Kronik: Obamas nødvendige reform

Lars Hvidberg: Hvis Barack Obama virkelig vil gøre USA til et land med lige muligheder for alle, skal han sætte ind med en skrap reform over for det stive, offentlige skolesystem. Det kræver først og fremmest et opgør med en af det demokratiske partis faste støtter – lærernes fagforeninger.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

Den 6. maj demonstrerede mange hundrede børn, forældre og aktivister foran Det Hvide Hus. De var næsten alle sorte fra Washington DCs fattigste kvarterer og under valgkampen i 2008 var de Barack Obamas mest loyale støtter, og de festede i dagevis, da han vandt. Men nu føler de sig svigtet og vrede.

Børnene i demonstrationen var modtagere af det såkaldte D.C. Opportunity Scholarship Program – et såkaldt »school voucher« program, hvor en række fattige familier modtager en årlig »skole-check«, de kan bruge til en privatskole af eget valg. Washington DC har notorisk ringe offentlige skoler, hvor det ikke bare er kedeligt, men decideret livsfarligt at gå. Tilskudsprogrammet har siden 2004 givet ca. 1.700 elever muligheden for at komme i en god privatskole, og for de heldige har det gjort en kæmpe forskel. Men nu bliver programmet lukket, og de børn, der er indrulleret i privatskolerne, skal tilbage til de offentlige skoler, de er flygtet fra.

Grunden er ikke, at programmet ikke virker, men at det virker alt for godt. Det private programs succes er et eklatant eksempel på de offentlige skolers fallit i socialt svage områder – og programmet viser også, at der kan skabes meget markante faglige fremskridt for børn fra »vanskelige kår«, hvis forældrene frit får lov at vælge skole, og skolerne får lov til at tjene penge på børnene.

For det demokratiske parti og præsident Barack Obama er DC-programmet derfor en kæmpe udfordring. Dels er demokraterne ideologiske modstandere af private løsninger – og dels er demokraterne afhængige af støtten fra de offentlige læreres magtfulde fagforeninger, der vil gøre alt for at forsvare medlemmernes lukrative nær-monopol på at udbyde uddannelse. Men hvis de praktiske erfaringer faktisk viser, at private løsninger er bedst for »de fattige«, så er demokrater som Barack Obama på den – og på kollisionskurs med fagforeningerne.

Mange danskere har en ide om, at skolegang i USA er en privat omgang, hvor de rige får en stjerneuddannelse, mens de fattige kan lære matematik ved at tælle rådne frugter i rendestenen. Det er imidlertid helt forkert: Skolesystemet i USA er mindst lige så statsstyret som det danske og på mange måder mindre frit. Ligesom i resten af den vestlige verden regner man en god offentlig skole for en national stolthed. Problemet er bare, at systemet, ligesom i Danmark, ikke rigtig virker for de børn, det skulle hjælpe allermest.

Der er selvfølgelig altid muligheder, hvis du er rig. Selvom Barack Obama har adresse på 1600 Pennsylvania Avenue i et af USAs værste skoledistrikter, kan han vælge at sende sine to dejlige døtre i den fremragende privatskole ,Sidwell Friends, der bygger på kvækernes pacifistiske kristendom. To af Malia og Sasha Obamas skolekammerater hedder Sarah og James Parker, og de kan kun gå på skolen takket være voucher-programmets tilskud. At Parker-børnene nu skal tilbage til Roosevelt High School, hvor de skal igennem metaldetektorer for at komme ind på skolen, udstiller de menneskelige omkostninger bag den underspillede budget-manøvre, der har taget livet af DCs voucher-program. Heldigvis har Barack Obama lovet, at han vil finde en løsning, så i det mindste de børn, der nu får penge fra programmet, kan fortsætte skolegangen. Men ingen nye kommer til.

Engang var slaget om »school vouchers« rent ideologisk – en statsorienteret tilgang versus en markedstilgang - men nu er der kommet fakta på bordet. Måske var det derfor, undervisningsminister Arne Duncan syltede en evalueringsrapport, der viste utvetydige læringsmæssige fremskridt for børnene i DC-voucher programmet sammenlignet med de offentlige skoler. Rapporten blev færdiggjort allerede i efteråret 2008, men blev tilbageholdt indtil efter budget-forhandlingerne i marts 2009. Temmelig kynisk set udefra – ikke mindst i en tid, hvor de offentlige midler sidder løst.

Modstanderne af voucher-ordningerne vil hævde, at de kæmper for en gennemgående reform af det offentlige skolesystem, der især i belastede storbyer har mange problemer. Washington DCs offentlige skolesystem udviser alle de værste symptomer på monopoltilstande og sovjetorienteret planøkonomi: intet overblik, intet ansvar, masser af pampere. Spørgsmålet er imidlertid, hvor mange femårsplaner, der skal til. Selvom der er sket fremskridt i de sidste år, er det generelle billede stadig en »national skændsel«, som Arne Duncan kalder det, hvor læringsivrige poder bliver forvandlet til håbløse tabere af systemet.

Demokraternes taktik har været at iscenesætte school vouchers som et hjerteløst korstog fra privatiseringsvanvittige republikanere. En af de argeste modstandere har været det venstreorienterede koryfæ, Edward Kennedy, der i 1997 kaldte school vouchers for et »tåbeligt ideologisk eksperiment«. Det var første gang vouchers til DC var på programmet, og Bill Clinton nedlagde præsidentielt veto mod lovforslaget.

For Barack Obama er situationen et dilemma. Som en af de få demokrater har han erklæret sig åben over for school vouchers. I februar 2008 sagde han »lad os se, om eksperimentet virker, og hvis det gør, så skal jeg ikke lade mine forudfattede meninger stå i vejen for, hvad der virker for børnene. Vi er ved at miste flere generationer, og noget må gøres.« Men enten har Obama ikke ønsket at tage slaget med sine demokratiske partikammerater, eller også har der mest været tale om valgflæsk.

Under alle omstændigheder bliver DC-programmet nu lukket, selvom det »virker«.

Modstandere af school vouchers hævder, at vouchers vil overføre ressourcer fra de offentlige skoler til de private, som ikke »står til regnskab« over for nogen – og hvor pengene kan blive til profit i stedet for undervisning. De glemmer imidlertid, at skolerne jo faktisk står til ansvar over for de allervigtigste – nemlig børnene og forældrene. Erfaringerne fra DC viser, at selv de »underprivilegerede« er i stand til at tage fornuftige uddannelsesvalg for deres børn, hvis de ellers får lov.

Hver voucher er på omkring 7.500 dollars årlig, mens de offentlige skoler i DC bruger abnorme 24.000 dollars per elev, når både lokale og føderale tilskud tælles med. Selv når man medtager den nødvendige administration af vouchers, er det offentlige system også udenfor DC meget mere omkostningsfuldt end det private.

Eliteskolen Sidwell Friends, hvor Obamas døtre går, koster i øvrigt ca. 30.000 dollars om året. Eller sagt på en anden måde: Hvis DC omlagde udgifterne til skolerne, kunne de sende hver eneste elev på nogle af landets mest prestigefyldte privatskoler. Men så ville det selvfølgelig ikke længere være de samme fagforeningskontrollerede lærere og bureaukrater, som styrede skolerne.

Det er just problemet for fagforeningen NEA, National Education Alliance, der har sendt et direkte brev til Demokraterne i Kongressen, hvor de utilsløret opfordres til at skrotte voucher-programmet og i stedet give de offentlige lærere lønforhøjelser. Som Milton Friedman engang sagde, så er det forbløffende, i hvor høj grad mennesker kan overbevise sig selv om, at deres egne interesser overlapper med samfundets.

Et andet argument er, at man i stedet skal reformere »hele systemet«. Det er naturligvis rigtigt, at nogle få vouchers kun er plastre på såret. Men egentlig er argumentet bagvendt. Hvorfor har man egentlig brug for et »helt« system, en dødssejlende supertanker? Hvorfor ikke en masse små, smarte speedbåde? Det vigtige er vel, at det enkelte barn får en god uddannelse, ikke at alle får den samme uddannelse? Man kunne sagtens forestille sig voucher systemet udbredt til alle elever. Naturligvis over en periode, så privatskolerne får mulighed for at udvide kapaciteten, og til at lade nye skoler og skoleformer komme til. De få forældre, der ikke magter at vælge, vil man kunne finde andre løsninger for.

Hvis modstanden mod vouchers skyldes omsorg for de svage børn, bør erfaringerne fra DC-eksperimentet i hvert fald give stof til eftertanke. De rige og middelklassen har politisk pondus nok til at få ordentlige skoler i deres egne distrikter - det er faktisk særligt de svage, der har brug for reelle alternativer til det offentlige system.