Kronik: Forslag til en ny borgerlig politik

Vi synes, det er en skam, at vores nye statsminister ikke virker særlig interesseret i kulturkamp og værdipolitik. Han er kendt som en kompetent ingeniør i maskinrummet på den store Velfærdsstat, men det er ikke nok.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kære Lars Løkke Rasmussen. Det er ikke mere end et par måneder siden, at du indtrådte som ny statsminister og leder af den borgerlige regering. Man kunne forvente, at regeringen dermed fik tilført ny energi til at kæmpe for et solidt borgerligt projekt. Vi mener ikke helt, at det har været tilfældet. Især hvad angår kulturkamp og værdipolitik, efterlyser vi et stærkere borgerligt engagement.

En regeringsleder er også en afgørende inspirator. Vi synes derfor, at det er en skam, at du ikke virker særlig interesseret i netop kulturkamp og værdipolitik. Du er jo også mest kendt for dit arbejde nede i maskinrummet på den store Velfærdsstat, hvor du har virket som en kompetent ingeniør.

Det er bare ikke nok. For der er masser af andre problemer at tage fat på. En række borgerlige meningsdannere har tidligere her i avisen (6. april), fremlagt nogle bud på liberale mærkesager. Vi vil i det følgende foreslå nogle mere konservative sager, som regeringen bør arbejde for.

Politikken skal tilbage. Årsagen til den borgerlige regerings store sejr i 2001 og succes især i de første fire år, var, at der igen blev ført politik. Der blev i stor stil gjort op med den foregående regering. Folk fik en følelse af indflydelse. Politik blev ikke bestemt af smagsdommere i form af især juridiske og økonomiske eksperter – der belærte om den »nødvendige politik« – og af moralister, der dømte de ikke-stuerene ude. Denne vilje til at føre politik skal tilbage.

Opgør med EF-Domstolen. En af de ting, vi altid fik at vide af eksperter i menneskerettigheder før 2001 var, at vi ikke kunne stramme udlændingepolitikken, fordi vi var bundet af forskellige konventioner. Men det kunne man som bekendt, fordi der var en politisk vilje til det. Den dagsorden skal genetableres. Der må gøre op med domstolsstyring, både herhjemme og i EU, på det rets- og udlændingepolitiske område.

EF-Domstolen underminerer de frihedsrettigheder og den udlændingepolitik, der føres af en suveræn nationalstat og folkevalgte parlamenter. Domstolen etablerer en retstilstand, der går imod en meget stor andel af befolkningens interesser og ønsker. Derfor må demokrati, folkestyre, sættes over domstole og dommere, der ikke er folkevalgte, og som folket ikke kan afsætte. Senest har juristen Jacob Mchangama i kronikken 21. maj redegjort for EF-Domstolens skadelige konsekvenser.

Strammere retspolitik. Der må også gøres op med domstolene herhjemme, der ikke tager højde for den politik, der vedtages i forbindelse med forøgelse af strafferammen. Det nytter ikke med længere straffe, hører vi fra oppositionen. Nej, men der gives netop ikke længere straffe, som det fremgår af en nylig analyse fra Altinget.dk.

For det andet er hensigten med retspolitikken ikke i første omgang resocialisering, men at spærre forbrydere inde og dermed skabe sikkerhed for lovlydige borgere. Det er et meget stort problem for en borgerlig regering, at den ikke er i stand til at bekæmpe især personfarlig kriminalitet bedre. Man kan pege på den seneste bandekrig og grove vold samt brandstiftelser, uro og hærværk begået af indvandrere og autonome.

En anden integrationspolitik. Integrationen har fejlet i stor stil med store konflikter til følge. Derfor må man kræve, at indvandrere tilpasses den kernekultur, der hersker her i landet. Denne assimilering fordrer et opgør med multikulturalismen. For i stedet for integration har vi faktisk fået segregation, adskillelse mellem befolkningsgrupper.

Assimilering betyder i praksis, at mennesker med andre rødder end etnisk danske inden for et rimeligt tidsrum – i løbet af en generation – i det store og hele accepterer dansk kultur, sæder og skikke og ikke stiller særkrav. For at citere Samuel P. Huntington, så kan man godt krydre tomatsuppen, men den forbliver en tomatsuppe; kernekulturen fortsætter med at være kernekultur.

Indvandringen stiller krav om, at vi besinder os på vor sekulære demokratiske samfundsorden og på den – protestantisk-kristne – historie, som gjorde os til arvinger af denne samfundsorden. Det er på ryggen af den historie, at vi forvalter et samfund, som giver os politisk ligeværdighed og religionsfrihed. Ikke ideelt, men i historiens lys relativt vel. Og denne arv bør vi ikke bortøde. Derfor bør vi som minimum kræve, at indvandrerne ubetinget bøjer sig for disse værdier. Og vi bør ikke skjule, at det må være en stor udfordring for de indvandrere, som kommer fra en religiøs tradition – islam – hvor religion og politik går i ét.

Bevar den nationale sammenhængskraft. Dette at danskerne overhovedet udgør et folk, en nation, bør afspejles bedre i politikken. At vi er fælles om en kernekultur og et bestemt territorium, vi kan kaldes vores – altså et hjemland – skaber en høj grad af samhørighed. Danskerne er verdens mest tillidsfulde folk, fordi vi har denne kobling mellem national identitet, kulturel homogenitet og stor samhørighed i det civile samfund.

Det er nemlig ikke velfærdsstaten, der skaber sammenhængskraft.

Forsvar for nationalstaten. Dermed bør regeringen også forsvare nationalstaten. Altså en stat, der er forankret i nationen. Det forhold gør nemlig, at borgerne identificerer sig med de institutioner, de lever under, og det skaber en stor villighed til at adlyde lovene og gøre sin pligt. I nationalstaten står eliten til ansvar for folket, ligesom der findes adskillige andre positive forhold som f.eks. lav korruption. Det kalder på et opgør med bærende tendenser i transnationale institutioner som FN og EU.

Kritik af EU. Der findes i befolkningen en stor, ikke kun borgerlig, skepsis over for en bureaukratisk og udemokratisk institution som netop EU. Det skal tages alvorligt af regeringen. Hvis nationalstaten skal bevares, bør regeringen være langt mere skeptisk over for et EU, der i høj grad mangler folkelig legitimitet.

Behov for en realistisk udenrigspolitik. Danmark har traditionelt været et lille trygt land, og især i 1990erne levede vi i illusionen om en verden, hvor historien var ophørt. Med den kolde krigs afslutning skulle demokratiet udbredes og fred vokse frem på verdensplan. Men efter 2001 blev det igen klart, at et land og en civilisation som den vestlige normalt har fjender – nu islamismen – og den skal bekæmpes. Regeringen forstod at føre en aktivistisk udenrigspolitik i Irak og Afghanistan.

Men politikken bør være realistisk, ikke idealistisk. Man kan ikke skabe nationer og bygge demokratier uden en demokratisk kultur; men man kan bekæmpe fjenden dér, ellers flytter fronten til Vesten. Idealismen er en forklaring på, at Irakkrigen var en fiasko, men realismen gør, at krigen i Afghanistan ikke behøver at blive det.

Genindfør kundskabsskolen. En vigtig del af kulturkampen udkæmpes i Undervisningsministeriet. Det var derfor, Anders Fogh Rasmussen erklærede rundkredspædagogikken krig i 2003. Nu skulle faglighed og kundskaber igen i højsædet. Resultatet blev imidlertid det modsatte. Med 2005-reformen blev fokus i gymnasiet flyttet fra faglighed, kundskaber og almen dannelse, til personlig udvikling og tværfaglighed.

Resultatet er ifølge et overvældende flertal af gymnasielærere faglige forringelser. Regeringen har kun lavet kosmetiske ændringer på denne reform, der på lang sigt vil medføre et historisk videnstab og fagligt niveaufald. Rul reformen tilbage, tag dét opgør med reformpædagogikken, Fogh stillede os i udsigt, og genindfør kundskabsskolen i gymnasiet og folkeskolen.

Lars Løkke, vi håber, at ovenstående forslag kan inspirere dig og hele regeringen til at skærpe den borgerlige politik.

For vi savner en ny kulturkamp båret af en engageret statsminister.