Kronik: Sande udsagn om sundhedsvæsenet

Vi kunne lære meget af amerikanerne og australierne, som har et meget mere dynamisk forsknings- og uddannelsesmiljø end det er tilfældet i Danmark, og hvor man bruger energien på andet end at pege fingre ad hinanden.

Som kirurg i det private sundhedsvæsen er det en daglig begivenhed, at jeg hver morgen får kvalme af at læse den ensidige og negative omtale af det private sundhedsvæsen. En skærende kontrast til en hverdag, hvor man daglig har oplevelsen af at gøre en forskel. En blog omtalte endog os private læger på linie med nazilæger. Min familie og venner er begyndt at se den anden vej eller blive tavse, hvis talen falder på det private sundhedsvæsen, som ifølge medierne grisk æder det stakkels offentlige sygehusvæsen.

Jeg er blevet en udstødt, og en udstødt må enten lægge sig ned eller forsvare sig til sidste blodsdråbe. Jeg har valgt det sidste.

Onsdag 18. februar bragte Berlingske en kronik skrevet af hospitalsvicedirektør Torben Mogensen og praktiserende læge Charlotte Schulsinger på vegne af en arbejdsgruppe af læger. Noget stærkt må der have været i kaffen til det sidste møde i gruppen, for kronikørerne frembuser (atter) med påstande om det private sundhedsvæsen som er usande, udokumenterede og i værste fald på grænsen til det injurierende. Vi – de private sygehusaktører – må hver dag lægge ører og øjne til disse udokumenterede, demagogiske påstande, og det undrer mig, at der ikke kommer en modreaktion enten fra kolleger eller vores brancheorganisation, Sammenslutningen af Privathospitaler i Danmark. Ad omveje erfarer jeg nu, at det gør der også, men det bliver bare ikke bragt i medierne. Ytringsverbot?

Det fremhæves blandt andet i kronikken, at patienter med sundhedsforsikringer lægger et pres på de praktiserende lægers funktion som gate keepere. Sagen er, at det er et krav fra forsikringsselskabernes side, at patienterne først henvender sig til deres egen læge. Dette afføder ifølge en stor del af mine patienter en del negative kommentarer fra deres egen læge, som ikke har til hensigt at samarbejde med et privathospital, heldigvis et fåtal, men nok til, at det høres dagligt i vores klinik. At den praktiserende læge skal være gate keeper er unikt i det danske samfund, og har en uvurderlig betydning, men behovet for at få en specialist-vurdering, privat eller offentlig, er vokset, fordi den enkelte person har brug for en hurtig vurdering og ikke bare et klap på skulderen og en besked om at det nok går over.

Tidligere førte specialistbehovet til flaskehalse i det offentlige sygehusvæsen, men nu har alle med sundhedsforsikring fået mulighed for hurtig vurdering, diagnose og behandling. Var det udvidede fri sygehusvalg ikke blevet suspenderet, havde alle i Danmark haft samme ret. Hvis den praktiserende læges eneste råd til patienten med ondt i knæet er, at »det går over« eller tag en pille, så vil samfundets udgifter til sundhedsvæsenet falde drastisk. Men er det det, vi vil? Stigningen i sundhedsforsikringer er måske snarere et symptom på, at folk har fået nok af at vente og at blive ignoreret.

En stor del af forklaringen på uroen i sundhedsvæsenet i dag er, at incitamentet for at forbedre og rationalisere arbejdsgange kan være svært at få øje på, når patienterne blot ankommer i en lind og stadigt stigende strøm uden at den offentligt ansatte får mere i løn af den grund, eller endog ros af sin foresatte for en udmærket indsats. Sygehusformand Bent Hansens gentagne påstande om, at det er penge, der lokker personale over i det private, holder ikke. Det er i langt højere grad arbejdsforholdene, den høje produktion, arbejdsglæden og synliggørelsen af, at man gør en forskel. Det har det offentlige sygehusvæsen forsømt gennem mange år, og nu har de fået en lille prygelknabe at tørre alle deres frustrationer af på, og denne prygelknabe er ikke bare lille, men knap hørbar i medierne, fordi det ikke sælger aviser at bringe succeshistorier. Mogensen og Schulsinger fremhæver i deres kronik, at patienter med knæsmerter vil »hele i løbet af et par måneder« og at de, udsat for et privathospital, vil blive opereret hver gang og at risikoen for en infektion er meget stor.

Så fik vi alle fordommene luftet på én gang. Privathospitaler opererer for meget, og man får tilmed en infektion også, så hold jer hellere væk. Det er på grænsen til injurier at de to sammenkæder overbehandling og infektionsrisiko med behandling på et privathospital. På vores privathospital, hvor infektionsraten er på linie med eller bedre end hvad et offentligt sygehus kan fremvise, har vi et tæt samarbejde med Statens Seruminstitut som aflægger kontrolbesøg for at undersøge den hygiejniske standard. De fremhæver også, at man »altid« bliver scannet på et privathospital. Vores erfaringer er det modsatte: Alle patienter, der har haft kontakt med det offentlige sygehusvæsen, har fået en scanning, og tilmed ofte en scanning der ikke er udført efter normale internationale standarder og derfor er overflødig. Det danske samfund kunne spare milliarder hvert år, hvis ikke scanninger blev udført så ukritisk på de offentlige sygehuse, som det er tilfældet nu, og ventetiden ville blive kortere.

Men hvorfor sker der ikke noget? Fordi der er ingen i det offentlige, der har et økonomisk incitament for at se på cost-benefit. Som privat sygehusejer er du nødt til hver dag at være økonomisk vagthund og være sikker på, at de ting, man anskaffer, er nødvendige. Eksempel: Ved at ophøre med at bruge et specielt engangsinstrument til skulderoperationer har vores klinik reduceret omkostningerne med over en halv million hvert år – på ét enkelt instrument. Det bruges stadig glat væk mange steder, uden dokumenteret effekt. Derfor er det meget beklageligt, at Mogensen, Schulsinger og Bent Hansen lever og ånder for at svine privathospitalerne til i stedet for, at man kunne drage nytte af hinanden. Jeg har heller ikke en eneste gang set eller hørt Bent Hansen takke de private sygehuse for en smidig og ekstraordinær indsats til at få bugt med de offentlige ventelister siden 2002. De voldsomme stigninger i ventetiden efter suspensionen af det fri sygehusvalg er underligt nok ikke blevet bragt i medierne.

Der går heller ikke en dag, hvor man ikke også hører at de offentlige hospitaler bærer hele uddannelses- og forskningsforpligtelsen, selvom enkelte større privathospitaler har vist interesse for en vis uddannelsesindsats – dog mod betaling. Svar: Vrøvl. Uddannelsesforpligtelsen for de offentlige bærer lige så meget præg af, at man dermed har en billig arbejdskraft. De betaler hverken moms, lønsumsafgift eller husleje, og et underskud har ingen konsekvenser.

Vi har videreuddannet to specialister efter amerikansk model, og flere sygeplejestuderende uden at det har kostet det offentlige en krone. Inden for visse specialer er forskningsaktiviteten ikke højere i det offentlige end i det private.

Uddannelsesverbot: Dansk Ortopædisk Selskab har udsendt en vejledning for afholdelse af kurser i deres regi. Her står at det ikke må foregå på et privathospital! Med hvilken begrundelse?

Jeg er i denne uge til kongres i USA, og skulle der opstå behov for en kvik bemærkning, vil mine amerikanske kolleger falde om af grin over denne uforståelige restriktion. I USA er det først og fremmest fra de private sygehuse at undervisning, uddannelse og forskning styres, og det er vel og mærket ofte i superligaen. Vi kunne lære meget af amerikanerne og australierne, som har et meget mere dynamisk forsknings- og uddannelsesmiljø end det er tilfældet i Danmark, og hvor man bruger energien på andet end at pege fingre ad hinanden.

Til sidst en sygehistorie fra det griske private sygehusvæsen: DSB tegnede forsikring for alle sine ansatte for nogle år siden. Min første kunde var en lokofører, der var trådt forkert på arbejde. Diagnosen oplagt uden scanning. Operation 14 dage efter skaden. Tilbage på arbejdet fire uger efter den oprindelige skade uden smerter. Da jeg var i det offentlige var forløbet: to uger til egen læge, fire - seks måneder før henvisning til sygehus, tre - fire måneders ventetid på scanning, seks - tolv måneders ventetid på operation. På det tidspunkt var han allerede blevet fyret. Så hvad vil man? Et sygehusvæsen på niveau med Uszbekistan eller et frugtbart samarbejde mellem det offentlige og det private? Flere økonomer, sjældent citeret, peger på at sundhedsforsikringer er en stor samfundsøkonomisk gevinst, da det sparer sygedage og fastholder folk på arbejdsmarkedet.