Kronik: Et juridisk galehus?

Adskillige advokater og dommere, dommernes egne organisationer og DJØF har anklaget den såkaldte ’tørklædelov’ for at krænke domstolenes uafhængighed. Men domstolene er ikke en stat i staten, der kan fastsætte sine egne regler – og anklagen er udtryk for en udemokratisk tankegang og en overvurdering af, hvad domstolenes opgave er.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere

»§ 56. En dommer må i retsmøder ikke fremtræde på en måde, der er egnet til at blive opfattet som en tilkendegivelse om den pågældendes eventuelle religiøse eller politiske tilhørsforhold eller om den pågældendes holdning til religiøse eller politiske spørgsmål i øvrigt.«

Det ser uskyldigt ud, det lovforslag, som for tiden er ved at splitte Danmark i to dele, og som også deler vandene mellem jurister, og det er det også, altså uskyldigt. Det er nemlig indlysende, at sådan skal det være. For forfatteren af disse linjer er det ubegribeligt, at en tilføjelse til den lov, retsplejeloven, der indeholder regler om domstolene, overhovedet kan give anledning til debat.

Er man som jeg opvokset i en juridisk tradition med respekt for grænsen mellem domstole og lovgivningsmagt, er store dele af den debat, der foregår, ikke blot svær at forstå, men forekommer direkte farlig for demokratiet. Så er det sagt. Og hvem kan dog ønske andet end dommere, der er neutrale, og som fremtræder som neutrale? Og hvem, hvis ikke Folketinget, skulle fastsætte de nødvendige regler i den lov, der nu engang gælder om domstolene? Derfor galehuset.

Udtrykket ’et juridisk galehus’ blev under retsopgøret efter Besættelsen benyttet af en kendt højesteretssagfører, der mente, at retstilstanden var en under Besættelsen og en anden under retsopgøret. Man kunne under retsopgøret, mente han, blive dømt for en adfærd, der dengang var lovlig. Lige netop i den sag, hvor højesteretssagføreren var forsvarer, var galehuset måske ikke så galt endda, men udtrykket var jo malende, og det er blevet en del af danske juristers sproglige beredskab.

I hvert fald har denne kronikør gentagne gange sendt udtrykket en tanke i forbindelse med den debat, der lige nu er i gang om den såkaldte »tørklædelov«. Her begynder nemlig galehuset. Loven eller lovforslaget, som det endnu er, og som teknisk hedder L 98 2008/09 og er et forslag til lov om ændring af retsplejeloven, handler nemlig ikke eksplicit om tørklæder, men om dommeres neutrale fremtræden i retten.

Det er vigtigt at holde fast i lovforslagets overskrift, for det er lige præcis det, som loven handler om. I det øjeblik, man begynder at tale om »tørklædelov«, har man allerede forplumret diskussionen og givet den en drejning i retning af religiøs diskrimination, hvad den jo netop ikke er. Udgangspunktet er det stik modsatte, at religiøse manifestationer ikke hører hjemme i en retssal.

Det kan man være enig i eller uenig i, men det er svært uden videre at afvise, at hvis et flertal af den danske befolkning har den opfattelse, at dommere ikke under udførelsen af deres arbejde skal tilkendegive hverken en stærk religiøsitet eller reklamere for en bestemt politisk opfattelse, så er det naturligt, at landets parlamentariske forsamling, Folketinget, sørger for, at der gælder regler, som sikrer, at domstolene rent faktisk fremtræder på denne måde.

Det er så heldigt, at vi i dette land har en udstrakt ytringsfrihed, der gør det muligt at argumentere både for og imod, og det er også så heldigt, at vores folketing er sammensat på en sådan måde, at der er overensstemmelse mellem befolkning og parlament. Og det er jo ikke et vanskeligt teknisk spørgsmål, det her drejer sig om, men et helt enkelt princip, der måske nok kan give anledning til afgrænsninger, men ellers er ret så egnet til at blive gjort til genstand for en politisk beslutning, for det er nemlig lige præcis, hvad det drejer sig om: politik.

Dommeres neutralitet eller ej er et politisk spørgsmål, der er nøje knyttet til de forventninger, som en befolkning har til sine dommere.

Domstolene er ikke en stat i staten, der kan fastsætte sine egne regler. Domstolene er en del af statsmagten, dommere lønnes af staten, og de skal selvfølgelig se ud, som brugerne forventer af dem. Man kan diskutere detaljeringsgraden, men ikke grundprincippet, at dommere skal fremtræde religiøst og politisk neutralt, hvis et flertal af befolkningen ønsker det. Det er en generel regel, som selvfølgelig kan gives af lovgivningsmagten.

Der gælder et princip om domstolenes uafhængighed. Det betyder, at Folketinget ikke må dømme eller blande sig i domstolenes arbejde som dømmende myndighed, men det har intet at gøre med fastsættelsen af rammerne for domstolenes virke. Det har Folketinget gjort i form af den såkaldte retsplejelov, og her hører de generelle regler hjemme.

Alligevel er princippet om domstolenes uafhængighed bragt ind i debatten. Fra flere sider ikke blot af adskillige advokater og dommere, men også af dommernes egne organisationer og juristernes organisation, djøf, er det blevet fremført, at lovforslaget skulle indebære en krænkelse eller i hvert fald komme tæt på domstolenes uafhængighed.

Synspunktet har intet på sig og er i virkeligheden skadeligt. Det er vigtigt i et demokratisk land at fastholde, at der er beslutninger, som træffes af Folketinget og andre, som træffes af domstolene. At hævde, at Folketinget ikke skulle kunne give regler for dommeres neutrale fremtræden er et betænkeligt indgreb i lovgivningsmagtens kompetence og egnet til at vildlede om, hvad domstolenes uafhængighed betyder.

Selvfølgelig skal Folketinget kunne træffe en politisk afgørelse om dommeres fremtræden. Det kan lyde hårdt, men det er nødvendigt at sige det: At hævde at lovforslaget skulle krænke domstolenes uafhængighed er udtryk for en udemokratisk tankegang og en over- eller selvovervurdering af, hvad domstolenes opgave er.

Det kan være svært nok at bevare respekten for folkestyret, men advokater og dommere skulle dog vide, hvad det drejer sig om. Ingen er, fordi hun eller han er dommer, advokat eller professor mere eller mindre beføjet til at have en mening om dommeres fremtræden i retten. Det er ikke et sagligt spørgsmål om domsmagt, det er et rent politisk spørgsmål, hvor vi alle sammen kan have en mening.

Man kan mene, at forslaget er vendt mod muslimer, at det fremmer eller modvirker integration, at det bare ikke er noget, der skal gives regler om eller omvendt. Der er meninger nok, og derfor må der træffes en afgørelse, og det er lige netop det, vi har Folketinget til. Og gør man sig den ulejlighed at læse folketingsdebatten, kan man også se, hvordan de mange synspunkter bliver drøftet og afvejet, som det må forventes af en parlamentarisk forsamling.

Heldigvis er der fri ret til at ytre sig, og man har selvfølgelig også ret til at hævde, at forslaget et grundlovsstridigt, selv om synspunktet er hul i hovedet og ikke kan støttes på almindelig juridisk tankegang, lige så lidt som det har nogen gang på jorden at hævde, at »menneskerettighederne« skulle hindre en stat i at give generelle regler af denne art.

Men der et argument, som ikke holder, og som ikke hører hjemme i et folkestyre, nemlig det, at det ikke skulle være Folketingets suveræne ret at give regler i dette land om den måde, hvorpå danske domstole skal fremtræde for at have befolkningens tillid. Og at få det fastslået en gang for alle er det, som denne kronik vil. Og så kan de gale jo fortsætte galehuset.