Kronik: Metock-dommen kan blive dråben

Hjalte Rasmussen: Valget til Europa-Parlamentet står for døren, og de seneste opinionsmålinger viser, at Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti står til en fordobling af deres mandater. Det svarer til, at knap hver tredje danske vælger vil stemme på partier, hvis erklærede mål er at give EU mere kamp til stregen. Forklaring? EF-Domstolen undergraver landenes nationale suverænitet.

Foto: Kamilla Wichmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

I henved 40 år har EF-Domstolen beskåret medlemsstaternes reserverede suverænitet efter en salami-metode. Det følgende illustrerer træk af denne udvikling og den bagved liggende strategi, som er lykkedes over forventning. Skarpe offentlige konfrontationer mellem medlemsstaterne og Domstolen og efterfølgende ikke-håndhævelse af domme om fri personbevægelighed er ikke forekommet. Såvel den tyske forbundsforfatningsdomstol som danske Højesteret har dog sagt, at skulle de en dag med sikkerhed anse en EF-dom for afsagt uden for den til EU overladte kompetence, vil de kunne vælge ikke at håndhæve EF-dommen. Det fremgik af den ophedede offentlige debat om Metock-dommen i eftersommeren 2008, at denne dom kan være på kollisionskurs med den danske grundlovs § 20 om overladelse af beføjelser til EU. Mere herom efter dette:

Grundlovsdagen nærmer sig. Derfor er det nu tid at forberede sig på, at temaerne EU, tabt reserveret suverænitet og grænserne for EF-Domstolens retsskabende virksomhed vil fylde godt i grundlovstalerne. Temaet Danmark-EU profileres i øvrigt i år af, at grundlovsdagen den 5. juni blot er to dage før 2009-valget til Europa-Parlamentet (EP). Det afholdes den 7. juni. Den dag skal for perioden 2009-2014 13 danskere vælges ind i EP, hvis politiske magt og indflydelse i dag er større end nogensinde. EPs magt vil på en ny måde perspektivere diskussionerne om national suverænitets overlevelse i en anderledes EU-tid.

Mens dette skrives, viser opinionsmålinger, at Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti hver står til at opnå to EP-mandater og derved fordoble deres mandattal ifølge det udgående EP.

Målingerne viser også, at Folkebevægelsen mod EF kan tabe sit eneste EP-mandat og derefter må forlade EP efter 30 års uafbrudt medlemskab. Folkebevægelsens svækkelse kan man vel tage som udtryk for, at Danmark-ud-af-EU-perspektivet ikke længere ligner gangbar politik.

Den øgede politiske tilslutning til Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti antyder formentlig samtidig, at danske vælgeres opposition mod EU er ved at blive radikaliseret. Anderledes kan man vel ikke tolke det forhold, at de to erklærede EU-skeptiske yderfløjspartier står til at vinde 4 ud de 13 danske EP-pladser. Det svarer til, at knap hver tredje danske vælger vil foretrække at stemme på partier, hvis erklærede mål er at give EU mere kamp til stregen, end de traditionelle flertal bestående af V, R, S og K ønskede.

Der er mange mulige forklaringer på, at en radikalisering indtræffer netop nu. Det følgende, som undersøger den mulige betydning af EF-Domstolens erosion af medlemsstaternes suverænitet, begynder med et par ord om Metock-dommen . Den udvidede som bekendt grænserne for den fri personbevægelighed inden for Unionen. Denne dom satte det foreløbige punktum for en over 30-årig retspraksis, der regelmæssigt har beskåret Danmarks og de andre medlemsstaters reserverede suverænitet. Hårdt er det navnlig gået ud over retten til at bestemme, hvilke udlændinge som skal have ret til at opholde sig permanent i landet. Det sætter spørgsmålstegn ved, om udviklingerne i retspraksis har holdt sig inden for § 20s rammer.

Mange medlemsstater protesterede, men ikke altid højlydt, mod flere af periodens mange banebrydende dommerskabte retsregler. Tyske og østrigske forbundskanslere og en engelsk premierminister er blandt de højest placerede statsledere, der i tidens løb har kritiseret EF-dommernes ekspansion på medlemsstaternes bekostning af arbejdstagernes og deres familiemedlemmers sociale- og arbejdsmarkedsrettigheder. Herunder for eksempel, at retten til at påtage sig arbejde i en anden medlemsstat blev suppleret med en ret til at søge arbejde dér. I september 2008 meldte den fhv. tyske forbundspræsident Herzog sig blandt kritikerne. I usædvanligt skarpe vendinger opfordrede han til aktion mod den angiveligt grænseoverskridende EF-dom i Mangold-sagen om aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet.

Alligevel viser EU-historien, at medlemsstaterne over tid for det meste affandt sig med resultaterne af selv radikalt retsskabende domme. Senest har de samlet - i én forholdsvis overskuelig retsakt - retspraksis og den afledte lovgivning om den vandrende arbejdskrafts rettigheder, som tidligere skulle findes i serier af ældre domme og rådsretsakter. Det hele skulle gerne have hjemmel i traktatens art. 48 (i dag: art 39) og EU-borgerskabsrettighederne i art. 17 og 18.

Rom-traktatens økonomiske filosofi gik ud på, at den økonomisk aktive arbejdstager var en produktionsfaktor, som burde gives ret til tage ansættelse dér, hvor arbejdsindsatsen gav det bedste økonomiske afkast. I praksis viste sig dog hurtigt, at arbejdstagerne ikke emigrerede, med mindre de kunne tage deres familier med sig. Derfor begyndte Domstolen og de andre institutioner tidligt at give familiemedlemmerne rettigheder til ophold m.m. i værtsstaterne.

Klar hjemmel havde denne lov- og retspraksis ikke. De fleste håbede dog, at der var hjemmel, når Domstolen vedblev med at give nye rettigheder såvel til de grænseoverskridende arbejdstagere som til personer med familiemæssig tilknytning til dem. Holdt håbet ikke, var trafikken stedse mindre sikkert lovlig. Skønt højlydt kritik udeblev, kan retspraksis have næret en uudtalt akkumulation af bitterhed og oppositionslyst mod, hvad mange opfattede som EF-dommernes overgreb. Notorisk er, at de voldsomme danske politiske angreb på EF-domstolen efter Metock-dommen formentlig var ude af proportion med dommens lille retlige innovation. Måske var Metock-dommen derfor blot dråben, der fik bægeret til at løbe over.

I lighed med sine forgængere fjernede Metock-dommen en restriktion på arbejdskraftens fri bevægelighed. I lighed med dem forbedrede den uden klar hjemmel i traktaten én gruppe familiemedlemmers rettigheder.

På et vigtigt punkt brød Metock-dommen dog med fortiden. Ret uforudsigeligt ophævede den nemlig de ældre dommes betingelse om, at et familiemedlem ingen ret får uden at have haft lovligt ophold i en anden medlemsstat, typisk hjemlandet, før emigrationen. Konkret gav den opholdsret til en afvist asylansøger, der var kommet direkte fra en tredjestat til Irland og dér havde giftet sig med en ikke-irsk EU-borger.

Nogle anfører, at dommene i Carpenter-sagen og Singh-sagen var tidlige bebudere af Metock-bruddet. Begge domme er dog uegnede som fortilfælde, fordi sagernes atypiske faktiske omstændigheder øvede stor indflydelse på domsresultaterne.

Vigtigere er, at Common Market Law Review, der er EF-juristernes fornemste tidsskrift, i en leder for nylig alvorligt kritiserede EF-Domstolen. Kritikken gik dels på Domstolens uhjemlede erosion af national suverænitet dels på, at mange nyere og vigtige domme ifølge lederen er dårligt og utilstrækkeligt begrundede. De politisk og juridisk højt profilerede nationale angreb på dommene i Mangold- og Metocksagerne nævnte tidsskriftet som eksempler på, at Domstolen måske burde have gjort sine domsresultater mere acceptable for dem, der skal håndhæve dem.

Er fortidens tilstand af fredelig, men undertiden også væbnet neutralitet ved at rinde ud? Da Domstolen i Metock-dommen fjernede betingelsen om familiemedlemmets forudgående lovlige ophold i en anden medlemsstat end værtsstaten, tog den et ganske vist lille, men principielt skridt, der muligvis bragte dommen uden for den overladte suverænitet.

Vil Højesteret en dag bekræfte denne prognose? Muligheden er der. Hvis ja, vil Metock-dommen gå over i historien som den dråbe, der fik bægeret til at flyde over.