Kronik: Klap nu i, 70er barn!

Charlotte Sidenius Kehler: Jeg har ind imellem også lyst til som Naser Khader at få ordet demokrati tatoveret på overarmen, for det er ikke udelukkende flygtninge fra afskyelige diktaturer, der har oplevet ensretning, det har også foregået herhjemme – i 70erne.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når personer fra min generation (jeg er født 1965) ytrer kritik af 70erne, bliver de ikke sjældent mødt af en fornærmet mine fra 68-generationen side. Det er påfaldende, at den generation, der har genereret det største oprør i nyere tid, kan føle sig stødt på manchetterne, når generationen efter dem, 70er-børnene, forsøger sig med et lille kritisk pip. Der er åbenbart forskel på generationer. 68erne måtte gerne med gevaldigt ramasjang nedsable generationen før dem, men vi må ikke kritisere generationen, der var før os. Og jeg som gik og troede, at dialektik lige var 68ernes boldgade.

For 20 år siden, da min generation blev kaldt for nå-generationen, blev vi skældt ud for ikke at brokke os nok og være ligeglade med alt. Nu vi er blevet voksne og har fået lidt mere sans og samling på os selv efter en forvirret opvækst i de røde 70ere, hvor alle traditioner skulle smadres og revolutionen indføres, og gerne vil fortælle om vores erfaringer fra 70erne, er det også for galt.

Det er, som om 68erne siger: »Hvorfor kan I møgunger ikke bare holde kæft, når nu vi havde ret? Har vi måske ikke skabt jer et samfund med frihed på alle fronter og uanede muligheder?«

»Jo, jo,« svarer 70er barnet forsagt. »Vi er også glade for det danske samfund. Men hvad med vores smerte og følelse af svigt? Og den politiske hjernevask og jeres ønske om at omstyrte demokratiet? Må vi slet ikke fortælle om alt det?«

»Åh disse 70er børn«, beklagede journalist Kirsten Jacobsen sig en i udgave af programmet »Smagsdommerne« på DR2, hvor emnet var Yallahrup Færgeby, DRs julekalender i 2007. Hun var meget fornærmet over indholdet i den satiriske julekalender, og især, tror jeg, var det portrætteringen af den kvindelige skolelærer som grænseoverskridende frisindet og helt ude i hampen politisk korrekt, der fik hende i affekt. Og hvorfor denne ophidselse? Blev der mon ramt plet? Var det ikke bare lidt sådan, de røde skolelærere opførte sig i 70erne og 80erne? Mine gjorde.

Men i hvert fald måtte det være, mente Kirsten Jacobsen, nogle af ’disse 70er børn’, der havde skrevet manuskriptet til julekalenderen.

68erne er vant til kritik fra borgerlige politikere, debattører og skribenter, men kommer kritikken fra ’deres egne børn’, og især hvis disse børn er af den kreative og kunstneriske slags, bliver de helt ude af flippen og ved ikke, hvordan de skal forholde sig. Når denne uventede kulturelle flanke åbner sig, mister de argumenterne og opfører sig, nå ja – fornærmet.

10. maj hørte jeg i programmet Deadline, 2. Sektion på DR2 68eren Janne Giese sige - i et svar til forfatteren Katrine Marie Guldager, der var aktuel med en novellesamling, som med værten Jes Stein Pedersens ord handlede om den negative sociale arv fra 70erne - at alt det der med at børnene blev svigtet af deres 68er forældre i 70erne, er mytemageri. Tværtimod er disse børn åh så stærke og fulde af ressourcer!

Der er altså ikke noget at komme efter. Så prøv at læse Synnøve Søes bog »Fars«, hvor hun blandt andet beretter om sit ophold på en Tvindskole. »Jamen, det er jo Tvind, og det er jo nærmest en sekt. Så langt ud kom vi aldrig!« kan jeg næsten høre, der bliver repliceret. Ja, det er belejligt at have enten KAP, Tvind eller Blekingegadebanden at projicere sine (fortrængte) yderligtgående holdninger fra fortiden over på og derpå selv fremstå med renskuret samvittighed.

Jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke selv har haft 68’ forældre, for så var jeg da gået helt i smadder. Det var mere end rigeligt med påvirkningen fra mine røde skolelærere. Både i folkeskolen og gymnasiet - jeg havde for eksempel en blid og sød lærer, der betroede mig, at når revolutionen kom, ville selv hun gribe til våben - og fra atmosfæren, tidsånden, som Brian Mikkelsen blev gjort sådan til grin for i sit forsøg på at beskrive.

Pause – intermezzo – afbrydelse blot for at standse et eventuelt igangværende grøftegraveri. Jeg stemmer hverken på V,K eller O. Så er det sagt. Videre!

Nogle få år efter at jeg var blevet student og nær havde sultet mig ihjel for at udslette den onde udbytter i mig selv, tog jeg i 1988 i kibbutz i Israel for at komme væk fra det hele. Mine røde lærere i folkeskolen havde i årevis ladet mig vide, at jeg var en ledertype, og det var det værste, man kunne være. Jeg ville jo kunne risikere at ende som en led kapitalist, der var ond ved de svage, hvilket mareridt-scenario! Og jeg havde set ingen anden udvej end at destruere mig selv. I det socialistiske eksperiment i Israel gik det op for mig, at det på en og samme tid var muligt at være et selvstændigt individ og en del af et fællesskab. Det var ikke nødvendigt at udslette sin personlighed for at være en del af kollektivet.

Jeg oplevede tilmed, at de ældre kibbutznikker både satte pris på mig som menneske og på mine færdigheder, hvilken udsædvanlig erfaring!

Da jeg kom hjem fra Israel, indså jeg, at det var livsnødvendigt for mig at sprænge den røde hjernevask ud af mit hoved. Jeg havde brug for dynamit. Nietzsche og hans filosofi om slavemoralen blev min dynamit. Jeg byttede det kristne underkuede menneske ud med det socialistiske underkuede menneske, og så gik jeg ellers i gang med eksplosionen. Jeg ville være sund! Jeg erkender, det var barske åndelige sager, men der skulle barske sager til at få bugt med socialistisk granit. Efter læsning stod jeg tilbage med et tomt krater. Jeg havde satset på at finde bare en flig at mit sande jeg derinde, men jeg måtte indse, at jeg som Peer Gynt var et løg uden kerne.

Mit tomme krater blev herefter bestormet af angstanfald, og det var tid til, at Søren Kierkegaard trådte til med assistance. Jeg lærte at forstå, at mens jeg havde lidt af anoreksi, havde jeg fortvivlet ønsket ikke at ville være mig selv, men at jeg nu ønskede fortvivlet at ville være mig selv. (Jeg kan kun varmt anbefale behandlere af patienter med sygdommen anorexia nervosa at læse Søren Kierkegaards »Sygdommen til døden«.)

Jeg fik uventet støtte til min selvhjælps-behandling. Muren faldt 9. november 1989, og pludselig flød kritikken af den socialistiske ideologi frit og voldsomt. Hvilken herlig oplevelse! Og da jeg til et indendørsstævne i fodbold hørte en ung mand råbe: Din gamle 68er efter dommeren blev jeg først skamfuld, det var jo næsten helligbrøde, men kom derefter til at grine. Kom til at grine ad alt deres flippede lort og urealistiske pis!

En følgevirkning af det, jeg har været igennem, er, at jeg er sent udviklet. Det har taget mig 100 år at få skabt en nogenlunde levedygtig og sammenhængende personlighed. En anden er, at tvivlen er blevet min faste følgesvend. Når jeg hører nogen med skråsikkerhed i stemmen påstå, at netop hans/hendes religion eller politiske ståsted er det eneste, der dur, så kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvorledes er det dog muligt for et menneske at være så fuldkommen sikker i dets overbevisning?

Dog, der er en ting, jeg er hundrede procent sikker på, og det er, at jeg er tilhænger af det vestlige demokrati. Jeg har ind imellem også lyst til som Naser Khader at få ordet demokrati tatoveret på overarmen, for det er ikke udelukkende flygtninge fra afskyelige diktaturer, der har oplevet ensretning, det har også foregået herhjemme – i 70erne.

Det ville klæde 68erne at lade være med at blive så mopsede, når nogle af vi 70er børn kritiserer vores opvækst og skolegang. Der er jo ikke tale om et personligt had. Men når man har larmet så meget, som 68erne gjorde, er det klart, at nogle af vi i slipstrømmen døjer med støjgener.

De fleste 70er-børn synes sikkert, det var evig skønt dengang, men vi med støjgener har altså et behov for at få renset øregangene og komme videre.