Kronik: Norge på vej mod jordskredsvalg

Dansk Folkepartis norske modstykke, Fremskrittspartiet, stormer frem i meningsmålingerne – og den rød-grønne regering står til at tabe valget til efteråret. Som i andre lande er det fordi, den værdipolitiske debat om udlændinge, integration og retspolitik har overtrumfet den fordelingspolitiske debat. Men i Norge slår denne tendens hårdere igennem. Hvorfor?

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Norge går til parlamentsvalg til september. Og skal man tro de seneste meningsmålinger vil der blive tale om intet mindre end et jordskredsvalg. Fremskrittspartiet, som svarer til Dansk Folkeparti herhjemme, står i øjeblikket til at få op imod 30 procent af stemmerne. Til sammenligning fik Socialdemokraterne og Venstre ved det seneste folketingsvalg i Danmark i 2007 henholdsvis 25,5 procent og 26 procent, mens Dansk Folkeparti fik 14 procent.

Norge har siden det seneste stortingsvalg i 2005 været regeret af den såkaldte »rød-grønne« regering, som består af tre partier: Arbeiderpartiet (Ap), som svarer til de danske Socialdemokrater, Sosialistisk Venstreparti (SV), SFs norske tvilling og det lille midterparti Senterpartiet (Sp). Kort tid efter valget i 2005 begyndte det at gå dårligt for regeringspartierne i meningsmålingerne. Især Arbeiderpartiet blev ramt af stor vælgerflugt, fordi mange af partiets kernevælgere mente, at regeringen ikke førte en tilstrækkelig »stram« politik på områder som udlændingepolitikken, retspolitikken og skolepolitikken – en del af Aps vælgere er relativt konservative på det værdipolitiske område. SVs deltagelse i regeringen betød derfor efter mange traditionelle Ap-vælgeres mening, at der under den nye regerings ledelse blev slækket for meget på fagligheden i folkeskolen, at der i retspolitikken blev taget for meget hensyn til de kriminelle og for lidt til ofrene, og at indvandringen til Norge ikke blev begrænset nok. Klassiske værdipolitiske debatter, som vi også kender herhjemme.

De dårlige meningsmålinger for regeringspartierne, og specielt for Ap, fortsatte i de første tre år efter, at regeringen var trådt til. Men i det tidlige efterår 2008 begyndte der pludselig at ske noget nyt. Regeringspartierne fik overtaget i meningsmålingerne, Fremskrittspartiet og det andet store borgerlige parti Høyre gik tilbage. Dette skyldtes efter alt at dømme to ting. Dels lagde regeringen i sensommeren 2008 for første gang op til at gennemføre en række stramninger i udlændinge- og integrationspolitikken. Dels begyndte krisen at vise sig i norsk økonomi. Og de norske vælgere reagerede på samme måde, som vælgerne i flertallet af de europæiske lande på daværende tidspunkt: ved at vende tilbage til det sikre, til regeringspartierne – ingen eksperimenter!

Nordmændene var usikre på, hvilken økonomisk politik, Fremskrittspartiet ville føre, hvis det kom til magten. Fremskrittspartiet i Norge har aldrig været i regering endsige deltaget i et systematisk tæt samarbejde med nogle af de øvrige partier i Norge om eksempelvis den økonomiske politik og velfærdspolitikken. Derfor ved man heller ikke præcis, hvad man får, hvis Fremskrittspartiet skulle komme til magten. Inden for nogle politikområder har Fremskrittspartiet i Norge traditionelt mindet om Fremskridtspartiet i Danmark med ultraliberalistiske synspunkter på f.eks. kulturpolitikken, hvor man har ønsket at skære kraftigt ned på den offentlige kulturstøtte. På andre områder som f.eks. ønsket om at bevare og udbygge velfærdssamfundets ydelser og støtte til de ældre minder Fremskrittspartiet i Norge i dag mere om Dansk Folkeparti herhjemme

Men hvorfor er meningsmålingerne så inden for de allerseneste uger og måneder vendt markant igen? Hvorfor er regeringspartierne atter blevet svækket og Fremskrittspartiet stormet frem, hvorved de borgerlige partier igen står til at få et komfortabelt flertal?

Hovedforklaringen er, at værdipolitikken atter er kommet i fokus i Norge. Og i de seneste måneder har der især været to værdipolitiske debatter, der har fyldt meget i de norske medier.

Den ene er debatten om, hvorvidt kvindelig norske politibetjente måtte bære den specielle muslimske hovedbeklædning, Jihab. En debat, vi også har haft herhjemme. Men i modsætning til den danske regering var den norske rød-grønne regering i begyndelsen af i år nået frem til, at den ville tillade brug af Jihab. Det vakte imidlertid enorm folkelig protest og samtidig en så stor politisk modstand fra de fleste af de øvrige partier i Stortinget, herunder ikke mindst Fremskrittspartiet, at regeringen tog det helt usædvanlige skridt at trække sit forslag tilbage. Justitsministeren fra Arbeiderpartiet har endda måttet lade sig sygemelde pga. det enorme pres, der har ligget på ham i forbindelse med denne sag.

Den anden debat, der har været med til at svække regeringspartierne markant i meningsmålingerne i løbet af de seneste måneder, handler også om udlændinge- og integrationspolitikken. Det er sagen om, hvorvidt man skulle udvide den norske »racisme-paragraf«, så det i højere grad blev forbudt at udtale sig nedsættende om religion. Også dette forslag gik den rød-grønne regering oprindelig ind for, ikke mindst Senterpartiet, regeringens mindste parti. Men også her viste der sig en så markant folkelig og politisk modstand, at man blev nødt til at trække forslaget tilbage.

Det er med andre ord sådan i Norge, ligesom i de fleste andre vesteuropæiske lande i dag: Så snart de værdipolitiske diskussioner begynder, kommer de meget let til at overskygge de fordelingspolitiske og økonomiske diskussioner, når vælgerne skal bestemme sig for, hvor de vil sætte deres kryds. Og her vinder højrefløjen, mens venstrefløjen bliver svækket.

Der er som sagt ikke tale om et specielt norsk fænomen, men om en generel vesteuropæisk tendens, som man kan se i både Danmark, Sverige, Tyskland, Storbritannien, Holland, Belgien osv. Men denne generelle tendens slår kraftigere igennem og på en anden måde i Norge end de fleste andre steder. Spørgsmålet er hvorfor?

Det er der fire væsentlige grunde til. For det første er ’det nationale’ i meget høj kurs i Norge. Det, at Norge er en relativt ny selvstændig stat, der kun har cirka 100 år på bagen, betyder, at dyrkelsen af det nationale har større betydning og bliver forbundet med noget meget mere positivt end i så mange andre lande. Ligesom det på forskellig vis er tilfældet i andre unge vesteuropæiske stater som Finland, Irland og Island, som først opnåede fuld selvstændighed i henholdsvis 1917, 1937 og 1944.

For det andet er Fremskrittspartiet det eneste parti, der skiller sig ud fra de øvrige partier – fra højre til venstre – ved at kræve, at man skal tage en meget større del af pengene fra den norske oliefond, end man gør i dag, og bruge til velfærd, til renovering af skoler, plejehjem osv.

Her er de øvrige borgerlige partier enige med de rød-grønne regeringspartier om, at man skal holde igen med at bruge af de hundredetusinder milliarder norske kroner, som er deponeret i oliefonden.

For det tredje er den økonomiske krise indtil videre ikke lige så slem i Norge som så mange andre steder i Vesteuropa, blandt andet på grund af de norske oliemilliarder. Derfor kommer diskussioner om værdipolitikken endnu lettere end i andre vesteuropæiske lande til at overskygge diskussionerne om den økonomiske politik.

Og endelig for det fjerde er det norske Fremskrittsparti temmelig ene blandt de norske politiske partier om at markere ønsket om en væsentligt strammere udlændingepolitik. De traditionelle borgerlige partier i Norge, herunder det store, gamle, konservative parti, Høyre, har i mange år været meget tilbageholdende med at fremsætte dette krav – ja, i det hele taget med at diskutere udlændingepolitik.

Modsat udviklingen i Danmark har hverken Arbeiderpartiets vælgere eller borgerlige vælgere derfor haft andre steder at gå hen end til Fremskrittspartiet, hvis de ønskede en markant strammere udlændingepolitik.

Og det er det, vi ser resultatet af i de norske meningsmålinger i dag, her et halvt år før det næste valg til Stortinget.