Kronik: Den danske supermodel

»Hvad er kapitalismens fremtid?« spurgte erhvervsmagasinet Business Week for nylig på sin forside i kølvandet på kollapset. Måske ligger svaret i Danmark. Men mens resten af verden vender blikket mod Danmark, har vi selv svært ved at forklare vores succes. VL 67 har derfor arrangeret konferencen VL-Døgnet 2009, der finder sted 2.-3. februar i Skuespilhuset.

Foto: Scanpix

USA har skuffet verden. Den amerikanske model, med sin en ubændige tro på de frie markedskræfter, hvor enhver er sin egen lykkes smed, er brudt klynkende sammen. Staten har været nødt til at redde Wall ­ Streets mest kapitalistiske institutioner med vognlæs af skatteydermidler. Hundreder af tusinder amerikanere mister deres arbejde, taber deres arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer og må sætte huset på tvangsauktion, uden at være i stand til at tage vare på deres egen lykke.

»Hvad er kapitalismens fremtid?« spurgte erhvervsmagasinet Business Week for nylig på sin forside i kølvandet på kollapset.

Måske ligger svaret i Danmark. I hvert fald vender store dele af verden blikket mod os som rollemodel og inspirationskilde i disse år. Sagen er, at Danmark længe har ligget i tæt kapløb med USA om at være verdens mest konkurrencedygtige nation:

• Danmark er nr. tre i verden målt på konkurrenceevne ifølge Global Competitiveness Report 2008, med USA – før faldet – som nr. 1, og Schweiz på andenpladsen.

• Ifølge Deutsche Bank er Danmark nr. 1 i verden til at tiltrække private investeringer til iværksættervirksomheder.

• Både det amerikanske erhvervsmagasin Forbes og det britiske The Economist har kåret Danmark som verdens bedste nation at drive forretning i.

• Ifølge IBM og Economist Intelligence Unit er Danmark nr. 1 i verden til at drive e-business

• Både OECD og IMF har udnævnt den danske arbejdsmarkedsmodel til verdens bedste og EU ophøjede sidste år den danske arbejdsmarkedsmodel til officiel EU-politik.

• European Labour Network for Economic Policy har udnævnt danske jobs til verdens bedste.

Og så har Danmark verdens lykkeligste befolkning. Det fremgår blandt andet af Leicester Universitys globale lykkeundersøgelse. Intet sted er folk mere tilfredse med livsvilkårene og livsudfoldelsesmulighederne, end her. Hvilket også har betydning for konkurrenceevnen. Finanshuset Russell Investment Group har regnet ud, at virksomheder med glade og tilfredse medarbejdere giver et tre gange så stort afkast, som andre virksomheder. Så lykke tæller på bundlinien – og adgang til en lykkelig arbejdsstyrke styrker konkurrenceevnen.

Intet under, derfor, at Robert Kuttner fra den amerikanske tænketank Demos for nylig i det ansete magasin Foreign Affairs fremhævede den danske samfundsmodel med kombinationen af fri markedsøkonomi og kollektiv velfærdsstat som en vinderformel, andre lande med fordel kan lade sig inspirere af – ikke mindst USA.

Så hvad er det, vi kan i Danmark, hvor høje lønninger, høje skatter, høje fagforeningsprocenter, lange ferier og en stor, allestedsnærværende offentlig sektor ifølge den økonomiske ortodoksi burde gøre det nærmest umuligt at begå sig i en kapitalistisk verden, for slet ikke at tale om at spurte fra alt og alle andre?

Har vi selv forstået, hvad den danske model går ud på, og hvad den kan - eller har vi haft for travlt med at holde øje med mislydene og misunde alt, hvad der er amerikansk, til at have tid til at udforske og forstå vores egne styrker?

Når Dansk Industri blander sig i den samfundsøkonomiske debat med afsæt i erhvervsmagasinet Forbes kåring af Danmark som bedst til forretning, så sker det med vanlig skepsis under overskriften »Er vi virkelig nummer 1?« Mens den liberale tænketank CEPOS hamrer løs på offentligheden med budskabet om, at skatten skal ned, hvis Danmark ikke skal forgå.

Det er et problem, at der ikke er større nyfigenhed i Danmark om de danske styrker og succeser. Ikke fordi vi skal prale og hensynke i selvfedme. Ikke fordi alt fungerer upåklageligt og svaghederne er ubetydelige. Selvfølgelig skal vi arbejde med problemerne. Ingen tvivl om, at det danske skattesystem kan indrettes mere hensigtsmæssigt, at den danske integrationsindsats er katastrofal, og at for mange unge og ældre bliver tabt af systemet.

Men det er ikke svaghederne, vi vinder på. Man vinder på sine styrker. Og hvis vi ikke har en klar forståelse af, hvorfor vi har udviklet løsninger, der hjælper os til fremgang i den globale økonomi, og hvorfor netop vores løsninger fungerer så godt, så risikerer vi at sætte styrkerne over styr.

For eksempel var vi ved at kassere nøgleprincipperne i det danske realkreditsystem, som storinvestoren George Soros berømmer som »verdens bedste«, og som Soros Foundation for nogle år siden hjalp Mexico med at indføre der. Dengang advarede Alan Boyce fra Soros Foundation i Financial Times om, at »Danmark er på vej til at kassere verdens bedste realkreditsystem.«

Heldigvis endte vi med at bevare modellen. Uheldigvis kopierede USA den ikke. Ifølge George Soros ville den danske model have forhindret, at de to vigtige amerikanske realkreditinstitutter Fannie Mae og Freddy Mac havnede i en så dyb krise, at regeringen var nødt til at træde til med en omfattende skatteyderfinansieret redningsaktion.

Det burde ikke være nødvendigt med udenlandske advarsler, for at vi skal lade være med at nedbryde, hvad der fungerer godt i Danmark. Den indsigt burde vi selv have. Det kræver imidlertid, at vi også i Danmark interesserer os for hvad vi er gode til og hvorfor vi er det.

Harvard-professor Lawrence Harrison, leder af Cultural Change Institute på Tufts University i USA, har forsket i den danske succesmodel, som vi i vid udstrækning deler med de øvrige nordiske lande. Ifølge Harrison bygger succeserne på kulturelle forhold, altså vore værdier og holdninger – de styrer hvordan vi tænker, vælger og formulerer løsninger. Han advarer netop mod manglende nyfigenhed og selvforståelse. Vi bør ifølge Harrison passe på, at de dyder, der har bragt os så langt, »ikke sygner hen på grund af efterladenhed og forsømmelse.«

Forstår vi selv den danske succesmodel? Eller skal vi virkelig have amerikanerne til at forklare os den?

Hvad værre er, hvis vi ikke klart forstår hvorfor Danmark er en rollemodel for meget af resten af verden i dag, så bliver det vanskeligt at diskutere, hvordan vi sikrer, at vi også er det om 20 år. Verden er i rivende forandring. Udviklingshastigheden er historisk stor. Nye økonomiske supermagter vokser frem, som kan redefinere vilkårene for succes. Og samtidig står vi med en finanskrise, hvis konsekvenser vi endnu kun kan gisne om. Kan den danske model stå distancen? Dette er en tid, hvor det er afgørende at kende sig selv. Styrker såvel som svagheder.

Desuden skylder vi resten af verden et bedre svar på spørgsmålet om, hvad hemmeligheden bag den danske succesmodel er, som rækker længere end at det danske arbejdsmarked er meget velfungerende.

Derfor har danske erhvervsledere sat ’den danske supermodel’ på dagsordenen for den årlige konference VL-Døgnet 2009, som bliver afviklet i løbet af den 2. og 3. februar med rekordstor deltagelse af 600 topledere.

Til mødet kommer blandt andre den amerikanske tænketankleder Robert Kuttner, som sammenligner den danske og amerikanske model, den internationale ledelsesekspert Costas Markides fra London Business School, som forklarer hvorfor social dansk ledelse og selvstændige danske medarbejdere repræsenterer en unik styrke, og den ærkerepublikanske amerikanske topchef Jim Goodnight, som har opbygget succesvirksomheden SAS Institute efter en opskrift med sociale ydelser og jobtryghed, der til forveksling ligner den danske velfærdsmodel.

Formålet er at skabe en dybere forståelse af, hvad Danmark kan, for ’yes, we can’ også her. Faktisk mere end de fleste. Men det er da ubærligt at være rollemodel for fremtidens kapitalisme, og være de sidste til at forstå hvorfor.

VL 67 er en gruppe i netværket Dansk Selskab for Virksomhedsledelse.