Kronik: Mediedebat uden musketerånd

Sofus Midtgaard: Internettet har overhalet TV i annonceomsætning, og udenlandske medievirksomheder sætter sig på en stigende del af danskernes medieforbrug. Danske medier er under pres, men i stedet for at kives internt burde man finde visionerne og musketer­ånden frem.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

Der er udsigt til konkurser og nedskæringer blandt danske dagblade, TV- og radio-stationer. I det lys er det forståeligt – omend beklageligt – at man nu kives internt i den danske mediebranche. I en tid, hvor internationale medier fylder mere og mere, ville kræfterne være brugt langt bedre på at prøve at finde en fælles løsning, der kan sikre et stærkt dansk mediebillede.

Ingen kan være i tvivl om, at debatten er vigtig. Medierne er en hjørnesten i vores demokrati, vores kultur og vores nationale selvopfattelse. Medierne er det, danskerne bruger klart mest af deres fritid på. Og så modtager de over 6 mia. kr. i støtte hvert år.

Med en revision af den danske mediestøtte lige om hjørnet og forhandlingerne om næste medieforlig i gang kan vi godt forberede os på, at kampen om både penge og positioner bliver endnu mere intens i den kommende tid. Og vi har allerede set det første offer.

Efter lang tids pres og lobbyindsats fra de danske dagblade valgte DR efter pres fra kulturministeren at lukke sine lokale sider på www.dr.dk. De lokale sider var et initiativ, der blev udhulet af DRs store spareplan, og som hverken havde særlig meget indhold eller særlig mange brugere.

Hvorvidt lukningen var et klogt træk af DR, er irrelevant i denne sammenhæng. Det interessante er snarere, at lukningen var en politisk luns til dagbladene, der allerede samme dag satte næste mål i kikkerten, nemlig DRs regionale websider, der fungerer i samspil med P4s regionale udsendelser. Problemet er, at DRs lukning af de lokale/regionale sites på ingen måde løser danske dagblades problemer med faldende oplag og svigtende annonceindtægter.

Det er interessant, at danske dagblade har så stor fokus på DRs rolle på nettet, når de skal forklare deres problemer. Det er ikke DRs aktiviteter på nettet, der ødelægger forretningsgrundlaget for de danske dagblade. Det er manglende intern innovation og produktudvikling samt meget stærk konkurrence om brugere og annoncekroner fra udenlandske aktører som Google, Facebook og YouTube.

I dag udgør brugen af DR hjemmeside dr.dk sølle 1,2 procent af danskernes samlede internetforbrug. Det er altså meget svært at se, at problemet skulle være DRs styrke på nettet – tværtimod tegner DRs markant svage position på nettet en dyster fremtid for public service. Der er brug for et markant stærkere dr.dk i fremtiden. Det burde være et mediepolitisk mål for alle danske partier.

Christian Peytz, formand for Foreningen af Danske Internetmedier, har således fat i den lange ende, når han 29/5 i Mediawatch udnævner de internationale spillere som Facebook, Google og YouTube som hovedudfordringen for danske mediers levegrundlag. Blikket bør rettes væk fra andedammen og ud i verden.

Hvis de danske dagblade brugte lige så mange ressourcer på at konkurrere med de udenlandske spillere på nettet, som de gjorde, da en gruppe islændinge forsøgte at trænge ind på avismarkedet, ville billedet nok se anderledes ud.

Der er brug for mere musketerånd, mere innovation og fælles mediepolitiske løsninger, hvis vi skal sikre et stærkt, uafhængigt dansk mediebillede. Der er brug for visioner og fremdrift, og den uskønne dans om mediestøtten og mediepositioner er både ufrugtbar og perspektivløs.

Desværre ser det ud til, at kulturministeren hopper med på vognen. I forrige uges udgave af Mennesker og Medier hvæssede Carina Christensen kniven og lover test af nye initiativer fra DR på især de digitale medier.

Ligesom man er påbegyndt afbureaukratisering af store dele af den offentlige sektor, vil man i kontrollens, mistillidens og begrænsningens tegn nu bureaukratisere DRs udviklingsindsats.

Det betyder, at flere af skatteydernes og licensbetalernes penge skal gå til bureaukratisk fedtspil mellem DRs jurister, Kulturministeriets embedsmænd og Mediesekretariatet. Politikerne har allerede en politisk udpeget bestyrelse til at føre tilsyn med DR. Hvis Carina Christensen synes, den udfører et ukvalificeret stykke arbejde, er det ikke svært at komme i tanker om et par poster, der kunne trænge til udskiftning.

Vi har set konsekvensen af den stadigt snævrere regulering i Tyskland, hvor de tyske public service-medier af hensyn til de kommercielle medier blandt andet er blevet underlagt absurde begrænsninger på, hvor længe deres programmer og artikler må ligge på nettet. Det er ganske enkelt en hån mod de licensbetalere, der har betalt for indholdet.

Når man kigger på dagbladsudviklingen, forstår jeg nu godt desperationen. Berlingske Media kom ud af 2008 med et underskud på 404 mio. kr. og har nu en negativ egenkapital på over 100 mio. kr. Der gøres et kæmpearbejde for at bringe koncernen organisatorisk, redaktionelt og udviklingsmæssigt på ret kurs. Men trods benægtelser fra ledelsen er det svært at se, hvordan kon-cernen ikke styrer mod en konkurs, med mindre der sker mirakler.

Annonceomsætningen styrtdykker på print og TV, og selv på nettet, som ellers skulle være redningen, melder flere aviser, at annoncepriserne i 2009 er faldet til en femtedel af niveauet i 2007/2008. Det er kort sagt ikke nemt at tjene penge som kvalitetsbevidst journalistisk medievirksomhed i Danmark.

Søndagsavisens chefredaktør Arne Ullum har meget præcist kritiseret den danske mediestøtte for, at den risikerer, at den danske mediebranche ender på museum. Jeg er meget enig i den betragtning. Med udviklingen i danskernes internetforbrug og en stadig stigende internationalisering af mediebilledet burde de danske mediepolitikere stoppe op og forsøge at lave en model, der sikrer sameksistens og sunde vilkår for en stærk og uafhængig dansk tilstedeværelse på nettet.

Der er i forskellige fora blevet nævnt en digital pulje, som kunne søges af digitale medier, der lever op til en række publicistiske kriterier. En sådan model kunne på forfriskende vis sikre ressourcer til uafhængige talentfulde publicister. Men ordningen kan være svær at administrere: Hvad er kriterierne for støtte? Hvem skal beslutte hvem der skal have støtten? Hvor længe skal støtten løbe?

Spørgsmålene er mange – og ikke nemme at besvare. Det vil fra politisk hold være langt nemmere på kort sigt at forstærke hegnene mellem medierne og vise handlekraft ved at begrænse DR. Det vil betyde, at man fastholder den eksisterende ordning i forhold til dagbladene og bureaukratiserer DR yderligere. Resultatet vil være åbenlyst. Vi vil få langt mindre værdi for pengene, og de danske medier vil samlet set fortsætte siveblødningen til de internationale spillere.

Der er brug for, at branchen og politikerne får diskuteret fælles løsninger.

Der er brug for anerkendelsen af, at fremtiden er digital og at internettet i alle dets former er omdrejningspunktet. Det gælder for radio og tv, og det gælder for aviserne. Fra en demokratisk synsvinkel har vi både brug for et stærkt DR – også på nettet – og for aviser, som får flere incitamenter til at satse på digitale platforme.

På en nylig konference og efterfølgende debat på Twitter luftede jeg mine bekymringer og blev primært mødt med skuldertræk og ’live and let die’-attitude fra kollegaer i internetverdenen. Måske er jeg blevet gammel, men jeg er bange for, at resultatet bliver et fattigt mediebillede uden samlende dybdeborende journalistik og fælles referencerammer.