik kan læses i Berlingske Tidende onsdag.