Kronik: På mission for Danmark

Dansk Folkeparti har krævet Fathi El-Abed fyret som konsulent for Udenrigsministeriet. I dagens kronik fortæller han om sit arbejde som brobygger mellem Danmark og Mellemøsten, og han giver DF svar på tiltale: »Pia Kjærsgaard har med sit seneste udfald ikke alene tabt jordforbindelsen, men bryder også afgørende med de værdier, hun hævder at være fortaler for«.

DF kræver mig fyret, fordi jeg både arbejder for Udenrigsministeriet med dialog mellem Danmark og den arabiske verden – og samtidig er kandidat til Europa-Parlamentet for SF.
Skal man forstå DF, vil de formentlig selv hævde, at man skal forstå de danske værdier. Men enten er DF et meget udansk foretagende. Eller også må man betakke sig for den form for danskhed. Jeg mener faktisk, at Pia Kjærsgaard med sit seneste udfald ikke alene har tabt jordforbindelsen, men også afgørende bryder med de værdier, hun hævder at være fortaler for.
At der altid har været lavt til loftet i det stråtækte Dansk Folkeparti overrasker ikke. DFs leder Pia Kjærsgaard blæser nu til værdikamp og kræver af regeringen, at den skal makke ret og ophæve »samarbejdet« med mig. Min ringe person er blevet en brik i Pia Kjærsgaards stadig mere forskruede og DDR-agtige berufsverbot: Udenrigsministeriet og regeringen skal give mig et spark, så det kan høres og mærkes helt i Mellemøsten. Ingen grund til flere brobygningstiltag.
Stort set samtlige partier rystet på hovedet af DF. Også Venstre og Konservative.

Hvad er det så, jeg har lavet i Mellemøsten, som er så farligt for Pia Kjærsgaard? Selvfølgelig andet end »at tale med mine palæstinensiske venner,« som Søren Espersen udtrykte det for nogle måneder siden på Berlingskes debatsider.
I løbet af 2008 var jeg i Mellemøsten samlet set i cirka fem måneder. Med ophold, der varierede mellem to uger, en måned og endda halvanden måned. Jeg har – kort fortalt – turneret rundt i den arabiske verden og forsøgt at reetablere og forstærke gode diplomatiske relationer mellem Danmark og et område i verden, hvor den danske stjerne i disse år ikke lyser særlig klart. Jeg har passet mit arbejde og udført den opgave, jeg er blevet betroet, efter bedste evne. Regeringen må ikke alene have vurderet, at opgaven var nødvendig, men også at jeg har gjort det på en sådan måde, at Udenrigsministeriet flere gange har ønsket at gøre brug af mit arbejde.
Jeg har sparket døre ind til politiske og religiøse ledere i Libanon, Syrien, Jordan og Palæstina (kun på Vestbredden). Jeg er blevet taget godt imod og hilst velkommen med mit ærinde. Også når diskussionerne nåede et niveau, hvor de fleste ville have løbet skrigende bort.
Jeg har siddet med grupper og individer, som har givet mig gåsehud. Så skræmmende troede jeg ikke, at det kunne blive – for der er virkelig nogle ’langt ude’ holdninger i Mellemøsten.
Og ved flere lejligheder blev jeg dårlig af at høre på holdninger og ytringer, som jeg på ingen måde kan forestille mig, vil blive taget godt imod af normale mennesker eller nogen steder herhjemme i Danmark. Det har ikke altid været møder for sarte sjæle.
Jeg har fortalt tusinder om, hvor fantastisk et samfund Danmark er. Og om at der bor mere end en kvart million danskere med muslimsk baggrund fra næsten samtlige arabiske og muslimske lande. Og at flertallet af disse elsker Danmark og betragter det som deres land. Jeg har mange gange skullet understrege det forkerte i, at Dannebrog skulle brændes, og at danskere skulle trues. Ikke mindst har jeg forsvaret såvel regering som DF. Og fastholdt, at hverken regeringen eller DF er racistiske. Jeg har i forlængelse af karikaturkrisen fortalt om, hvordan den danske stat hverken kan eller skal blande sig i, hvad pressen udgiver – og jeg har forsvaret ytringsfriheden.

Så vidt fakta. Min ytringsfrihed og min ret til at ytre mig politisk – også selv om jeg i perioder er aflønnet af Udenrigsministeriet – vil DF ikke værne om. Fair nok. Men ligefrem at krænke min ytringsfrihed – det er langt ude. Da Martin Henriksen (DF) stillede spørgsmål i Folketinget om rimeligheden af mit ansættelsesforhold – og mit politiske kandidatur for SF – troede jeg, det var en joke.
At Martin Henriksens partileder efterfølgende ser min afskedigelse som nødvendig for værdikampen og for hendes tillid til regeringen er vanvittig og forskruet. Intet mindre.
Men jeg kan da godt forstå, at jeg er farlig for DF. For når jeg og mange andre kan være med til at aflive rygter om eller afmystificere synet på Danmark, danskerne og Europa generelt - ja, så mister Pia Kjærsgaard og hendes legekammerater deres ’levebrød’.
Der vil ikke være så mange at dæmonisere og hermed mindre grundlag for det parti, der om nogen har bygget hele sin eksistensberettigelse på at grave grøfter og opretholde en konstant tilstand af mistillid og fjendskab.
På mine ture i Mellemøsten har jeg undertiden fortalt om sagen med Bendt Bendtsen, som sidste år skulle stå til ansvar for offentligheden fordi han blev ’taget’ i at køre privat ca. tre gange i ministerbilen. Se, det var en historie, som fik folk til at grine forundrede og beundrende. Folk i Mellemøsten er jo ikke vandt til at magthaverne skal stå til ansvar for stort og småt. Befolkninger i Mellemøsten lever med magthavere, der synes selv at eje landet, menneskene og den luft, de indånder.
Så små fortællinger om ministre og politikere, der cykler til Christiansborg, og om Dronningen, der kunne finde på at gå på indkøb på Strøget – de gør indtryk. Det danner billeder af et Danmark, der er fjernt fra, hvad de fleste har fået fortalt, eller troede, de vidste. Om et Danmark så frit, at selv en statsminister ikke kunne vove at blande sig i, hvad der bliver sagt, tegnet eller ytret om i pressen.
Jeg har forklaret, at selv hvis daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen ville sige undskyld endsige presse Jyllands-Posten eller andre dagblade til at undlade at trykke noget som helst, ja, så ville han ikke være blevet sat på porten dagen efter. Men samme aften.
Under et foredrag, jeg holdt i oktober sidste år på Hebron Universitet i den sydlige del af Vestbredden (Palæstina), mødte der cirka 250 studerende op i den store foredragssal. Over halvdelen af tilhørerne var piger med slør på. De var de mest spørgelystne. Da jeg var færdig med mit indlæg, var der tid til at stille spørgsmål. Spørgsmålene drejede sig om Danmark, Europa, Palæstina-sagen i Danmark og Europa, danskere med palæstinensisk og muslimsk baggrund og forholdene i det danske samfund generelt. Vi overskred tiden med mere end en time. En af de sidste, der rejste sig op for at stille et spørgsmål. var en ung mand, der skilte sig ud i forhold til de øvrige studerende. Han var nemlig klædt som det, man på arabisk betegner som en »afghansk araber«: En palæstinenser klædt i det traditionelle og karakteristiske afghansk/pakistanske tøj. Det er generelt den gruppe, som gennem de sidste årtier har været kendt for deres totalt idiotiske og ekstremistiske holdninger og ytringer om alt og alle. Allerede inden han stillede sit spørgsmål, kunne jeg se forargelsen og vreden i hans øjne.
Den unge mand havde en besked til danskere og europæere, som jeg skulle give videre: »Vi (altså hans version af muslimer) har åbnet Konstantinopel (den gamle byzantinske hovedstad) og vi vil inden længe åbne Rom (som symbol på Romerriget).«
Den unge mand kan dårligt komme ud af byen Hebron som følge af den israelske besættelseshærs lukninger og checkpoints og vil formentlig aldrig nogensinde opnå at kunne komme så langt som til Ramallah (den midlertidigt politiske hovedstad i Palæstina, som ligger på Vestbredden, cirka 50 km fra byen Hebron).
På det tidspunkt var jeg allerede på kogepunktet. Jeg svarede ham ironisk – og roligt – at »Det lyder fint. Men kan du ikke lige først åbne checkpointet til Hebron og bagefter Qalandia checkpoint (som forhindrer palæstinenserne i at færdes frit mellem de to besatte palæstinensiske byer, Jerusalem og Ramallah).« Checkpointet er et af de mest forhadte grundet den umenneskelige behandling, palæstinenserne udsættes for her af de israelske soldater.

Det er et af mange eksempler på »Public Diploma-
cy«. Pia Kjærsgaard og DF kan måske ikke lide det. Men hun og hendes parti bør ikke blande sig i Udenrigsministeriets ansættelser. Og bestemt ikke blande sig i mit kandidatur for SF. Til gengæld har Pia Kjærsgaard gjort det lysende klart – for dem som måtte have været i tvivl – at hun ikke selv lever op til de værdier, som jeg og mange andre danskere har kæmpet for at forsvare i Mellemøsten.