Et nyt orakel har set dagens lys i de danske nyhedsmedier: Facebook-grupper. Hvor der i 2007 blev bragt godt hundrede avisartikler i de syv store landsdækkende dagblade med henvisning til Facebook, var dette tal steget til mere end 1.100 i 2008, og ved udgangen af januar var tallet allerede oppe på næsten 200 i 2009. Det er omtrent en tyvedobling på to år. Selvfølgelig nævner hovedparten af avisernes artikler ikke Facebook, og dem, der nævner dette såkaldte sociale medium, bruger det ikke nødvendigvis som kilde. Ikke desto mindre er der god grund til at stoppe op og overveje, hvad det egentlig betyder for nyhedsjournalistikken, at Facebook tilsyneladende med lynets hast er blevet en fast kilde­kategori blandt landets nyhedssøgende journalister. Særligt to problemstillinger synes væsentlige:

1. Ofte henviser en nyhedsartikel til, at et antal danskere har meldt sig ind i en såkaldt gruppe på Facebook, der støtter det ene eller andet, der passer ind i artiklen. På den facon kommer Facebook til at fungere som en slags meningsmåling, der lodder stemningen blandt borgerne. Eksempelvis har flere aviser henvist til en gruppe, som er modstander af Skattekommissionens forslag om forkortelse af SU-perioden – at gruppen har 45.000 medlemmer tager Berlingske Tidende (6/2) som udtryk for folkelig modstand mod forslaget. At der rent faktisk findes andre grupper, der støtter forslaget, nævnes ikke. Det gør til gengæld Politiken dagen efter (7/2), når den henviser til samme gruppe, der nu er vokset til 53.000 medlemmer. Lige meget hjælper det dog, for brugerne af Facebook er på ingen måde et repræsentativt udsnit af befolkningen. Når de fleste brugere er unge og eventuelt under uddannelse, hvor stor en nyhed er det så, at 53.000 er imod reduktioner i SUen? Man ville nok få nogenlunde samme resultat, hvis man satte en journalistpraktikant til at foretage en rundspørge på universiteternes fredagsbarer. På det abstrakte plan bliver Facebook-fænomenet et nyt kapitel i den evigt tilbagevendende diskussion af den ofte ukritiske brug af meningsmålinger i de danske medier. I forskningslitteraturen er der fuldstændig enighed om, at en meningsmålings resultat helt afhænger af, hvordan, til hvem og hvornår dens spørgsmål bliver stillet. Eksempelvis vil de fleste svare ja til, at de ønsker at begrænse verdens fattigdom eller gøre noget godt for miljøet. De fleste bliver dog mere tilbageholdende, hvis disse mål modstilles konkrete, personlige omkostninger. Politiske holdninger eksisterer ikke i et vakuum, og de er sjældent ubetingede – så ville der jo være tale om ortodoksi eller religiøsitet. Dét forsøger samfundsvidenskabelig forskning og de allerbedste meningsmålinger at tage højde for ved at overveje nøje, hvordan befolkningen spørges i meningsmålinger. Men det gør Facebook-grupper på ingen måde. Det er ikke deres formål at være videnskabelige værktøjer til mere eller mindre korrekt at afdække holdninger i samfundet, de er og bliver derimod politiske kampmidler. Desuden ved vi fra forskningen i mediernes brug af meningsmålinger og voxpop, at mange medieforbrugere har svært ved at forholde sig til omfanget og udbredelsen af holdningstilkendegivelser. Når der f.eks. gives meget plads til berørte enkeltpersoner i avisartikler, får mange læsere (inklusive politikere) det indtryk, at der er tale om et udbredt problem – selv hvis der i samme artikel henvises til tal, der dokumenterer det modsatte. Facebook-begejstringen i medierne kan derfor være medvirkende til, at politikerne bøjer sig for et oplevet folkeligt pres, der rent faktisk ikke eksisterer i det omfang, det ser ud til.

2. Dybdeborende og kritisk journalistik er utvivlsomt idealet hos de fleste danske journalister. Det er i hvert fald det centrale argument for, at journalister skal have adgang til begivenheder, der er lukket land for menigmand. Det er også et centralt argument for, at nyhedsmedierne skal understøttes af staten gennem eksempelvis momsfritagelse og portostøtte – to ordninger der er kommet debat om, efter at Skattekommissionen har foreslået dem afviklet. Det betyder omvendt, at jo dårligere kvalitet nyhederne får, jo større risiko er der for, at nyhedsmediernes privilegier inddrages, og at branchen langsomt mister sin særlige samfundsmæssige rolle for til sidst blot at være en kommerciel virksomhed på linje med producenter af cornflakes, cola og tandpasta. Det journalistiske ideal er baseret på en klar skillelinje mellem journalistisk stof og debatstof. Nok har de fleste danske medier prioriteret debatten relativt højt i form af debatprogrammer i de elektroniske medier og avissider dedikeret til læserbreve og kronikker skrevet af (mere eller mindre) almindelige borgere. Nyhedsforbrugerne har dog næppe kunnet være i tvivl om, hvornår der er tale om ’news’, og hvornår der er tale om ’views’. Denne sondring er netop den (tilstræbt) objektive journalists bolværk mod beskyldninger om at være rød lejesvend eller blå mikrofonholder. Der er selvfølgelig forskel på Skattekommissionens forslag til en ommøblering af det danske skattesystem og fru Hansens holdning til topskat. Skulle man tro. Problemet er imidlertid, at Facebook-grupper ikke blot bliver anvendt som pseudodokumentation, som beskrevet tidligere. Grupperne er ofte den direkte anledning til en nyhedshistorie. Eksempelvis finder JP Århus (12/1) det meningsfyldt at informere sine læsere om, at nu har 755 forældre meldt sig ind i en gruppe, som er imod modulpasning i kommunens daginstitutioner. På samme facon anvender B.T. (7/2) to grupper med i alt godt 30.000 medlemmer, som fortæller, at de også er »en perle« som anledning til en kritisk historie om politidirektør Hanne Bech Hansen. Kigger man på avisernes hjemmesider, er denne type historier endnu mere udbredt, og der går sjældent en dag mellem artikler, der helt og holdent bygger på tilstedeværelsen eller størrelsen af en Facebook-gruppe. Spørgsmålet er, om de århusianske forældre, de danske perler og alle de andre gruppemedlemmer ville have fået selvstændig journalistisk opmærksomhed, hvis de havde skrevet almindelige læserbreve? Næppe. Netop det forhold, at den nye Facebook-dille slører det skel mellem ’views’ og ’news’, som den mere eller mindre samlede journaliststand nidkært har forsvaret siden partiavisernes død, er måske det mest problematiske aspekt i nyhedsmediernes omgang med Facebook.

Samlet set er Facebook altså en så dårlig journalistisk kilde, at der er god grund til at frygte, at journalisternes Facebook-kærlighed kan være med til at tegne et misvisende billede af befolkningens holdninger i aktuelle samfundsforhold. Dertil kommer, at Facebook er et kommercielt foretagende, så hver eneste artikel, der nævner F-ordet, giver firmaet gratis reklame på avisabonnementerne og skatteborgernes (grundet avisernes privilegerede status) regning. Klassisk, journalistisk kildekritik synes at være slået fra, når det gælder Facebook.

Samfundet har imidlertid ikke megen nytte af nyhedsmedier, der agerer reklamesøjler for private firmaer, og vi som samfundsborgere har ikke brug for nyhedsmedier, der blot beretter, hvad vi selv kan læse via vores Facebook-profiler. I en tid med vigende oplagstal og debat om mediernes privilegerede status i samfundet, må sådanne udviklingstendenser tages alvorligt på landets chefredaktioner. Måske vil momsfritagelsen og portostøtten faktisk overleve på længere sigt, hvis redaktionscheferne afsatte flere ressourcer til egentligt opsøgende journalistisk arbejde frem for at lade deres næsten gratis journalistpraktikanter fylde aviser og nyhedsweb med tilfældige ikke-historier om en hvilken som helst Facebook-gruppe, han eller hun måtte være blevet opfordret til at melde sig ind i.