Kronik: EU har ikke en kinamands chance

Marlene Vind: Stemmeprocenten til europaparlamentsvalget tegner til at blive utilfredsstillende lav. Hvem har skylden? Tre grupper står for skud: europaparlamentarikerne, medierne og de nationale politikere. Mens parlamentarikerne har nok at se til, skriver medierne alt for lidt om EU, og politikerne er dybest set uinteresserede i andet end sig selv og den hjemlige politik.

Foto: Claus Bigum

Kun 34 procent af europæerne forventes at stemme til europaparlamentsvalget den 4.-7. juni, viste en måling i april. Det er et meget lavt tal. Men er det også bekymrende lavt? I 2004 fandt 46 procent af vælgerne det værd at gå til stemmeurnerne, og det var et klart fald fra 1979, da europæerne for første gang kunne stemme deres egne folkevalgte ind i Europa-Parlamentet. Den gang benyttede 62 procent sig af muligheden. Til sammenligning stemte 61 procent af amerikanerne til præsidentvalget i 2004 og ret beset er der flere, der stemmer til europaparlamentsvalget end ved det amerikanske midtvejsvalg til Kongressen. Betyder det så, at vi kan slappe helt af og koncentrere os om noget helt andet end demokrati og stemmeprocenter, når vi diskuterer EU? Nej, naturligvis er det en alvorlig sag, hvis kun 34 procent gider bevæge sig hen i stemmelokalerne den 4.-7. juni. Det er bare ikke godt nok.
Skal vi være ærlige, ville stemmeprocenten til europaparlamentsvalget være en del højere, hvis ikke de central- og østeuropæiske landes stemmer talte med. Der er nemlig ikke megen tvivl om, at netop disse lande trækker den samlede stemmeprocent ned.
Det gjorde de allerede i 2004, hvor lande som Slovakiet og Polen skrabede bunden med hhv. 17 og 21 procent. De nye medlemslande har tydeligvis stadig så store problemer med at finde ud af, hvad deres egne nationale demokratier går ud på, at det ganske enkelt er for meget også at skulle overskue, hvad det europæiske demokrati handler om.
Men selvom de central- og østeuropæiske lande med stor sandsynlighed også denne gang trækker valgdeltagelsen ned, skal de naturligvis ikke have skylden for, at det i det hele taget går så dårligt med at få europæerne engageret i valgkampen og i europapolitikken.

Men hvem kan man så bebrejde, at vi efter 30 år med direkte valg til Europa-Parlamentet stadig opfatter det, der foregår der, som uendelig ligegyldigt? At vi ikke interesserer os mere for europæisk politik er noget af et paradoks, da enhver med blot en smule viden om det europæiske samarbejde ved, at betydningen af den lovgivning, der vedtages i EUs organer, ofte er endnu vigtigere end det, der vedtages i de nationale hovedstæder. Magten har ganske enkelt holdt flyttedag – dog uden at det har givet anledning til noget større mediemæssigt postyr. At store og små politiske spørgsmål ikke længere afgøres i de nationale parlamenter, men snarere vedtages i samspillet mellem de nationale parlamenter, Europa-Parlamentet og Ministerrådet (og Kommissionen) skyldes naturligvis ikke, at der er nogen, der i nattens mulm og mørke har flyttet magten til Bruxelles, Strasbourg og Luxembourg. Det skyldes snarere, at løsningen på store problemer som klima, finanskrise, indre marked, sikkerhed på arbejdspladsen, forbruger- og miljøsager er grænseoverskridende og derfor ikke længere meningsfuldt lader sig løse på nationalt plan. Når man er en del af et større fællesskab, giver det ganske enkelt ikke længere mening, at man sidder i sin egen lille andedam og lovgiver om forbud mod kemikalier i legetøj, grænser for miljøsvineri, familiesammenføringer, sygehusbehandling i udlandet eller den finansielle krise. At der er sket en forskydning er altså en ret naturlig ting. Men hvis det nu er så naturligt og også uhyre vigtigt, hvor er det så, kæden hopper af? Hvorfor kan denne viden ikke kommunikeres ud?

Hvis vi ser bort fra, at viden om Europa og europæisk politik naturligvis burde ind med modermælken og præsenteres for de unge i samme åndedrag, som de lærer om det nationale demokrati, så ender vi med tre skydeskiver: europaparlamentarikerne selv, medierne og de nationale politikere. Lad os tage dem i rækkefølge:
Man hører ofte, at MEPerne (altså europaparlamentarikerne) selv kunne gøre noget mere opmærksom på sig selv i de 4-5 år, der er mellem valgene. Ingen tvivl om, at man som europaparlamentariker i dag ikke blot skal være en uhyre dygtig og arbejdsom politiker (ca. 2.000 lovforslag vedtages om året i Parlamentet), men man skal også være en uhyre dygtig kommunikator, spindoktor og kampagnechef. I et Europa-Parlament, der har medbestemmelse med 75 procent af EU-lovgivningen og efter Lissabon-trakaten får indflydelse på mere end 80 procent, er det et næsten uoverkommeligt arbejde også at skulle forsøge at trænge igennem til den nationale mediemølle. I hvert fald hvis det er uden hjælp fra de nationale medier selv. Og det er det ofte. Her når vi så til prygelknabe nummer to.
Et klassisk spørgsmål, man ofte får som EU-ekspert, er: »Hvorfor hører man aldrig noget fra Europa-Parlamentet?« Når jeg får dette spørgsmål, stiller jeg ofte samme spørgsmål tilbage: »Hvorfor er det lige, at I aldrig skriver om, hvad der foregår?« De store danske medier har i dag omkring 8-10 journalister til at dække trakasserierne på Chri­stiansborg, mens de selvsamme medier ifølge det seneste nummer af fagbladet Journalisten har skåret antallet af journalister i Bruxelles ned fra to til én eller slet ingen. Følgende – seriøse medier – har således helt lukket deres kontor i Bruxelles: Information, ErhvervsBladet, Børsen. Og Jyllands-Posten, Berlingske og Politiken har alle skåret deres stab ned fra to journalister til én. Samtidig med at der skæres, skal de tilbageværende journalister så dække alt fra NATO til jordskælv i Italien, det britiske kongehus mv. Der er altså tale om, at EU-stoffet de senere år er blevet klart nedprioriteret. Paradoksalt nok samtidig med, at alle ved, at Europa-Parlamentet er blevet langt vigtigere end nogensinde. Forsøgte man – blot i en måned – at bytte bemanding med Christiansborg, er der ingen tvivl om, at der uundgåeligt ville komme nye interessante europahistorier på bordet. Og andre end de diæt- og rejsecirkushistorier, som medierne p.t. kan overkomme.
Her nærmer vi os så den tredje og sidste prygelknabe. For hvad ville de nationale politikere egentlig gøre, hvis det nationale mediefokus pludselig blev ændret fra Christiansborg til Bruxelles? De ville klart nok blive tvunget til at forholde sig til EU-stoffet på en helt anden måde, end de gør i dag, hvor EU ikke blot syltes, men decideret sættes i skammekrogen, fordi de nationale politikere naturligvis ønsker at have projektørlyset helt for sig selv. Det kan lyde kynisk, og man får helt sikkert ikke nogen national politiker til at indrømme det offentligt, men få nationale politikere har nogen interesse i, at EU nogensinde bliver et populært projekt. Og desværre er det stadig sådan, at de nationale politikere har held til at overbevise de nationale medier om, at Christiansborg er vigtigere end Bruxelles. Godt hjulpet – naturligvis – af spindoktorer og mediernes indbyggede hang til intriger, personfnidder og almindelig national mudderkastning. I den kamp har hverken EU eller Europa-Parlamentet en kinamands chance.