Kronik: Den dag Tyskland blev til

Allan Antoni Lund: Tysklands historie begynder officielt den 16. januar 1871. Men en del tyskere mener, at Tysklands tilblivelse fandt sted langt tidligere, nemlig i år 9, da en germansk hær under ledelse af Arminius udraderede tre romerske legioner i et slag ved Teutoburger Wald. 2.000-års dagen for slaget markeres i morgen af blandt andre kansler Angela Merkel.

Foto: Jens Hage
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I morgen, den 15. maj 2009, åbner i Kalk­riese, et ubetydeligt sted i Nordvesttyskland, en ny udstilling til minde om tre romerske legioners formentlig totale udryddelse samme sted for 2.000 år siden. Til åbningen, hvortil der forventes en tilstrømning af 50.000 besøgende, er blandt andre den tyske kansler, dr. Angela Merkel inviteret. Set med danske øjne er hendes tilstedeværelse stor ståhej for ingenting. Men set med tyske øjne har denne begivenhed lige så stor nationel betydning som en royal nyåbning af en særudstilling i Jelling i år 2968 i anledning af 2000-året for Danmarks fødsel og dåb.
Begivenheden giver stof til eftertanke. For år 2009 er et jubilæumsår: Nogle fejrer 200-året for Charles Darwins fødsel hhv. 150-året for hans udgivelse af The Origin of Species. Andre fokuserer på 2009 som astronomi-år, fordi det er 400 år siden, at Galileo Galilei rettede sit teleskop imod nattehimlen. Atter andre celebrerer et 2.000-års jubilæum til minde om slaget ved Teutoburger Wald. Mens de to første jubilæer hædrer internationale videnskabelige bedrifter, er anledningen til det tredie en uvidenskabelig, national begivenhed. Og den ville som sådan nok være blevet glemt, hvis der ikke i datiden var blevet skrevet om den.
De skrifter, der er tale om, beretter om den germanske anfører Arminius, som i spidsen for landsmænd nedkæmpede den romerske hærfører Varus og dennes tre legioner ved Teutoburger Wald. Efter at skrifterne herom var blevet genopdaget og læst i renæssancen først i 1500-tallet, blev Arminius ophøjet til germansk (= tysk) folkehelt. Og den ukendte dag i september 9, hvor slaget stod, blev med tiden til den dag, hvor Tyskland (= Germanien) blev til som idé.
Tysklands historie begynder officielt den 16. januar 1871, datoen for Det Tyske Riges grundlæggelse. Nogle tyskere mener dog, at landets historie begynder allerede i år 113 f.Kr., hvor cimbrerne pludselig out of nowhere dukkede op nord for Alperne og skabte furore og frygt i Rom. For andre er Tyskland som idé lidt yngre: De sætter dets tilblivelse til september år 9. Denne opfattelse repræsenteres blandt andre af arrangørerne af den ny udstilling af Tysklands historie på Deutsches historisches Museum i Berlin. Som dén skelsættende historiske begivenhed, der symbolsk markerer Tysklands tilblivelse, regnes altså de tre romerske legioners nederlag ved Teutoburger Wald. De blev fuldstændigt slået og totalt udraderet af germanske stammer. Det var et for romerne forsmædeligt nederlag og tab, der gjorde, at de tre legioner aldrig mere blev genoprettet: De blev ofre for aktiv glemsel (damnatio memoriae).

September år 9 står med andre ord som symbol for den dag, da germanerne en bloc trådte i karakter og stoppede Det Romerske Imperiums forsøg på at kolonisere og romanisere det germanske område mellem Rhinen og Elben, med det resultat at latin forblev et fremmedsprog i de nordeuopæiske regioner. Set i dette perspektiv er der tale om en verdenshistorisk begivenhed. Det har blandt andre den prominente historiker, nobelpristageren Theodor Mommsen (1817-1903), givet udtryk for, men det er blot en del af myten om Arminius som Germaniens befrier. Grundlaget for myten blev skabt af den romerske historiker Tacitus. I sit hovedværk Annales (»Årbøger«), skrevet lidt mere end 100 år efter nederlaget, gav han – efter at Arminius i år 21 var blevet dræbt af sine landsmænd – denne vurdering af hans historiske betydning:
»Arminius var ubestrideligt Germaniens befrier, og til forskel fra andre konger og hærførere udfordrede han ikke romerfolket i dettes spæde opvækst, men Imperiet i dets fulde blomstring«.
Denne vurdering medførte efter genopdagelsen og udgivelsen af Annales i 1515, at Arminius fik sin rolle som hele Tysklands (= Germaniens) befrier, selv om Germanien for romerne kun omfattede områderne mellem Rhinen og Elben. Tacitus’ vurdering holder ikke, hvis man relaterer Arminius’ indsats til romernes nederlag. Romerne genoptog i årene, der fulgte, kampen og fortsatte forsøget på at oprette en romersk provins i området mellem Rhin-grænsen og floden Elben. Først med udgangen af år 16 blev dette forehavende endeligt opgivet. Omkostningerne var for store, gevinsten for lille.
Romernes forsmædelige nederlag er gennem tiden blevet tolket af langt de fleste som en romersk-germansk militær konfrontation. Denne opfattelse er næppe historisk korrekt. Der var i begyndelsen snarest tale om en intern romersk militærrevolte, anført af germaneren Arminius, der også var romersk officer og borger. Denne revolte udviklede sig til et lokalt germansk oprør mod romersk dominans i området, repræsenteret ved general Varus. Der er derfor ikke grundlag for at tale om, at germanerne anført af Arminius ville skabe et imperium som modvægt til Imperium Romanum. Det er en fantasifuld tanke, som Der Spiegel 15.12.08 har citeret en kendt tysk historiker for: »Han (Arminius) ville skabe en ligeberettiget modvægt til Det Romerske Imperium«.

Spørgsmålet om, hvor slaget stod, har gennem tiden været stærkt omdiskuteret. I mere end 700 artikler er et tilsvarende antal forskellige lokaliteter i moderne tid blevet udpeget som stedet, hvor det fandt sted. Det forbløffende store antal af (u)videnskabelige bidrag viser symptomatisk den uenighed, der hersker i dette spørgsmål. Det sted på tysklandskortet, der i vore dage bærer navnet Teutoburger Wald, har først fået sit teutonisk klingende navn i 1600-tallet, fordi lokalpatrioter dér mente, at slaget havde stået netop i deres Heimat. Stedet blev derfor omdøbt til Teutoburger Wald. Det er med andre ord kun det latinske stednavn, som er autentisk og historisk interessant. Dermed begynder problemerne, for stednavnet Teutoburgiensis saltus er kun overleveret én gang, nemlig i første bog af Tacitus’ »Årbøger«. Det findes i en sammenhæng, der kan lokaliseres til området mellem floderne Ems og Lippe, »der ikke ligger så langt fra Teutoburger Wald, hvor det forlød, at de jordiske rester af Varus’ legioner lå ubegravede hen«.
I år 15, dvs. 6 år efter slaget ved Teutoburger Wald, fik den romerske general Germanicus mulighed for at jordfæste skeletterne af de dér faldne romere. I den forbindelse besigtigede han resterne af Varus’ lejr, der tog sig således ud:
»Først frembød Varus’ lejr ved sit vældige omfang og sin store forsamlingsplads synet af tre legioners værk. Dernæst kunne man på den halvvejs sammenstyrtede vold og den lave grav erkende, hvor de allerede decimerede styrker havde indtaget deres sidste stilling. Midt ude i det åbne terræn lå hvidnede skeletter enkeltvis eller flere sammen, alt efter om romerne havde forsøgt at flygte eller at forsvare sig. Ved siden af dem lå brudstykker af våben og skeletdele af heste. Samtidig så man dødningehoveder naglede fast til træstammer, og i de nærliggende lunde stod barbarernes altre, på hvilke de havde slagtet og ofret militærtribuner og centurioner af første rang«.
Beskrivelsen røber, at Germanicus er kommet til et indviet germansk område, der tjener to formål. Det er dels indrettet som en helligdom til minde om germanernes sejr, dels som en advarsel til romerne. Det viser de på træstammer fastnaglede kranier, hvis betydning ikke var romerne ukendt: De var selv hovedjægere. Germanicus synes ikke at have ænset dette, idet han lader opføre en gravhøj over de faldne, en gravhøj som germanerne året efter sløjfer.
Denne beskrivelse af lejren indeholder intet, der direkte lader sig relatere til fundstedet i Kalkriese, hvor der ikke er fundet spor af en militærlejr. Det vigtigste indicium for en sammenhæng er de talrige møntfund, af hvilke ingen er yngre end år 9, hvoraf en del endog er præget mellem år 7 og 9. Opfattelserne er delte mellem arkæologer og historikere, men stadig færre forskere er rede til at opfatte Kalkriese ved Osnabrück som stedet, hvor Varus og hans tre legioner blev definitivt nedkæmpet. Dét, at Tacitus kun taler om én lejr og beskriver den som valpladsen, umuliggør denne tolkning.
Dette ændrer dog næppe ved, at mange også i år vil fejre Arminius som hele Germaniens befrier, hvad han ikke var. I alle tilfælde finder der mindehøjtideligheder sted i forbindelse med åbningen af en ny udstilling på museumsparken i Kalkriese i morgen.