Kronik: Integrationen er en megasucces

Hans Lassen: Vi kan være stolte over, at vi fra bar bund har haft en megasucces med at integrere fremmede i vores samfund. Flere i job og mere uddannelse er det, der har skabt succesen, og det er også opskriften ved fremtidens integrationsudfordringer. Hans Lassen svarer på kritikken fra Pia Kjærsgaard, Villy Søvndal og Karen Jespersen.

Tak til Pia Kjærsgaard, Villy Søvndal og Karen Jespersen for jeres kommentarer i Berlingske Tidende, den 7. juni, til min bog »Den Anden Virkelighed«. Jeg har læst dem med stor interesse og vil gerne komme med nogle kommentarer. Af to grunde. Først og fremmest fordi spørgsmålet om, hvordan man skal aflæse udviklingen i integrationen, er en meget vigtig debat. Men også fordi der har sneget sig nogle misforståelser ind i jeres kommentarer.

Pia Kjærsgaard siger, at jeg »sætter gruppen af indvandrere fra ikke-vestlige lande under ét«. Det gør jeg ikke. Tværtimod skelner jeg meget tydeligt mellem forskellige ikke-vestlige indvandrergrupper. Det er på samme måde med os danskere. Og vestlige indvandrere for den sags skyld. Vi er meget forskellige, og det er farligt at skære alle over en kam.

Hvis man ophører med at betragte ikke-vestlige indvandrere under ét, finder man ud af, at det er de ikke-vestlige indvandrergrupper med de højeste flygtningeandele (afghanere, somaliere og irakere), der har den største relative fremgang i beskæftigelsen: 6 til 7 gange flere afghanske kvinder, 3 til 4 gange flere irakiske kvinder og næsten 3 gange så mange somaliske kvinder er kommet i arbejde, hvis vi ser på fuldtidsbeskæftigelse i perioden 2003-2008.

Man finder også ud af, at der er ikke-vestlige indvandrergrupper, der jobmæssigt klarer sig bedre end nogle vestlige indvandrergrupper. Gruppen af mænd fra Sri Lanka, Vietnam og Tyrkiet klarer sig bedre end de mandlige indvandrere fra Island, Tyskland og Polen. Og gruppen af kvinder fra Thailand klarer sig bedre end kvindelige indvandrere fra Sverige, Norge, Storbritannien og Tyskland.

Karen Jespersen mener, at jeg begår »en fejl, hvis (jeg) kun betragter det, at mennesker får et arbejde eller en uddannelse som værende integration«. Det gør jeg ikke. At få et job og en uddannelse er ikke løsningen i sig selv for vellykket integration, men det vil altid være forudsætningen. Hvis de indvandrere, der er kommet til Danmark, ikke med deres egne hænder og hoveder kommer til at bidrage værdiskabende til Danmark, kan man godt glemme alt om integration!

Villy Søvndal mener, at det »at betegne det (at flere er kommet i job) som succes, det synes jeg er at sætte målet meget lavt«. Og han peger på, at der sker en polarisering af indvandrergruppen i dem, der klarer sig godt, og dem, der ikke gør. Han rejser en meget vigtig diskussion om, hvad en integrationssucces i grunden er.

Allerførst vil jeg understrege, at det ikke kun er med hensyn til job, at vi står med en integrationssucces. Vi står samtidig med en integrationssucces inden for uddannelsesområdet, både inden for ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Dertil kommer, at Villy Søvndal ikke rigtig forholder sig til min pointe: at den andel af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, der klarer sig rigtig godt inden for job og uddannelse de sidste 10 år, ikke bare er steget – den er steget dramatisk.

For 10 år siden var ca. en tredjedel i arbejde. I dag er det snart 6 ud af 10. Vi er gået fra ca. 45.000 ikke-vestlige jobs til ca. 135.000! Og ikke-vestlige efterkommerkvinder i aldersgruppen 16-19 år er i større omfang i gang med en uddannelse end både de danske kvinder og danske mænd! Det tør jeg godt kalde en succes.

Villy Søvndal har ret i, at der desværre sker en polarisering i det danske samfund, og at der er en gruppe, der kommer længere og længere væk fra arbejdsmarkedet og uddannelserne. Men det er en problemstilling, der i højere og højere grad går på tværs af etnisk baggrund. I fremtiden kan det godt gå hen og blive et danskerproblem! Hvor den sociale mobilitet er ved at gå i stå for danskerne, sker der i disse år et socialt tigerspring for de ikke-vestlige grupper. Det er danmarkshistorie, når det er bedst!

I bogen kalder jeg integrationen for en megasucces. Det vil jeg gerne argumentere for som et generelt svar til både Pia Kjærsgaard, Villy Søvndal og Karen Jespersen.

Når integrationssuccesen bliver til en megasucces, skyldes det den historiske baggrund, som den er hentet hjem på – en lang række dårlige odds:

• I virkeligheden var vi som land totalt uforberedt på opgaven. Og vi kunne ikke være andet. Tilbage i begyndelsen af 1980erne var der stadigvæk flere vestlige indvandrere end ikke-vestlige indvandrere i Danmark. Vi anede af gode grunde ikke, hvor mange der ville komme. Og hvor var det, vi lige skulle tage på kursus for at være klædt på til opgaven? Et spørgsmål der ikke rigtig giver mening. Det, som det danske folk har gjort, er med krum hals at gå ombord i opgaven og løse den så godt, man nu kunne, samle op på erfaringer og den bedste praksis og på den måde gradvis blive bedre og bedre til at løse opgaven. Det er sket på virksomheder, på uddannelsessteder, i en masse kommuner, inden for sportens verden, i foreningslivet, i det frivillige arbejde, i Foreningen Nydansker, i Integrationsministeriet, i LO, DA, KL m.v. og mange andre gode kræfter, som det ikke lader sig gøre at nævne her.

• Aldrig før har Danmark siden 1980erne modtaget så mange indvandrere fra ikke-vestlige lande og dermed indvandrere med fremmedartede kulturer og religioner.

• Aldrig før har vi måske samlet set modtaget så mange indvandrere i det hele taget på så kort tid, som vi har gjort siden 1980erne.

• Mange af indvandrerne har været flygtninge uden uddannelse og arbejdsmarkedserfaring og med traumatiske forhold i rygsækken. 46 procent af alle ikke-vestlige indvandrere i Danmark har en flygtningebaggrund.

• I store dele af perioden har vi haft en offentlig indvandrerdebat, der har været kontraproduktiv.

Det er med dette historiske perspektiv, at vi virkelig kan begynde at forstå, hvor stor og krævende en opgave integrationen har været og stadigvæk er. Og det er også det, der gør, at det giver god mening at konkludere, at integrationen har været og er en megasucces.

Vi kan alle sammen være stolte over succesen. Vi står med en meget anvendelig know-how i vores hænder, som er guld værd, når vi skal i gang med at tage fat på de store integrationsudfordringer i fremtiden: ikke-vestlige elevers for dårlige karakterer i folkeskolen, parallelsamfund, en relativ høj kriminalitet blandt nogle ikke-vestlige indvandrergrupper, fortsat alt for lave beskæftigelses- og uddannelsesfrekvenser for nogle indvandrergrupper, for stort frafald på erhvervsuddannelsen, bandekriminalitet, tendenser til radikalisering og fundamentalisme m.v.

Der er nok at tage fat på. Vi ved måske ikke, hvad vi helt præcis skal gøre for virkelig at få skovlen under disse problemer. Men vi ved et par ting. Vi kan bruge megasuccesen til at gøre noget ved dem. Flere i job, mere uddannelse og – kunne man tilføje – mere mentorskab er det, der har skabt integrationens megasucces, og det er også dybest set den eneste medicin, der på lang sigt nytter noget i forhold til fremtidens integrationsudfordringer.

Og så ved vi én ting mere. Vi bliver meget klogere, hver gang det lykkes for os at gøre noget, der viser sig at virke i virkeligheden.