Kronik: Fogh gav os stoltheden tilbage

Claes Kastholm Hansen: Som statsminister har Anders Fogh Rasmussen gjort op med selvgodheden, der var til at blive flov over. I stedet har han sat stoltheden, der bygger på villigheden til at tage et ansvar, gøre en indsats. Han bliver svær at efterfølge.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Anders Fogh Rasmussen i 2001 blev statsminister, lød opgaven, således som han selv formulerede den i november 2006, hvor han gjorde status efter de første fem år ved magten: »Vi ville standse den fortsatte vækst i skatter og afgifter, der førte til en ny afgift eller forhøjelse i hver eneste måned under Nyrup-regeringen. Vi ville gennemføre en udlændingepolitik, der havde befolkningens opbakning og give os chance for at integrere dem, der allerede var i Danmark. Vi ville forbedre velfærdssamfundet – især gennem frit valg og flere penge til hospitaler, børn og ældre. Vi ville bekæmpe stigningen i den grove kriminalitet. Og vi ville genskabe tilliden til det politiske løfte, som var gået fuldstændig tabt«.

Det har været et vigtigt led i Foghs strategi at gøre væksten i den offentlige sektor til et succeskriterium. Her har han sejret ad helvede til godt – for nu at bruge en berømt og berygtet vending fra en tidligere LO-formand.

I Foghs tid har væksten i den offentlige sektor været højere end i Nyrup-regeringernes tid, og meget tyder på, at hvis vi fortsætter med at have borgerlige regeringer i den næste halve snes år, så vil Danmark skrive verdenshistorie; det vil være første gang i historien, at den fuldstændige socialisering af et samfund gennemføres af en borgerlig-liberal regering.

Da Fogh i sin tid annoncerede værdidebatten, også kaldt kulturkampen, pegede forestillingerne om, hvad den gik ud på, i mange forskellige retninger. Og blandt hans egne ministre vidste kun Brian Mikkelsen, Per Stig Møller, Lene Espersen, Claus Hjort Frederiksen og Bertel Haarder, hvad den drejede sig om, og hvor vigtig den var. I et nøgleministerium som Undervisningsministeriet sad Ulla Tørnæs og skrev under på socialdemokratisk-radikale reformer, der gik stik imod det borgerlige projekt. Dansk presse og dansk debat havde svært ved at forstå og diskutere ideer, og danskerne er slet ikke vant til at have en statsminister, der som Fogh evner at se og formulere de overordnede problemstillinger.

Det har været noget overset her i landet, at Anders Fogh Rasmussen ikke blot er en politisk leder af et helt usædvanligt format, han har også en intellektuel kapacitet, der gør ham til en sjælden fugl i dansk politik. De fleste journalister og den venstreintellektuelle opposition forstod kulturkampen som noget, der specielt vedrørte Kulturministeriets sagsområder – hvilket viser, hvor primitivt og provinsielt der egentlig tænkes i intellektuelt toneangivende kredse.

Jeg forsøgte at anskueliggøre sagen ved ustandselig at sige og skrive, at kulturkampen drejede sig om forholdet mellem den enkelte og staten, og at dens succes set fra et borgerligt synspunkt kunne måles på Finanslovens størrelse. Sagt på en anden måde: Jo større væksten var i den private sektor i forhold til væksten i den offentlige sektor, jo større rum blev der for den personlige frihed og det personlige ansvar. Når statsministeren i en debatartikel i Berlingske for et par måneder siden talte om den lange rejse væk fra formynderstaten, så havde han ret i, at hans regeringer har nået meget, hvis det blot drejer sig om frihed i forhold til visse offentlige ydelser, valg af sygehus, valg af skole. Men i den moderne socialstat – eller velfærdsstat, som de fleste automatisk kalder den – går formynderiet langt, langt videre. Det begrænser selve muligheden for at tilrettelægge sin livsbane, som man ønsker og på eget ansvar.

Den moderne formynderstat har gjort lønmodtagertilværelsen til standardlivsform. Heraf kommer det, at vi har færre og færre iværksættere her i landet. Det direkte og indirekte skattetryk betyder, at det for de fleste er umuligt at spare så meget op, at de kan lægge deres tilværelse om, hvis de ønsker det. Jo større offentlig sektor, jo flere behandlere, der har deres personlige interesse i at udvide deres arbejdsområde, får vi. Jo større offentlig sektor, jo flere eksperter, der har deres personlige interesse i at gøre sig uundværlige og regulere vores liv, får vi. Og større offentlig sektor, jo flere borgere, der bliver gjort til klienter, får vi.

Ikke alt er lige enkelt, men der er ikke desto mindre nogle simple sammenhænge, som gør, at den størst mulige offentlige sektor ikke uden videre er ensbetydende med den størst mulige lykke for borgerne. Derfor kan man, firkantet sagt, måle kulturkampens status på Finanslovens størrelse, og hvis man gør det, så vil man se, at den borgerlige kulturkamp, som Anders Fogh Rasmussen i sin tid introducerede, er tabt. Her har hans de små skridts politik spillet fallit

Men Fogh har på den anden side ret i, at der er sket meget store ting i hans regeringstid. Skattestoppet har været revolutionerende, ekspertkritikken af det ubegribelig, for et skattestop forhindrer ikke reformer. Kontraktpolitikken, som ikke er andet end en pædagogisk måde at anskueliggøre på, at man holder, hvad man har lovet, har også mødt ubegribelig kritik fra ekspertside. Det har været en af Foghs store styrker, at han suverænt har holdt fast på sit, nøgternt, virkelighedsnært og med skarpt blik for det væsentlige. Kommunalreformen og globaliseringsreformen er ligeledes vigtige initiativer, mens velfærdsreformen og skattereformen langt fra er tilfredsstillende, men formentlig har været det politisk mulige. Den vigtige arbejdsmarkedsreform har slet ikke kunnet gennemføres.
Nogle borgerlige mener, at man hellere skulle tage et valg end gå på kompromis. Det er efter min mening et uborgerligt synspunkt. Borgerlighed er at skaffe resultater, løse praktiske opgaver. Borgerlighed er realisme, ansvarlighed og frihedstro, ikke drømmerier og selvtilfredsstillelse ved at sætte ideologi over virkeligheden.

På andre områder har kulturkampen været af afgørende betydning, og her har Anders Fogh Rasmussen sat hele sin autoritet ind. Alene tanken om, at en Helle Thorning-Schmidt havde været statsminister under Muhammed-krisen, kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på én. På alle områder har Fogh delt vandene. Men det er værd at bemærke, at næppe nogen statsminister siden Stauning sidst i 1930erne, hvor skyerne trak sig sammen over Europa, har fået så massiv opbakning fra befolkningen som Anders Fogh Rasmussen. Selv socialdemokrater og SFerne foretrækker ham som leder. Folkelig-populær er han ikke. Han er noget, der er langt stærkere: folk har tillid til ham som leder.

I visse intellektuelle københavnerkredse er han hadet, som ingen anden statsminister nogensinde har været. Det er ikke helt til at forstå hvorfor.

Den praktiske politik kender de nemlig ingenting til, og hvis man ville være virkelig ond ved dem, så skulle man blot citere, hvad de toneangivende i disse kredse, Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger, Kirsten Thorup samt en del minimalånder af typen Carsten Jensen, Georg Metz, har sagt om ham i tidens løb. Her er vi venlige, så jeg vil blot minde om, at Kirsten Thorup i Politiken 30. september 2003 skrev om Fogh og Brian Mikkelsen: »De pseudodebatter, som statsministeren og kulturministeren holdt gang i under navnet kulturkamp er ikke andet end kamuflage, der skal aflede opmærksomheden fra den afvikling af velfærdssamfundet, som regeringen arbejder på«.

De samme kredse fremstiller gerne Danmark som et intolerant og fremmedhadsk samfund, lukket over for omverdenen. Da de ikke forholder sig til fakta, men styres af idiosynkrasier, vil det naturligvis ikke gøre indtryk på dem, at Fogh-regeringen har vendt udlændingepolitikken fra en svaghed til en betydelig styrke. Der har aldrig været givet så mange opholdstilladelser i Danmark som i de senere år, men de gives først og fremmest til uddannede udlændinge, der har en fair chance for at bidrage til samfundet. Fogh har vendt tidligere regeringers katastrofekurs, der ville føre til samfundets opløsning.

Også udenrigspolitisk har Foghs æra betydet en ny kurs. Med de militære engagementer i Irak og Afghanistan har Fogh med stor konsekvens og stort mod og med en efter min mening helt præcis analyse af Danmarks rette placering i balancen mellem USA og de gamle europæiske stormagter ført os bort fra de småstatskomplekser og den passive tilpasningspolitik, som i generationer har domineret dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det var følgerigtigt, at han i løbet af den proces gjorde op med samarbejdspolitikken under den tyske besættelse af Danmark i Anden Verdenskrig. Det skete under skrig og skrål fra de sædvanlige intellektuelle krykhusarer.

For andre var det befriende. De følte – det gjorde jeg bl.a. – at vi fik vores værdighed igen. Hvis man tror på noget, må man slås for det. Her ligger Foghs største indsats måske. Han har gjort op med selvgodheden, der var til at blive flov over. I stedet for selvgodheden har han sat stoltheden, der, når den er ægte, altid bygger på villigheden til at tage et ansvar, gøre en indsats. Han bliver svær at efterfølge.