Kronik: Danmark som foregangsland – for Kina

I disse år tages de afgørende beslutninger, der vil lægge sporene til den kinesiske velfærdsstat. Den økonomiske krise og behovet for at sætte skub i forbruget bruges nu aktivt til at sætte omfattende velfærdsreformer på dagsordenen. Nis Høyrup Christensen, Lars Bo Kaspersen, Ove Kaj Pedersen, Søren Kaj Andersen og Bo Bøgeskov skriver

Foto: Lars Andersen

Da Poul Nyrup i 1990erne talte om Danmark som foregangsland havde han nok ikke drømt om, at det ville blive som foregangsland for Kina. Men det er ikke desto mindre ved at ske.

Den kinesiske præsident, Hu Jintao, har med begrebet »Det Harmoniske Samfund« åbnet en politisk platform i Kina, hvor der nu diskuteres velfærdsydelser, rettigheder og social ulighed. En af de mest indflydelsesrige tænketanke under den kinesiske regering, China Development Research Foundation, har således netop præsenteret det første kinesiske livtag med en universel velfærdsstatsmodel, dvs. med lige adgang til sociale ydelser for forskellige befolkningsgrupper.

Det er et ekstremt ambitiøst forslag i et land med massiv og stigende ulighed både i indkomst og i rettigheder mellem specielt land- og bybefolkningen.

Debatten om en kinesisk velfærdsstat foregår bl.a. i de akademiske miljøer, i partiets egne rækker og i de indflydelsesrige tænketanke, der konstant fodrer den kinesiske regering med de idéer, som bliver til morgendagens politikker.

Ved hjælp af en bevilling fra Videnskabsministeriets Kina-initiativ har Center for Business and Politics fra CBS fået mulighed for at følge op og udvide samarbejdet om forskning i velfærdsstater med en række af disse indflydelsesrige institutioner. Eksempelvis Peking Universitet, Chinese Academy of Social Science samt China Development Research Foundation. Her fik vi et unikt indblik i de tanker, der vil forme den kinesiske velfærdsstat.

Groft sagt er der tre modeller, kineserne kan sigte mod: Den tyske, der er baseret på arbejdsgiverindbetalinger; den liberale amerikanske model der er båret af private forsikringsordninger; eller den nordiske skattefinansierede universelle velfærdsmodel.

Og som det land med den mest fleksible model af de nordiske lande, er det blevet Danmark, kineserne nu forsøger at kigge over skuldrene. Samtidig er den kinesiske regering fuldt ud klar over, at den danske model ikke bare lader sig eksportere.

De enkelte elementer skal vurderes og tilpasses en kinesisk kontekst. Denne indsigt har netop været opskriften på, hvordan Kina har reformeret sig selv. En af de vigtigste politiske udmeldinger, der skabte muligheden for udbygningen af det moderne Kina, var, at marxismen skulle tilpasses kinesiske forhold.

Dette ideologiske kneb åbnede for den berømte pragmatisme, der har kendetegnet Kina både under og efter Deng Xiaoping. Og det er med den samme tilgang, at Kina nu ser mod Danmark for løsningen på en række af landets mest presserende problemer.

Under Mao-tiden forsøgte man at organisere alle i arbejdsenheder og derigennem dække alle velfærdsbehov. Men siden Kinas voldsomme markedsreformer blev påbegyndt sidst i halvfjerdserne, er dette system gradvis faldet fra hinanden. Kineserne har oplevet en massiv økonomisk fremgang, men prisen har været, at de nu selv skal betale for både uddannelse, sundhed og bolig.

Forslaget fra China Development Research Foundation, som blev lanceret første gang under et symposium med Center for Business and Politics, går på at etablere et veludbygget velfærdssystem mere eller mindre fra scratch.

Derefter skal adgangen til systemet udbredes til alle befolkningsgrupper og endeligt skal niveauet for ydelserne gradvis løftes. Forslaget sigter mod forbedringer inden for seks områder.

For det første skal al egenbetaling til de ni års obligatorisk skolegang fjernes og børn fra familier med lav indkomst, specielt fra landområderne, tildeles en række støttemuligheder. Eksempelvis et års gratis erhvervsuddannelse efter endt skolegang.

For det andet skal der etableres et fuldt dækkende pensionssystem for både land- og bybefolkning samt for de mange millioner af løsarbejdere.

For det tredje skal der iværksættes en aktiv beskæftigelsespolitik med fokus på erhvervsuddannelse og bedre service til arbejdssøgende.

Der tales også om arbejdsløshedsunderstøttelse, hvilket i første omgang skal udvikles for arbejdsløse i byerne og først efterfølgende udvides til landbefolkningen.

For det fjerde sigtes der mod at udbrede det nuværende sygeforsikringssystem for ansatte i byerne til at dække helt op til 90 procent af befolkningen.

For det femte en forbedring og udbygning af minimums forsørgelsen, så det dækker alle udsatte grupper med særlige behov, eksempelvis handicappede. Som det sidste og sjette punkt nævnes en forbedring af den nuværende boliggaranti for land- og bybefolkning, samt en stigning i udbuddet af boliger med lav leje.

Dette er yderst ambitiøse og ikke mindst økonomisk tunge forslag. Men som de første i Kina har China Development Research Foundation forsøgt at regne på, hvad en sådan skattefinansieret model vil koste. Pris i finansåret 2012 vil være 2.597 milliarder yuan, hvilket vil skulle stige til hele 5.738 milliarder yuan i finansåret 2020.

En sådan udskrivning vil tvinge den kinesiske stat til at øge udgifterne til velfærd fra det nuværende niveau på 27 procent til 33 procent af statens budget allerede i 2012. For at sådan en manøvre skal lykkes vil forudsætningen være, at væksten fortsat ikke falder til under otte procent om året.

Timingen for dette forslag til en kinesisk velfærdsstat kunne ikke være meget bedre. Den økonomiske krise har nemlig også ramt Kina og det sætter skub i reformtempoet.

Krisen bruges således aktivt til at påbegynde en omlægning af økonomien, hvor der lægges mere vægt på at øge det indenlandske forbrug frem for at være så afhængig af eksport som tilfældet er i dag.

Og præcis i denne omlægning bliver velfærdsydelserne et vigtigt punkt. Kineserne sparer nemlig de fleste af deres penge op, fordi de ved, at de selv skal klare sig, hvis de bliver arbejdsløse, syge eller vil give deres børn en uddannelse.

Hvis den kinesiske stat vil have mere gang i forbruget i Kina er der derfor kun én vej: Den må levere nogle velfærdsydelser og dermed fjerne den usikkerhed om fremtiden som i øjeblikket tvinger kineserne til at spare op.

Man kan stille sig selv spørgsmålet, om ikke Kina simpelthen er for langt fra Danmark – ikke bare i geografisk forstand. Med et BNP per capita målt i købekraft på 5.800 $ sammenlignet med 35.600 $ for Danmark, er der unægtelig langt igen. Men omvendt så ved kineserne, at de beslutninger, de tager nu, vil få afgørende betydning for hvilken model de ender med om 20 – 30 år.

Både i forhold til skattemodel, fleksibilitet og konkurrencedygtighed. Det er nemlig sådan, at den slags beslutninger har en bindende karakter. Hvis man eksempelvis finansierer pensionen via arbejdsgiverindbetalinger, over skatten eller via egen betaling, så er det ikke sådan lige at lave om på 20 år senere. Derfor er det i disse år at kineserne skal tænke sig godt om.

På den baggrund er det glædeligt, at man fra Videnskabsministeriet og sammenslutningen af danske universiteters side, har valgt at satse på bl.a. forskning i velfærdsstater i det forskningssamarbejde, der skal bære det kommende dansk-kinesiske universitetscenter i Beijing.

Danmark får her en unik mulighed for at være med helt fremme på et af de mest dynamiske forskningsområder med enorm betydning for morgendagens Kina.