Kronik: Kreativitet, grundforskning og strategi

Mogens Høgh Jensen: For tiden anvendes begreberne strategisk forskning, forskningsstyring og ’fra idé til faktura’ ofte i grundforskningens verden. Det har givet kronikøren anledning til nogle refleksioner over grundforskningens væsen. En af Mogens Høgh Jensens pointer er, at det praktisk taget er umuligt at planlægge, hvorhen grundforskningen skal og vil gå.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Den menneskelige civilisation har brugt flere tusinde år på at opnå den viden, vi har om verden omkring os. Det har givet os en fantastisk forståelse af naturens love, om fysikken, kemien, biologien i livet omkring os. Men der er stadig mange fænomener, som mangler at blive opdaget, rigtig mange endda – vi kender dem bare ikke. Som aktiv grundforsker gennem næsten 30 år har jeg befundet mig på det, der kaldes forskningsfronten. Med baggrund i en masse viden og nye forskningsresultater, både af egen avl og fra andre forskningsgrupper i verden, er man således i en bestemt tilstand, så man dagligt vurderer nye mulige initiativer i sin egen forskning. Fronten syder og bobler, og man prøver sig frem med den ene og den anden idé, måske baseret på nye informationer fra omverdenen eller gennem tankegange i sit eget hoved. Langt de fleste af disse tiltag stoppes hurtigt, idet man indser, at de ikke fører til noget nyt. At befinde sig på denne forskningsfront består altså i, med baggrund i det velkendtes territorium, konstant at udfordre sig selv i at bryde gennem forskningsfronten og komme ind på det ukendte territorium. En skabende og spændende proces, som også er krævende, og som i mange, mange tilfælde ikke ender i nogen ny opdagelse. Og dog, pludselig bryder man måske gennem fronten og gør en opdagelse, en fantastisk fornemmelse når det endelig sker, selvom de fleste forskere sikkert vil indrømme, at for dem er det kun sket ganske få gange.

Processen kan illustreres med to eksempler, hvor helt tilfældige og uplanlagte opdagelser har fået afgørende betydning. I forskningen inden for kaos-teorier skete den fundamentale opdagelse i 1979. Den amerikanske fysiker Mitchell Feigenbaum arbejdede på det tidspunkt ved Los Alamos-laboratoriet og var ganske enkelt gået i stå som teoretisk partikelfysiker. Han havde netop fået en ny HP-lommeregner og sad og legede med den. Han trykkede på det, der hedder ’tilfældige tal’-tasten, og undrede sig over, hvordan de tilfældige tal kom frem. Feigenbaum kiggede i manualen og fandt ud af, at lommeregneren brugte det, der hedder den logistiske afbildning. Han studerede den nærmere og fandt over det næste års tid de smukkeste sammenhænge om teorien for overgang til kaos. Han skrev nogle helt fundamentale artikler, og hans opdagelser fik banebrydende betydning som baggrund for et nyt forskningsfelt verden over. Feigenbaum indstilles hvert år til Nobelprisen.

Det næste eksempel er velkendt og har haft kolossal betydning for den menneskelige civilisation. Opdagelsen af penicillinet skete ved en ren tilfældighed. Alexander Fleming opdagede en morgen, at en skål med stafylokokker havde været åben natten over. Kulturen var forurenet med skimmelsvamp, og han så, at den havde dræbt de omkringvoksende bakterier. Fleming identificerede denne svamp og dermed penicillinet! Og fik selvfølgelig Nobelprisen.

Ville disse helt afgørende gennembrud af forskningsfronten være sket gennem styret grundforskning? Næppe. Listen er lang, og rigtig mange af de fundamentale videnskabelige opdagelser er sket gennem trin af tilfældigheder. Den rigtige person, på det rigtige tidspunkt, på det rigtige sted. En samlet ’boble’ af baggrundsviden og tilfældigheder gør, at en forsker pludselig står med et afgørende gennembrud. Det er ret fascinerende at tænke på, at vi alle har denne boble af ukendt territorium over os; der skal ’bare’ prikkes hul i den, og så er der nye naturlove, nye biologiske mekanismer, nye medicinske præparater. Tænk blot på, hvor lidt man vidste 100 år tilbage sammenlignet med nu.

At opnå nye forskningsresultater kræver en underlig blanding af ro og uro, af penge og ’ikke-penge’, af viden og uvidenhed. Det er ret kompliceret at definere og derfor svært at forklare omverdenen og beslutningstagere om rimeligheden i det. Hvad der absolut kræves, er et frodigt og inspirerende forskningsmiljø, opbygget stille og roligt gennem mange år, som har fået midler til at selvorganisere sig selv, således at forskerne kan arbejde optimalt.

Kan en sådan optimal tilstand opbygges gennem en strategisk forskningsplanlægning, hvor man bureaukratisk bestemmer, hvilken vej grundforskningen skal gå? Problemet er, at man administrativt kun kan beslutte på baggrund af det velkendte territorium. Måske er der sket nogle store opdagelser inden for et område, og med en vis forsinkelse bevilges mange penge til netop dette felt. Men så har forskningsfronten i mellemtiden flyttet sig til et helt andet sted.

Pointen er, at det praktisk taget er umuligt at planlægge, hvorhen grundforskningen skal og vil gå; det er ganske enkelt imod forskningens sande væsen, som jo netop går ud på at opsøge det ukendte territorium og så at sige holde sig væk fra det kendte territorium. Dette kræver, at universiteter og institutter tildeles basismidler, som ikke er bundne ud fra strategiske hensigter. Dette falder generelt beslutningstagere svært, men det er nødvendigt for, at nye frodige forskningsmiljøer kan opstå uden indblanding udefra. Misforstå det ikke, bevillingssituationen til danske grundforskningsmiljøer er markant forbedret gennem de sidste 10-15 år. Danmarks Grundforskningsfond, De Frie Forskningsråd og store private fonde har med stor indsigt satset på større forskningscentre, som har givet en kæmpe vitaminindsprøjtning i dansk forskning. Hensigten her er at beskrive, hvordan grundforskning virkelig foregår, og dermed slå et slag for, at også græsrødderne i forskningen til stadighed gødes.

Forskningsstyring giver i sig selv anledning til, at forskere holdes i ørerne; rapporter og indberetninger skal udfyldes, og det fører til spild af tid. Den hierarkiske forskningsledelse tager derved let overhånd, hvilket er sket på universiteterne de senere år, og forskere kigges mere over skuldrene end tidligere.

Lad os vende tilbage til det første eksempel. Kaos-teoriens grundlæger, Mitchell Feigenbaum, har publiceret ganske lidt siden 1980, hvor de fundamentale arbejder kom. Men det gør intet; han skabte et nyt forskningsfelt, det er mere end nok, men set ud fra dansk universitets-målestok kunne han være i farezonen. Feigenbaums få artikler er mere guld værd end de tusindvis af ganske ligegyldige artikler, der dagligt produceres verden over. Som dog trods alt også er en del af forskningens sande væsen, men som sjældent betyder noget her og nu. Og dog alligevel, måske dukker de op senere i en anden sammenhæng.

Videnskabsminister Helge Sander har af gode grunde sagt, at nu skal vi forsøge at frembringe flere Nobelpriser i Danmark. Lad os gøre det strategisk, foreslår han. Og dog, som beskrevet ovenfor, kommer Nobelpriser snarere, hvis man lader folk være i fred, og her er den frie grundforskning på universiteterne helt afgørende. Om man politisk kan lide det eller ej. Vores sidste nobelpristager, professor Jens Christian Schou, har gang på gang beskrevet, at han ikke ville kunne gøre sine banebrydende opdagelser om cellernes biokemi i det nuværende strategiske system, fordi det grundlæggende arbejde tog ham ganske lang tid uden nogle nye resultater.

Virksomhedsledere fra Danmarks største virksomheder har ofte sagt, at universiteterne skal uddanne unge talenter i den frie grundforskning, således at de har en bred viden inden for et fag og en stærk, ’smal’ viden på deres eget forskningsområde. Derefter ønsker virksomhederne at tage over og uddanne talenterne inden for deres egne strategiske forskningsområder. På den måde overføres idé bedst til faktura.

Lad os lytte til dem.