Kronik: Klimaprostitution af værste skuffe

Politikernes og de grønne organisationers overdrevne fokus på klimakrisen betyder, at ingen tager hånd om Danmarks natur. Den politiske aftale om »grøn vækst« illustrerer, hvor galt det er fat.

Foto: Jens Hage

Det er sommer i Danmark. Landet ligger som en frodig have omgivet af blåt hav. De danske kyster byder sig til i deres mangfoldighed af sand, rullesten, klinter, klitter og klipper. Kystlinien er med sine over 7.000 kilometer næsten lige så lang som Italiens.

Sådan er nationen omkranset af vilde og poetiske kyster. Kyster, som vi med stålsat vilje har friholdt for overdreven bebyggelse, og som vi har sikret fri adgang til for alle. Det er smukt. Og det er guld værd for landet. Denne betænksomhed er parret med milde vintre, frodige somre og en jordbund, der indbyder til landbrug.

Jo – Danmark er et dejligt land. Markerne bugner som aldrig før, og dyrene står tæt og velnærede i staldende. Vi producerer mad nok til at mætte 16 millioner mennesker, og vi opfeder 25 millioner svin. I forhold til landets størrelse er det helt vildt mange!

Og naturen – det er skam ikke kun begrædeligheder! F.eks. har næsten alle de store, vilde dyrearter oplevet en opblomstring uden sidestykke de sidste par årtier. De er også blevet helt vildt mange! På marker og enge og ved søer og fjorde er der et mylder af vilde gæs, sælerne boltrer sig i tusindvis i havet og odderen breder sig igen over landet. Svanerne, der var næsten væk i 1920erne, sejler nu i hundredvis som hvide skibe på vandet i søer og fjorde.

Skarver og hejrer ses alle vegne, og selv de stolte traner, som før nøjedes med at trompetere på træk over landet, danser nu på markene og har i triumf indtaget Danmarks skovmoser. Ravnens rå »grok-grok-grok« gjalder atter gennem luften, det myldrer med rådyr i hver en egn, og krondyrene spreder sig og bliver flere. Både den mægtige havørn og kongeørnen er vendt tilbage og yngler med succes mange steder i landet. Vildsvinet er ved at indvandre fra Tyskland, og måske følger ulven efter.

Dertil kommer, at bæveren er blevet genindført og stortrives i Jylland, og måske bliver der også snart sat elge ud i nogle af Danmarks nye nationalparker.

De store dyrs genkomst er fantastisk. Forklaringen på succesen er formentlig bugnende marker, fornuftig jagtpolitik og udlægning af reservater, hvor dyrene kan opholde sig og yngle i fred.

Danmark er et spisekammer for de store dyr. Når vi dyrker korn og svin, følger rådyr, krondyr, gæs, traner og svaner og meget mere med som en sidegevinst. Men de store dyrs genkomst er ikke et entydigt tegn på en sund natur. De er også udtryk for en overgødskning af landet – lidt ligesom Marokkos tusindvis af storke efter sigende nyder godt af landets mange åbne lossepladser.

Mens de store dyr breder sig, forsvinder andre sider af Danmarks natur imidlertid med rasende fart. Det er poesien, der forsvinder: Blomsterfloret, grøftekantens gule snerre og blåhat, engenes kabbelejer, hjertegræs og orkideer, bakkernes timian, blåklokker og stenbræk, mylderet af farverige sommerfugle, agerhønen, storken, viben og bekkasinen over engen. Alt det, vi skrev sange om engang og stadig synger om i højtidelige stunder, når vi skal være rigtig danske.

Det er intet under, at de danske sange ikke siger børn og unge noget. For vi besynger den virkelighed der var – ikke den, der er. Vi har ingen sange om skarver og gæs eller grøftekanternes nælder, pastinak og cikorie.

Der er ingen tvivl om, at vi kender Danmarks natur, og dermed landets muligheder, alt for dårligt. Børn og unge lærer næsten intet om naturen i skolen mere. Og da vores toneangivende politikere også gennemgående er ret unge, forstår de sig heller ikke på naturen. Så mens alle de store dyr gnasker løs af det nitratfede Danmark, smuldrer det poetiske Danmark, vi synger om.

Danmarks befolkning ved ikke, hvad der er ved at ske. Derfor udvikler denne tragedie for Danmark sig uden synderlige protesterer. Kun et fåtal har opdaget, at staten sjofler naturbeskyttelsen eller at kommunerne i 2007 har overtaget ansvaret for at passe på naturen med så få midler, at de ikke har en jordisk chance for at holde øje med naturens tilstand og håndhæve overgreb på beskyttet natur.

Det tiltagende hysteri omkring klimaforandringerne er en del af årsagen. Medierne, politikerne og store grønne organisationer, som burde tage vare på naturen, skal alle have deres del af klimakagen. De prostituerer sig for at komme i klimakrisens rampelys. Imens ligger naturen ude i mørket. Skovrejsning og genopretning at moser binder kulstof, og kan derfor være en gevinst for både klima og natur. Men ellers er naturbeskyttelse og klimahensyn ikke to sider af samme sag.

Klimaforandringerne er uomtvistelige. Men det dommedagsagtige hysteri, vi oplever, er helt ude i hampen. Vi kan nemlig allerede stoppe udledningen af drivhusgasser. Vi skal »bare« omstille til vind- og navnlig solenergi.

Omstillingen vil være rasende dyr, men det er også rasende dyrt at finde, udvinde, transportere og raffinere olie. Og eksperterne siger nu, at solenergi vil blive billigere end energi fra olie. Et areal på 400 x 400 kilometer i Sahara ville være nok til at dække hele Jordens nuværende energiforbrug. I praksis vil anlæg på eksisterende bygninger let kunne dække behovet.

Alligevel er al fokus i miljødebatten rettet mod klimaet. Vi flokkes som myrer på sukker om vindmøller, solvarmeanlæg, bioenergi og CO2-kvoter. Så ingen tager hånd om naturens mangfoldighed, selv om det er stærkt nødvendigt, når vi er så mange og forbruger så meget. På Christiansborg er den helt gal. Naturen mangler venner blandt de toneangivende politikere. Hvem har hørt Helle Thorning-Schmidt eller Villy Søvndal tale om naturværdier? Og hvad siger Lars Løkke Rasmussen, Lene Espersen eller Pia Kjærsgaard? Ingenting!

Som konsekvens er der nu indgået en katastrofal politisk aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om »grøn vækst«. Projektet hævder at løse Danmarks miljø- og klima- og naturproblemer ved at producere endnu flere svin, lave biogas af gylle og dyrke energipil i 10 meter brede bræmmer langs søer og åer. Det er uskønt og noget vås.

»Grøn vækst« er klimaprostitution af værste skuffe og leflen for industrilandbruget. Projektet er blottet for ambitioner for Danmarks natur. I stedet cementerer det afviklingen af naturens sjæl.

Det skal vi ikke finde os i! Vi skal ikke acceptere en svag naturpolitik. Politikerne skal kæmpe for naturværdierne. Det er en del af kampen for vores og vore efterkommeres velfærd.

»Grøn vækst« er et makværk, som bør bekæmpes med næb og kløer. I stedet skal vi passe på de naturværdier, vi har, og genskabe poesien og variationen ude på landet. Danmark har sagtens plads til vild og storslået natur, blomsterrige bakker, heder, klitter, enge, moser og skove med god adgang over alt i landskabet. Formålet med områderne skal være natur og oplevelser. Det vil klæde landet og gavne Danmark på alle måder.

Frem for at vedtage »grøn vækst«, bør folketinget vedtage en langsigtet udviklingsplan, hvor ca. 1/3 af Danmarks areal bliver til varieret natur, hvor vi ikke gøder, sprøjter dræner eller bygger.

Er der realistisk? Ja! Det er en sund investering, der ikke vil koste skatteyderne en krone! Målet kan nås på få årtier, hvis vi bruger tre milliarder kr. årligt – det vil sige ca. 1/3 af den nuværende landbrugsstøtte – til naturbeskyttelse i stedet for støtte til traditionel landbrugsproduktion.

Hvor svært kan det være?