Kronik: Ind med hvede – ud med valmuer

I disse dage deles gratis såsæd ud til 32.000 bønder i Helmand. Hvedeprogrammet i Afghanistan skal få bønderne til at droppe opiumsvalmuer og i stedet dyrke hvede – det er finansieret af England og USA. Kronikøren var med.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Det er en klar morgen midt i november. Vinden står iskold ind over helikopterlandepladsen i militærbasen Price ved byen Gereshk. Mine fingre er følelsesløse. Endelig kommer Sea­king-helikopteren lavt ind over landskabet som et forstørret insekt, hæver sig op over ydermuren og suser ind over lejren, inden den sætter sig på det ene af de tre betonkvadrater. Jeg vender instinktivt ryggen til. Støv og grus vælter forbi, da trykbølgen fra rotorbladene rammer os. Da jeg atter vender mig mod helikopteren, er mænd i lange gevandter og flagrende turbaner på vej ud af helikopteren.

Jeg hilser på Helmands viceguvernør, Satar, der ikke er svær at kende. Kort skæg, rundt ansigt, briller, kortklippet under turbanen. Efter ham følger en høj, slank mand med jakke over den traditionelle klædedragt. Han er ung med glat sort hår i en moderne frisure. Saleem taler flydende engelsk, er veluddannet og guvernørens chefrådgiver – i en alder af kun 23. Det er ham, der er koordinatoren bag guvernør Mangals hvedeprogram, der i disse dage deler gratis såsæd ud til 32.000 bønder i den frugtbare Helmand-floddal.

Der er ca. 150.000 hektar landbrugsjord i Helmand. Hvedeprogrammet dækker 26.000 hektar, altså endnu blot en sjettedel, men interessen er stor. I de mest stabile områder deles der også kunstgødning ud. Programmet er finansieret af England og USA og beløber sig til 10 mio. dollar.

Der ankommer 23 VIPer med helikopter denne morgen, 20 afghanere og tre internationale rådgivere. Dette er et afghansk program. De udfører det. De står for sikkerheden, administrationen og logistikken.

Foreløbig er der delt hvede ud i provinshovedstaden Laskar Gah samt området syd for, ved byen Garmsir. Nu er turen kommet til Gereshk, midt i de danske soldaters ansvarsområde, en stor handelsby, der ligger centralt ved Helmandfloden og ringvej 1, der løber hele vejen rundt i Afghanistan.

Sidste uge ankom der i al hemmelighed 800 ton hvede til en lagerbygning langs hovedvejen. November er den tid, hvor man planter enten opiumsvalmuer eller hvede. I dag åbner vi for porten til hveden.

Da alle har fået skæg og klæder rettet efter flyveturen, vandrer vi op til mødeteltet i lejren, hvor vi drikker te og holder taler. Imens lægger det lokale politi planer. Der er kun én kilometer ind til hvedelageret, men vi forventer, at Taliban vil forsøge sig med en selvmordsbombe. Da politichefen melder klar, forsvinder det brogede optog i pick-up-trucks ind mod byen. Vi følger efter.

Den pansrede Landcruiser pløjer sig gennem sandet op mod den asfalterede ringvej. Herfra kan man køre til højre ind i Gereshk by, videre mod øst og to timer senere er man i Kandahar by. Hvis man drejer til venstre og følger vejen mod nordvest, ender man efter seks-syv timer i den gamle fredelige kulturby, Herat. Størstedelen af Afghanistan er et land med rimelig ro og positiv udvikling, mens vi hernede i Helmand trækker avisoverskrifter om narko og krig.

Med mig i bilen har jeg Lorna, den britiske narkotika-bekæmpelsesrådgiver. Vi taler ivrigt om den fangst, man gjorde for to dage siden her i Gereshk. 18 ton valmuefrø blev beslaglagt, nok til at tilplante 7.000 hektar med valmuer og lave 30 ton heroin til en værdi af 1,5 mia. dollar på det europæiske marked. Lorna tvivler nu på, at ret meget var nået til Europa. Forbruget af opium og heroin skønnes at være stigende i Pakistan og Iran. Men det er gisninger. Sikkert er det, at en del bønder nu må se sig om efter en anden afgrøde at plante.

Toyotaen skærer pludselig skarpt mod venstre. Vi forlader asfalten og drejer ind ved en af de mange lagerbygninger langs hovedvejen. Folk er stimlet sammen. Det er her, hveden er.

Sikkerhedsforanstaltningerne er massive med afghansk politi, der på én gang er afslappet og bevæbnet til tænderne. Jeg vænner mig aldrig helt til synet af en flok RPGer (rocket propelled granate), der bliver båret skødesløst rundt i en rygsæk. For en måned siden dræbte en RPG i hænderne på Taleban en af mine amerikanske kolleger, da den brød ruden i hans pansrede køretøj.

Vi hopper ud på jorden og bevæger os ind mellem folk for at høre, hvad viceguvernøren siger. De gamle mænd sidder på jorden på deres tørklæder og stirrer intenst på Satar. Det er kun et par måneder siden, en guvernør for første gang i 30 år besøgte Gereshk. Dette er i kød og blod den meget omtalte regering, der begynder at levere den nødvendige støtte til et nyt liv.

Fra trappen til lagerbygningen leverer Satar en fængende tale. Han er veltalende, og det betyder meget i en provins, hvor kun få kan læse og skrive. Børnene skal gå i skole, det er forældrenes pligt – hvordan skal man ellers gøre sig håb om en anden fremtid her i provinsen? Bønderne skal holde op med at dyrke opium – det forvandler de unge til narkomaner, familier bliver gældsatte hos Taleban og de kriminelle opiumsnetværk. Og opium er i strid med islam. Satar lægger ansvaret tilbage til den enkelte borger, og de fleste afghanere er udmærket klar over problematikken. Der nikkes og klappes.

I Gereshk deles der såsæd ud til 5.000. Mindst 6.000 har søgt. I år er prisen på opium faldet og prisen på hvede steget, men langtfra nok til at udligne sidste års næsten tidobbelte forskel mellem de to afgrøder – alligevel er folk motiveret.

Såsæd er ikke dyrt, men ingen af de internationale donorer ønsker at levere store mængder i områder, hvor man endnu ikke ved, om de lokale autoriteter kan forvalte ansvaret. Det er bedre at stå med stor efterspørgsel end et program, der drukner i korruption.

Hvis alt går godt, kan vi udvide hvedeuddelingen næste år. Til den tid vil endnu flere have hørt om hveden og fået færten af mulighederne.

Efter taler fra Satar, distriktsguvernøren og politichefen, bliver den første landmand kaldt frem. Administrationen af programmet har været udfordrende. Hver landsbyældste har indstillet navnene på de landmænd, der har erklæret sig villige til at fravælge opium. Navnene med ID-numre og en garanti fra den ansvarlige ældste er blevet samlet og godkendt hos distriktsguvernøren. Der er foretaget en fordeling mellem stammer, landsbyer og individuelle jordejere. Hver landmand fremviser ID-kort og sætter fingeraftryk tre steder.

Da uddelingen er i gang, kører vi til den blå shura-hal, som er byens nybyggede mødested. Distriktsguvernøren og borgmesteren byder på frokost for 200 landsbyældste. Vi er inviteret med og jeg nyder det møre lammekød, bryder det lækre flade brød og stabler ris, tomater, agurk og frisk koriander ovenpå.

Shura-hallen er for nylig blevet forsynet med farvestrålende gardiner syet af kvinderne på det lokale kvindecenter. Lederen, Gulalai, er med til både frokost og efterfølgende møde, hvor hun uden at tøve tager ordet og taler længe om behovet for uddannelse og arbejde til kvinderne. Det var ikke gået for et år siden. Men vores distriktsguvernør går ind for kvinder i administrationen og det offentlige liv. Siden han blev indsat midt i juli, er udviklingsarbejde blevet nemmere.

Da de mange landsbyældste har fremført deres synspunkter, er det tid at bryde op. Et sted i mængden fanger jeg et par grå øjne. Det er næstkommanderende for den danske bataljon. Hans soldater bærer en stor del af ansvaret for, at sikkerheden er blevet så relativt god, som den er. Gereshk er ikke et glansbillede, men da jeg var her første gang for lidt over et år siden, lige inden danskerne overtog området, var sikkerheden så dårlig, at vi kun turde køre gennem byen om natten. I dag er der blot en lille flok soldater med for at passe på næstkommanderende. Vi fire civile rådgivere klarer os med seks sikkerhedsfolk. Resten klarer det afghanske politi.

Der gives ingen garantier i denne krigszone. Hvem ved, måske er der en selvmordsbomber i morgen. Men foreløbig kører vi nu på 19. uge uden og hvedeprogrammet er godt i gang. Smilene er brede og rækker på tværs af mængden, fra viceguvernør til ældste og fra borgmester til næstkommanderende. I dag er en god dag for Gereshk.