Kronik: Den humanitære opholdstilladelse

Birthe Rønn Hornbech: For en minister gælder det om altid at have hjertet med i den enkelte sag samtidig med, at hjernen både lytter til loven og overskuer konsekvenserne af den enkelte afgørelse. For hjertets afgørelse er ikke uden konsekvens. Andre har krav på samme ret.

Foto: Andreas Hagemann Bro
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad er det med den humanitære tilladelse, som alle taler om?

Er det virkelig sandt, at ministeren bare kan udstede humanitære opholdstilladelser efter for godt befindende?

Må det være tilladt for en stund at udtrykke en stille undren. Hvad er det egentlig for en magt, der pludselig ønskes overladt til ministeren?

Skal jeg mon betragte de varme ønsker om, at jeg som integrationsminister for alvor træder i karakter og handler i strid med loven, som et stille håb om, at jeg for et øjeblik parkerer retfærdighed og ansvar og embede langt inde i et dybt skab?

Det har jeg ikke i sinde. Mit embede kan ikke forvaltes uden om Folketinget. Det ved alle. Det er faktisk ikke så mange år siden, at en minister blev idømt straf netop for at forvalte udlændingepolitikken uden om Folketinget.

Jeg forvalter loven, og jeg har ingen planer om at forsøge loven ændret. Regeringens asylpolitik ligger fast. Der bliver ikke lempet på flygtningebegrebet. Vi ønsker ikke svenske tilstande i Danmark med titusinder af asylsøgere og tusinder af afviste.

Den danske regering vil tværtimod bekæmpe de kræfter, der ved vold og med afviste asylsøgere som gidsler forsøger at forhindre, at demokratisk trufne beslutninger føres ud i livet og derved forsøger at opløse retsstaten. Regeringen ønsker at opretholde velfærdssamfundet, som de mange nydanskere med lovligt ophold i høj grad bidrager til. Men bevarelse af velfærdsstaten fordrer også, at vi fører en retfærdig udlændingepolitik og fører en intelligent indvandrings- og integrationspolitik frem for en zigzag-kurs med ulighed for loven, og som blot tiltrækker nye strømme af asylsøgere.

Med udlændingeloven ligger Flygtningenævnets kompetence fast. Ministerens kompetence ligger fast. Og det, at der kan udøves skøn i sagsbehandlingen, er ikke en magtbeføjelse for en minister, men tværtimod en pligt til at afgøre den enkelte sag efter de lovmotiver, Folketinget har formuleret, og altså med pligt til inden for Folketingets afstukne ramme møjsommeligt at afveje den enkelte sags momenter samtidig med, at der udvises respekt for princippet om lighed i forvaltningen.

De principper for lovmæssig forvaltning gælder naturligvis også for de såkaldte humanitære opholdstilladelser, som udlændingelovens § 9 b, stk. 1, giver mulighed for. Men heller ikke den bestemmelse giver ministeren en vilkårlig magt. Naturligvis ikke. I det danske folkestyre er ministerens magt afledt af Folketinget, som enhver minister står til ansvar for.

For en minister gælder det om altid at have hjertet med i den enkelte sag samtidig med, at hjernen både lytter til loven og overskuer konsekvenserne af den enkelte afgørelse. For hjertets afgørelse er ikke uden konsekvens. Andre har krav på samme ret.

Ministeren kan ikke vilkårligt og af nåde og medynk give opholdstilladelser. Og ventilen i regelen om den humanitære tilladelse er heller ikke noget, afviste asylsøgere kan tvinge sig til, ved at undlade at rejse hjem eller ved at overtræde loven ved ikke at opfylde meldepligten til politiet. Afviste asylsøgere er ikke hævet over Danmarks love.

Og giver jeg opholdstilladelse til alle, der gemmer sig i en kirke, skal alle andre, der kommer til Danmark, fordi de har hørt om en ny praksis, naturligvis have samme ret, hvis de gemmer sig. Det er jo absurd og helt i strid med den politik, som regeringen og Dansk Folkeparti nu har fået vælgernes opbakning til ved tre folketingsvalg.

Man kan ikke hovedløst ændre politikken. Både i EU–ministerrådet og i den danske regering er vi naturligvis meget opmærksomme på konsekvensen af ændringer.

Vi ved af erfaring, at lempelser over for nok så små grupper lynhurtigt rygtes og kan udnyttes – ikke mindst af menneskesmuglere. Om jeg så gav amnesti til alle, ville der blot i morgen stå endnu flere asylsøgere, der ikke er berettiget til asyl.

Reglen om den humanitære opholdstilladelse blev indsat i Schlüters regeringstid, og Folketinget har klart indskærpet, at denne bestemmelse skal have undtagelsens karakter.

Folketinget fører nøje kontrol med min embedsførelse og kræver statistikker for at holde kontrol med antallet af tilladelser, der i øjeblikket ligger på godt 200 om året.

Antallet af tilladelser er i den menneskealder, bestemmelsen har været gældende, vokset, også fordi praksis er ændret. Men den praksisændring sker netop kun efter nøje overvejelse af konsekvenserne, så alle får samme ret. Og da det er Folketinget, der har fastsat loven, foretages praksisændringer kun efter underretning til Folketinget, der til enhver tid vil kunne gribe ind ved at stoppe lempelse af praksis eller ændre bestemmelsen. Interesserede kan følge med på ministeriets hjemmeside under praksisnoter.

Sagsbehandlingen foregår i Integrationsministeriet. Jeg får forelagt de sager, der efter ministeriets opfattelse bør udløse tilladelser, samt de sager, der ikke står til oplagt afslag, eller – hvis en sag bør udløse overvejelser om justeringer af praksis – indkaldelse af ordførere eller forelæggelse for Folketinget. Ikke to sager er helt ens. Har jeg været i tvivl om en sag, er tvivlen kommet ansøger til gode.

Jeg har ansvaret for at sørge for, at der sker en meget omhyggelig konkret og individuel vurdering af den enkelte ansøgning. Og allerede fordi tilladelserne gives individuelt, kan der altså ikke gives tilladelse til grupper, og det vil jeg ikke ændre på, for så skal som nævnt alle andre, f.eks. børnefamilier, der bare nægter at rejse, have tilladelse.

Der er den ventil til at give humanitær opholdstilladelse til afviste asylsøgere, der skal være. Er man meget syg, bliver man naturligvis ikke udsendt, og kan man f.eks. ikke blive behandlet i hjemlandet for alvorlig sygdom, eller er den meget kostbar, og den enkelte ikke kan betale, kan der blive tale om humanitære opholdstilladelse.

I helt særlige tilfælde kan der også gives humanitær opholdstilladelse til enlige personer og familier med mindre børn fra områder, hvor der hersker ekstremt vanskelige levevilkår, f.eks. som følge af hungersnød, men også i disse sager er vurderingen individuel.

Den omstændighed, at forholdene for ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være dårlige eller generelt usikre, udløser ikke i sig selv en opholdstilladelse.

De nuværende levevilkår i Irak – uanset hvor vanskelige, de måtte være, og uanset hvor megen medynk, vi alle har med hele den lidende verden – udløser heller ikke i sig selv en opholdstilladelse. Flygtningenævnet har jo netop afgjort, at de, der søger om humanitær opholdstilladelse, ikke er individuelt forfulgt og derfor ikke kan få flygtningestatus.

Det er altså urigtigt, når Danmarks kendisser nu står frem og hævder, at jeg bare kan give en humanitær opholdstilladelse. Det kan jeg ikke, og jeg vil ikke tage skridt til at ændre praksis eller lov for at indføre den uretfærdighed, at de, der sætter sig ud over loven, skal belønnes.

Jeg vil ikke lade mig presse af de selvudråbte næstekærlige mennesker, der sender mig hadefulde og truende breve, hvorved de ufrivilligt demonstrer, at næstekærligheden så sandelig ikke er et sindelag, men ren politik og kun vedrører særligt udvalgte grupper.

Jeg lader mig heller ikke presse af klager over, at tvangsmæssigt udsendte ikke kunne få de skatteyderfinansierede cykler og tv og køleskab og møbler med hjem som hånd- bagage i flyveren. De må som alle andre rejsende vente på at effekterne eftersendes. De er er desuden alle igen og igen vejledt om, at de får større indflydelse på hjemsendelsen, hvis de selv medvirker i planlægningen.

Der vil altså ikke blive fremsat nye love eller blive givet humanitære tilladelser i strid med loven, som blot lokker nye asylsøgere hertil med en forventning om, at man kan komme til Danmark, få afslag på asyl og opholde sig i en kirke og så alligevel få asyl.

Udsagnene om, at der jo alene er tale om en lille gruppe, udtrykker ønske om en uhyggelig form for særbehandling, der tillige er en hån mod alle dem, der pænt er rejst hjem. Synspunktet giver de voldsmænd, der bekæmper lovlige afgørelser og politiets arbejde, vind i sejlene. Men først og fremmest er synspunktet en bombe under retsstaten.

Derfor har jeg i en menneskealder i skrift og i tale i bekæmpet særlove og anden vilkårlig retsudøvelse. Den kamp agter jeg at fortsætte.