Kronik: Rigsrevisionens rapport er tynd

Når man tager ideologisk følsomme emner op, skal man fagligt være klædt mindst dobbelt så godt på og holde tungen lige i munden. Noget tyder på, at Rigsrevisionen ikke har levet op til dette, og det giver ridser i lakken på en vigtig institution.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

Agurketiden er så småt over os. En i bogstavelig og overført forstand tynd rapport fra Rigsrevisionen har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Medieopmærksomheden kan ikke skyldes det faglige indhold i rapporten, der dække tre emner, men kun er på 33 sider, hvoraf de fem er en sammenfatning. Der er næppe mange journalister, der har læst rapporten grundigt – i bedste fald de fem sammenfatningssider, der cirkulerede forud for offentliggørelsen i onsdags. En TV-journalist ringede tirsdag aften; jeg kunne ikke stille op live, men tilbød at maile en kronik om emnet: »Den kan vi jo ikke bruge i TV« – nej, men man kunne vel sætte sig ind i emnet og skabe præmisserne for at vurdere, om konklusionerne kan bære? Medierne har naturligvis været optaget af det personfikserede, nemlig om rapporten bringer statsministeren med en fortid som sundhedsminister i politiske vanskeligheder. Min naive grundholdning er, at det vel i det mindste kræver en vurdering af, om rapporten har en sådan lødighed, at den kan bære en kalkunjagt. Håbeløst naivt vil nogle mumle: Spin og politisk taktik er ikke baseret på sådanne fortidige holdninger. Det er godt og vigtigt, at Rigsrevisionen tør tage politisk følsomme emner op – endda af egen drift. Det forventer man med rette. Når man tager ideologisk følsomme emner op, skal man imidlertid fagligt være klædt mindst dobbelt så godt på og holde tungen lige i munden. Noget tyder på, at Rigsrevisionen ikke har levet op til det, og det giver unødige ridser i lakken for en vigtig institution. Den fagligt svage rapport har endvidere, vist nok for første gang, skabt offentlig uenighed mellem de politisk udpegede rigsrevisorer, hvilket også er uheldigt. Rapportens fokusering på priserne for private sygehusydelser er i betydelig grad historieskrivning og præget af imponerende bagklogskab. Den drejer sig især om situationen i 2005/2006, hvor sundhedsministeren benyttede en lovfæstet ret til at fastsætte priser, fordi den daværende Amtsrådsforening og privathospitalernes sammenslutning ikke kunne nå til enighed. I Rigsrevisionens konklusion vedrørende disse priser hedder det: »Sundhedsministeriet [havde] ... opnået viden om, at ydelserne fra 2006 kunne erhverves til lavere priser end de fastsatte takster ... hvorfor Rigsrevisionen må vurdere, at ministeriet ikke har sikret, at ydelserne er erhvervet under skyldig hensyntagen til økonomien.«

Det er denne konklusion, der i presseudgaven er blevet til »overbetaling« af privathospitalerne. Spørgsmålet er imidlertid, hvad konklusionen er baseret på. Rigsrevisionen har måske manglet fornøden kundskab til kritisk at vurdere det indhentede materiale eller forladt sig primært på den ene parts tolkning (Amtsrådsforeningen/Danske Regioner). Tidsvinduet er december 2005 til februar 2006. Da forhandlingerne mellem Amtsrådsforeningen og privathospitalernes forening brød sammen omkring årsskiftet, havde Amtsrådsforeningen »indgået ca. 100 aftaler med private sygehuse og klinikker«, som ikke var medlemmer af foreningen for privatsygehuse. De forhandlede takster i disse 100 aftaler skulle ifølge det oplyste være 80 procent af niveauet for de såkaldte DRG-takster for de offentlige sygehuse. Ministerens indgreb først i 2006 fastsatte taksten til ca. 95 procent af DRG-taksten. DRG-takster er omkostningsbaserede priser for ca. 600 forskellige behandlinger: Kunstige hofter, operation for åreknuder, hjerneblødning osv. Det er de offentlige sygehuses omkostninger, der er udgangspunktet. Keine hexerei, nur behändigkeit: Den ministerfastsatte takst har været for høj!

Rigsrevisionen vurderer ikke kritisk, hvilke klinikker og sygehuse der havde indgået aftale – og bringer ikke engang et bilag med listen. Var de 100 klinikker, der var tale om, marginale spillere, måske med andre vilkår end de omkring 35, der ikke havde indgået aftale? De 100 klinikker havde maksimalt 25 procent af omsætningen på privatmarkedet. Emnet berøres dog lige ved at notere, at hovedparten af aftalerne var indgået med mindre klinikker, f.eks. vedrørende grå stær, hvor det typisk ville være praktiserende speciallæger, som samtidig havde overenskomst med sygesikringen. Kernen er, at et gæt vil være, at mindst 90 af aftalerne havde en sådan karakter – og derfor i realiteten var marginale og derfor ikke kan danne basis overhovedet for en konklusion om overpris.

Rigsrevisionen har dog været opmærksom på problemet, men uheldigvis uden at gå ind i en nærmere vurdering – noget som burde være helt naturligt: »Der blev dog indgået aftale med nogle af de større private sygehuse, herunder DAMP sundhedscenter i Tønder, DAMPs tre sygehuse i Tyskland og Ortopædkirurgisk Center i Varde. Disse sygehuse kunne både tilbyde udskiftning af hofter og knæ. Aftalerne dækkede stort set alle de mest efterspurgte behandlinger med undtagelse af hjerteområdet. Amtsrådsforeningen vurderede, at der var så stor fleksibilitet i den private sektor, at de private sygehuse og klinikker uden for SPPD (privathospitalernes forening), der havde indgået aftaler, ville kunne øge kapaciteten, hvis det var nødvendigt.« Det er tankevækkende, at der i realiteten kun nævnes to klinikker – som endda udnævnes til at være ’større’: DAMP-klinikkerne med lavere lønomkostninger, jfr. det tyske tilhørsforhold, og dermed nok en anden omkostningsstruktur, samt en mindre klinik i Varde, hvor man ved et Google-opslag kan se, at klinikken anno 2009 har hele to operationsstuer til rådighed. Rigsrevisonen burde, hvis den havde været sin opgave voksen, have vurderet, om der var hold i Amtsrådsforeningens påstand om, at man med disse klinikker kunne udvide kapaciteten tilstrækkeligt. Rigsrevisionen anfører, at man bl.a. har fået materiale fra Amtsrådsforeningen/Danske Regioner. Findes der et større skriftligt notat fra Amtsrådsforeningen, som kan understøtte, at Rigsrevisionen tager Amtsrådsforeningen påstand for pålydende? Rigsrevisionens rapport har ikke angivet en sådan kilde. Man skal ikke være ekspert for at gennemskue, at Amtsrådsforeningens påstand næppe var realistisk – for nu at bruge en blød formulering. Det næste spørgsmål er, om den underforståede ’overpris’ var lig med forskellen mellem de nævnte 80 procent og ministerens fastsatte 95 procent. Her er svaret et klart nej – men Rigsrevisonen svigter igen ved ikke at gå i dybden, omend der refereres korrekt, men det får interessant nok ikke indflydelse på konklusionen.

Før Amtsrådsforeningens forhandlinger med privathospitalernes forening brød sammen, havde Amtsrådsforeningen gradvis hævet tilbuddet, så det lå en del over startpunktet, som fornuftigvis var de nævnte 80 procent af DRG-taksterne. Der var kun 25 mio. kr. mellem parterne ved årsskiftet 2005/2006, hvilket betyder, at man mindst var kommet op over 90 procent af DRG-taksten. »Prisen blev fastsat til et niveau, der lå ca. 8 mio. kr. lavere end det udspil, som [privatsygehusenes forening] fremlagde ved seneste forhandling, og ca. 12 mio. kr. højere end det, som Amtsrådsforeningen var villig til at acceptere. Taksterne for 2006 kom derved til at ligge på ca. 95 procent af niveauet for de offentlige DRG-takster.«

Rigsrevisonen havde gjort offentligheden en stor tjeneste ved at omregne Amtsrådsforeningens tilbud til procent af DRG-taksten for at tydeliggøre, hvad der blev forskellen mellem ministerens dikterede takst og så Amtsrådsforeningens tilbud. Den er givetvis ikke over fem procentpoint. Det er åbenbart, at de 100 forhandlede aftaler måtte revideres i lyset af ministerens indgreb. Det ville i sagens natur også have været tilfældet, hvis Amtsrådsforeningens tilbud til foreningen af privathospitaler var blevet accepteret. Rigsrevisionen får det imidlertid til at se ud som om, det alene skete som følge af ministerens indgreb. Rigsrevisionen noterer konkluderende og generaliserende, at »forløbet omkring indgåelsen og annulleringen af de ca. 100 aftaler viser, at markedet for sygehusydelser i 2006 muliggjorde lavere priser«. Denne konklusion understøttes, som det er fremgået, på ingen måde af Rigsrevisionens argumentation, og man føjer endda til, at udbud i 2008 understøtter denne konklusion uden at spekulere på, om markedet har ændret sig i de forløbne to år, og om der i hele taget kan drages denne konklusion af disse udbud. Pladsen tillader ikke at komme ind på dette spørgsmål. Det kan blot noteres, at det næppe er tilfældet. Hertil kommer, at offentligheden ikke er blevet oplyst om, hvor meget lavere priser, der er tale om, men forskellen mellem 80 procent og 95 procent af DRG-taksten bliver fejlagtigt hængende. Dette er som vist helt og aldeles uholdbart. Med fare for at generalisere for stærkt hælder jeg til at give denne del og forsikringsdelen af rapporten karakteren ’en ommer’.