Da Brian Mikkelsen midt i sommervarmen lod forstå, at han kan se DF i regering, gav det straks uro i det konservative bagland. Inden Lene Espersen fik lagt tanken død, havde to tredjedele af de konservative lokalforeningsformænd, der svarede på en rundspørge fra Berlingske Research, oplyst, at de ikke ønsker, at K skal sidde i regering med DF.

Resultatet af rundspørgen og partiformandens udmelding afspejler mange konservatives lunkne følelser over for DF. På den ene side værdsættes DF for sin loyale støtte til VK-regeringen siden 2001, og kommunalt har K mange steder gode erfaringer med DF, herunder i København.

Omvendt er der ikke tvivl om, at der både politisk og kulturelt er store forskelle mellem partierne, og for mange af os i Ks bagland må forandring nødvendigvis ske ved, at det er DF, der bevæger sig mod K. Reaktionerne mod Ks kovending om burka-forbud kan delvist forklares hermed. Jeg vil starte ved begyndelsen:

Uden Fremskridtspartiet havde der ikke været noget DF, og uden Mogens Glistrup havde der ikke været noget Fremskridtsparti. Glistrup forsøgte, før han i 1973 stiftede Fremskridtspartiet, forgæves at blive folketingskandidat for K i Lyngby-Søllerød-kredsen. Poul Schlüter udtalte før opstillingsmødet i medierne, at hvis Glistrup blev valgt og optaget i folketingsgruppen, så ville han ikke være medlem af gruppen. Det blev en kurv til Glistrup.

Efter 11 år i Fremskridtpartiets folketingsgruppe, heraf seks år sammen med Glistrup inklusiv hans tid under afsoning i Horserød, fik en tabt afstemning i 1995 Pia Kjærsgaard til at stifte DF sammen med blandt andre Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl. Tidens stærkeste navne i DF er rundet af Fremskridtspartiet.

DF er i dag så afgjort noget ganske andet, end Fremskridtspartiet var, men de tætte familiære bånd fornægter sig ikke. Jeg vil til illustration fremdrage udlændingepolitikken og kulturpolitikken som to områder, hvor der er store forskelle mellem DF og K, selvom der i hverdagens parlamentariske arbejde som oftest findes fodslag.

K ønsker ligesom DF en stram udlændingepolitik, men den humanitære dimension er vigtig for K, og hverken retorik eller handlinger må komme i den fjerneste omegn af racisme. I al fald bekymringen om racisme synes ikke på samme måde at fylde hos DF, hvor fremtrædende medlemmer kan træde ved siden af uden synlige konsekvenser.

Morten Messerschmidt er dømt for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf. Hos K ville en sådan politisk straffelovsovertrædelse være afslutningen på selv den mest lovende karriere. Morten Messerschmidts racisme-dom er næsten glemt, efter han blev frifundet for nazihilsen og fik kanonvalg til EP.

Det diskvalificerede ikke Mogens Camre, at han som erfaren parlamentariker stod fadder til udtalelsen: »Alle Vestens lande er infiltreret af muslimer, og nogle af dem taler pænt til os, mens de venter på at blive mange nok til at få os fjernet.« Citatet stammer fra mediernes referat af en tale på DFs årsmøde. I sin skrevne, uddelte tale skulle Mogens Camre have skrevet »mange nok til at slå os ihjel«.

Det mest prominente eksempel tegner Pia Kjærsgaard sig selv for. En politisk modstanders udtalelse om, at hun nødigt ville »identificeres med Pia Kjærsgaards racistiske synspunkter«, var mere end Pia Kjærsgaard mente, hun skulle lægge ryg til. Hun anlagde derfor injuriesag. Under retssagen definerede Dansk Sprognævn racisme som bl.a. »forskelsbehandling og undertrykkelse af eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker, som godt kan være af samme race som en selv«. Højesteret konkluderede efter citater fra Pia Kjærsgaards tale til DFs landsmøde, at det lå inden for rammerne for den politiske debat, når modstanderen havde talt lige ud af posen.

Det skyldes måske det konservative sind, men det tager mere end en rum tid at få lagt den slags bag sig. Forskellene i den humanitære dimension inden for udlændingepolitikken kan illustreres ved debatten om indsatsen over for børn til afviste irakiske asylansøgere. En undersøgelse viste, at en tredjedel af asylcenterbørnene udviklede psykisk sygdom under de langvarige ophold i centrene.

Henriette Kjær tegnede fra begyndelsen regeringens vilje til at finde en anstændig løsning med mulighed for ophold uden for centrene. Det var DF ikke meget for, men Jesper Langballes pensionerede præstehjerte kunne dog finde plads til en ordning, hvor børnene kunne få opholdstilladelse og bo hos en pleje- eller adoptivfamilie uden deres forældre. At DF senere trak sig er en anden sag.

For mange konservative er det hjerteblod, at K ikke bevæger sig mod DF i udlændingesagen.

Forslaget om burka-forbud vækker derfor også stærke følelser, for størrelsen af den etniske minoritet med burkaer i Danmark er så ringe, at forslaget giver associationer til DFs negative signalpolitik. Og ideologisk er det altså svært at forstå, hvorfor staten skal blande sig i, hvilket tøj borgerne tager på om morgenen.

Kulturpolitikken var blandt Fremskridtpartiets store kamppladser med lagerforvalter Peter Rindal som et af koryfæerne. Pia Kjærsgaard har tilsyneladende besluttet sig for at kuratere arven fra rindalismen ved mistænkeliggørelse af det, der ikke umiddelbart kan forstås (af DF). Pia Kjærsgaards ukvalificerede kunstkritik har allerede fået betydelig opmærksomhed, så jeg vil i stedet fremdrage DFs uholdbare kulturpolitiske fokusering på danskhed.

Nok er det danske vigtigt, men kulturen kender ikke DFs grænser og slet ikke dets begrænsninger. Det er karakteristisk for DFs officielle kulturpolitik, at man formelt husker, at der er en verden uden for Danmark, men samtidig er det danskheden, der går igen og igen på det konkrete plan. F.eks. er det undervisningen i netop danmarkshistorie, der skal styrkes i skolen, det er den danske musik, der skal have en stærkere placering i undervisningen, og morgensang skal sikre kendskab til Højskolesangbogens danske sange.

DF har dog ikke helt glemt verden udenfor på det konkrete plan. Det er fundet relevant udtrykkeligt at vedtage den begrænsning, at udenlandske studerende kun skal have adgang til uddannelserne på Kunstakademiet m.v. mod fuld brugerbetaling eller stipendiater.

Små forskelle vil kunne gøre en stor forskel. Olafur Eliasson er en af verdens absolut førende kunstnere, og målt på den skala var han uomtvisteligt den mest talentfulde kunstner, som Kunstakademiet optog på sin grundskole i forrige århundrede. Olafur Eliasson er født i København af islandske forældre. Berlin er i øvrigt omdrejningspunktet for hans og mange yngre danske kunstneres karrierer.

Det, vi opfatter som dansk kultur, er oftest et uadskilleligt produkt af verden omkring os. Tag instruktøren Gabriel Axels Babettes gæstebud, der vandt en Oscar i Hollywood. Gabriel Axel er vel efterhånden lige så fransk som dansk, og hovedpersonen i filmatiseringen af Karen Blixens novelle er en fransk kok med helt anderledes sans og evne for det sublime end de måbende danskere. Og Den afrikanske farm handler jo heller ikke ligefrem om Valby Bakke.

K har ikke DFs berøringsangst over for det fremmede. Dansk kultur er uadskilleligt filtret ind i og er et produkt af det fremmede. Der er langt fra DFs indadvendthed til den åbenhed over for mødet med fremmede kulturer, der finder udtryk i den visionære globaliseringspolitik, som K vedtog på landsrådet 2006.

Jeg kunne lige så godt have illustreret forskellene mellem DF og K med eksempler inden for retspolitikken, EU-politikken eller skattepolitikken. Derimod tror jeg ikke, at de gentagne personangreb fra DF mod Ks ministre spiller den store rolle for modviljen til se K gå i regering med DF. Det er hverken kønt at se på eller lægge krop til, men var det politiske i orden, og var K sikker på en god tone udadtil, så måtte den kamel sluges. Pia Kjærsgaard har sagt, at DF kun går i regering, hvis det kan forøge partiets indflydelse.

Der er sket meget, siden Schlüter meldte ud, at han ville gå, hvis Glistrup blev medlem af folketingsgruppen. Men der skal ske meget mere, før et regeringssamarbejde mellem DF og K kan vinde generel forståelse hos K.