Fredag den 6. december 2006 fremsatte jeg som ordfører for Dansk Folkeparti et forslag til folketingsbeslutning om forberedelse af en dansk sproglov. Hensigten var i al enkelhed at beskytte det danske sprog i en tid, hvor engelsk på alle områder fortrænger dansk. Som det hedder i forslaget: »Loven skal tage klart sigte på at modvirke, at dansk lider domænetab, og det skal gennem loven sikres, at det danske sprog bruges og ikke viger for engelsk inden for videnskab, højere uddannelse, erhvervsliv og offentlig forvaltning.«

Min baggrund for at tage sagen op var en beretning fra en ansat på Århus Universitet. Han fortalte mig, at en videnskabelig stilling på universitetet var kun opslået på engelsk. Da han påtalte det over for universitetet og mente, at en stilling på et dansk universitet naturligvis også skal opslås på dansk, blev han pure afvist. Det danske sprog havde tydeligvis ingen ret på Århus Universitet...

Jeg fandt dette meget groft, og i anledning af en tilsvarende holdning på Landbohøjskolen, der offentligt bekendtgjorde, at »inden år 2010 skal engelsk være det primære undervisningssprog for alle kandidatuddannelser«, besluttede vi at råbe vagt i gevær. Det handler om det danske sprogs overlevelse, i hvert fald inden for de videregående uddannelser. »Det er ikke meningen med dette forslag, at vi her i landet skal afskære os fra udlandet og lukke os hermetisk inde i vort eget sprogområde. Det drejer sig om at sikre det danske sprogs fremtidige eksistens. Forudsætningen for det internationale er som bekendt det nationale«.

Beslutningsforslaget kom til første behandling i Folketinget 30.januar 2007, hvor jeg begyndte med at understrege, at der her ikke var tale om politik, endsige partipolitik. »Det danske sprogs skæbne er et fælles dansk anliggende, og det er i bekymring for det danske sprogs eksistens i fremtiden, at vi i dag fremkommer med dette beslutningsforslag om forberedelse af en dansk sproglov. Vi er bange for, at dansk er ved at forsvinde.

Vi er bange for, at dansk efterhånden synker ned til at være et almuesprog, som ikke kan benyttes af alle i landet i alle sammenhænge.«

Til min store glæde blev forslaget venligt og positivt modtaget af alle partier, og der var enighed om, at noget måtte gøres for at hævde det danske sprog. Men vi lod det ikke komme til afstemning ved en anden behandling, hvor resultatet alligevel ville være tvivlsomt, men vi accepterede, at det mundede ud i nedsættelse af et sprogudvalg, som efter en grundig behandling af problemet skulle komme med forslag til styrkelse af det danske sprog.

I april 2008 offentliggjorde sprogudvalget sin rapport, »Sprog til Tiden«, som fremkom med mange anbefalinger til at hævde det danske sprog i en truet situation – men det blev ved anbefalingerne. »Hvor det drejer sig om forslag om at udmønte udvalgets anbefalinger i bindende bestemmelser eller lovgivning, har der ikke kunnet opnås en fælles forståelse«, hed det i rapporten.

Med andre ord: Snak og kun snak. Men situationen var så alvorlig, at der var brug for handling. Derfor fremsatte jeg på Dansk Folkepartis vegne en nyt beslutningsforslag 31. oktober 2008 »om hævdelse af det danske sprog«, hvor den erklærede hensigt var at »forpligte de videregående uddannelsesinstitutioner til at udforme undervisningsmateriale, ansættelsesvilkår og henvendelser (også) på dansk«. Beslutningsforslaget var sat til første behandling i november.

Men ved en sprogkonference i begyndelsen af oktober gik det op for mig, at flere partier, bl.a. Socialdemokratiet, var enige med os om det nødvendige i lovgivning til styrkelse af det danske sprog, og derfor tog vi beslutningsforslaget af dagsordenen og begyndte en fælles rådslagning om, hvordan dansk kan leve og overleve på universiteter og højere læreanstalter.

Mogens Jensen (S) og jeg indkaldte alle Folketingets øvrige partier til drøftelse, og stemningen var god og positiv. Det var utroligt opmuntrende at opleve. Fra højre til venstre viste der sig vilje til at gøre noget ved sagen, og efter en måneds mødevirksomhed var vi i fællesskab nået frem til en tekst, der under overskriften »Om hævdelse og udvikling af det danske sprog« fremsatte en række forslag, som skulle sikre, at dansk ikke trænges ud af den højere undervisning her i landet.

Forslagets første sætninger lød således: »Folketinget pålægger regeringen at forberede et lovforslag, der forpligter universiteterne (de videregående uddannelser) i Danmark til at drage omsorg for, at dansk fastholdes som videnskabs- og undervisningssprog både på bachelor- og kandidatuddannelserne.«

Men i stedet for at fremsætte det som et beslutningsforslag besluttede vi at gøre det til en beretning, der som sådan svarer til at vedtage beslutningsforslaget – og derpå står det nu. I den nærmeste fremtid skal vi – de forskellige partier – mødes for at nå til enighed om teksten i den beretning, som det hele skal munde ud i. Men der er ikke grund til at lægge skjul på, at her er der ikke udelt enighed.

Dels er regeringspartierne bange for de økonomiske konsekvenser af et sådant forslag. Også andetsteds spores denne bekymring for økonomien. Og de videregående uddannelser, især universiteterne, vil tydeligvis kæmpe med næb og kløer for at forhindre lovgiverne i at pålægge dem bindende bestemmelser vedrørende bevarelse af det danske sprog. Universiteterne vil dels hævde deres uafhængighed, dels stå fast på denne uafhængigheds ret til at erstatte dansk med engelsk.

I ’globaliseringens’, ’internationalismens’, den finere forsknings og mange andre mondæne frasers navn vil universiteterne bekæmpe det danske sprogs ret i den videregående uddannelse. Og erhvervslivet støtter naturligvis universiteternes bekæmpelse af dansk, for hvad har penge og kærlighed til modersmålet og dansk kultur med hinanden at gøre?

Vi har set de indledende fægtninger i de forløbne uger (Berlingske Tidende 14. og 15. januar). Og vi har set, hvorledes videnskabsministeren har ladet sig trække ind i den bigotte videnskabeligheds spil og fremkomme med tomme og groteske påstande. »Hvis vi skal følge intentionerne i beretningsudkastet, kan de årlige udgifter ifølge beregninger fra Universitetsstyrelsen komme til at løbe op i omkring 100 millioner kroner«, siger Helge Sander. »Det er alt for dyrt«.

En uforfalsket skræmmekampagne. En velmenende minister, der ikke aner, hvad han taler om, men som med en åndløs dyrkelse af erhvervslivets enevælde (»fra forskning til faktura«) spiller sammen med universiteter, der vil hæve sig over ethvert ansvar for dansk sprog og dansk kultur.

Er Helge Sander ikke minister for dansk videnskab? Har han som sådan ikke pligt til også at tage vare på forbindelsen mellem forskningen og det folk, der taler dansk?

Vi står over for vanskelige forhandlinger og afgørelser, men det er i denne sammenhæng tankevækkende at konstatere den ligegyldighed for det danske sprog, som vores erhvervsliv og højere læreanstalter i fællesskab udviser. De har tydeligvis for længst hævet sig over dansk. De har for længst reduceret det danske sprog til et almuesprog, som det dumme folk kan få lov til at pludre på, mens d’herrer pengemænd og professorer ytrer sig på engelsk.

Det er i denne situation nærliggende at tænke på det største navn i dansk naturvidenskab, H.C. Ørsted, som utrætteligt oversatte videnskabelige størrelser og begreber til dansk og indførte ordene brint, ilt, rumfang, vægtfylde og tidevand tillige med mange flere i dansk. Sådan handler en forsker af format og kultur. For ham var universitetet ikke højt hævet over folket.

Og har universitetet fortrængt dette fællesskab med sit folk, må det være folkestyrets opgave at holde universitetet fast på det.