Kronik Borgerligt selvmål

De VK-politikere, som var bemærkelsesværdigt hurtige til at forsvare skattereform-forliget med, at det var »det muliges kunst«, kan kun slippe af sted med det, fordi de satser på, at de fleste vælgere ikke kan gennemskue de rette sammenhænge, eller hurtigt interesserer sig for noget andet. Hvorfor? Svaret er simpelt, men kynisk.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udlægningen af skattereformen lå lige for: Venstre og Konservative prøvede at få lempet topskatten, men man skal jo »kunne tælle til 90«, og Dansk Folkeparti ville ikke være med til dét, fordi man gerne vil sikre »social balance«. Til gengæld fik man så en reform, som regeringens ministre med egne ord er »meget tilfredse med« og en, der giver den »største« skattenedsættelse i dansk historie. Sådan lyder historien, og det er en god historie – lidt for god.

For det første var det aftalt spil på forhånd, at topskatten ikke skulle lettes. Som denne avis kunne fortælle to dage før, forliget blev formelt indgået, var der allerede weekenden før opnået en uformel forståelse mellem VK og Dansk Folkeparti: At man ville nå en aftale meget lig den endelige. Først et par dage senere blev regeringens forslag præsenteret offentligt, og så gik der omtrent en uge med spil for galleriet, hvor Pia Kjærsgaard fik lov til at sige, at det var ultimativt, at man ikke vil være med til at nedsætte topskatten, alt imens finansministeren mere spagt sagde, at en nedsættelse af topskatten da bestemt var vigtig, men at det nok ville blive svært. Enhver med blot lidt kontakter til centraladministrationen eller Christiansborg kunne i god tid opsnuse, at slutningen var givet på forhånd. Ja, faktisk sagde statsministeren selv noget lignende allerede i januar, da ministrene mødtes til regeringskonference. Dengang forudså han, at resultatet ville blive forhandlet til ende af VKO alene, og at det ville ende med noget i retning af, hvad man fik.

En sådan strategi forklarer også bedre Venstres »kursskifte« vedrørende topskatten. Det virkede næsten for utroværdigt, at partiet pludselig skulle være tilhænger af en lempelse, når nu man de seneste fem år talrige gange har kunnet høre ledende V-ministre – Anders Fogh Rasmussen, Thor Pedersen, Lars Løkke Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen – lægge afstand til netop specifikt dette. Mest mindeværdigt formodentlig i sidstnævntes ord om, at man ikke ville være et parti for folk med badebro og en lystbåd i Skovshoved Havn. Set i dét lys er det slet ikke så overraskende, at den Konservative partileder, Lene Espersen, internt pålagde partiets skatteordfører ikke at køre frem med, at man ville have skatten på den sidst tjente krone ned på 50 pct. Den slags ambitioner var man aldrig klar til at gå seriøst efter. Og så forstår man også bedre, at finansministeren ikke kæmpede hårdere.

Ukorrekthed nr. 2 er, at forliget skulle medføre en egentlig skattelettelse. Der er tale om en skatteomlægning, hvor nogle skatter lettes, og andre forøges eller nye indføres – og hvor der ikke gives fuld kompensation. Det er naturligvis korrekt, at flere dele af reformen betyder en sænkning af marginalskatten, og det er der isoleret grund til at glæde sig over. Men mens denne nok er stor for dansk skattehistorie, er den ikke bemærkelsesværdig i internationalt perspektiv, hvor en lang række, mindre hårdt beskattede lande har sænket marginalskatterne mere. Frem for alt ser sænkningen af marginalskatten kun stor ud målt i procentpoint, fordi vi allerede har verdens højeste skatter.

Langt vigtigere er imidlertid, at skatteomlægningen qua dens form betyder flere skatteindtægter til staten og formodentlig reelt en stigning i skattetrykket, fordi den er kraftigt overfinansieret. Alle reformens »dynamiske effekter« går til at øge den offentlige sektor. Dét er en facet, som regeringens medlemmer har gået meget stille med.

Det var ellers ikke nødvendigt. I kommissoriet for Skattekommissionen var der åbnet op for, at der kunne foreslås reformer, hvor man skar i de offentlige udgifter. Man kunne også – som ved regeringens tidligere skatteomlægninger – have valgt, at de dynamiske effekter skulle komme skatteyderne til gode. Dansk Folkeparti havde tidligere stillet sig ikke helt afvisende over for topskattelettelser, og al erfaring viser, at partiet som regel kan bestikkes med lidt »symbolpolitiske« sejre, f.eks. på rets- eller indvandrerområdet.

Havde VK virkelig villet en lettelse af topskatten, kunne man også have truet DF med valg. Regeringer er gået af for mindre end ikke at kunne komme igennem med deres skattepolitik, og som meningsmålingerne ser ud, ville det ikke have været sjovt for DF at skulle gå til valg på, at man havde væltet en borgerlig regering til fordel for et rødt kabinet. Men det fravalgte VK – bevidst må man gå ud fra. Dermed kan de mange fagøkonomer og det flertal af danskerne, der ifølge meningsmålinger ellers stod bag en lettelse eller afskaffelse af topskatten, nu skyde en hvid pind efter den – formodentlig i årtier.

For det første har skatteomlægningen betydet, at den høje topskat, som efterhånden betaltes af så ganske mange danskere, at det næsten var reglen snarere end undtagelsen, nu kun rammer en højere indtægtsgrænse. Det kan nogle mene er en god ting i sig selv, men de forvridende effekter er stadig kraftige, og de politiske konsekvenser er store: For nu er topskatten i højere grad blevet præcis den »rigmandsskat«, som venstrefløjen (inklusive Dansk Folkeparti) fejlagtigt hævdede, den var. Nu er det bare politisk endnu mere uspiseligt at fjerne den.

For det andet vil den ellers synlige indkomstskat nu blive lagt over på en række mere usynlige afgifter, hvilket i realiteten vil gøre skattetrykket mindre gennemskueligt.

For det tredje er skattestoppet – regeringens eneste virkelige succes – nu blevet brudt af regeringen selv. Det blev indført for at lægge en dæmper på væksten i de offentlige udgifter, men da regeringen har ladet disse løbe løbsk, har man valgt at kunne få flere penge i kassen.

Men sidst – og værst – så har regeringen med forliget nu de facto givet Dansk Folkeparti vetoret over for alle skattelovsændringer indtil 2019, og Kristian Thulesen Dahl har hurtigt slået fast, at det dermed reelt er slut med enhver form for skattelettelser de næste ti år. Hvis man tror, at V og K så alligevel – som spartanerne ved Thermopylæ – vil stå på deres og kæmpe for lavere skatter i fremtiden, har man ikke bidt mærke i, at f.eks. De Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, allerede har taget dette til efterretning og udtalt, at partiet er »glad for den skattereform, der er lavet, og den skal have lov til at virke. Det er ikke sådan, at vi vil kaste os ud i nye projekter i morgen«. Altså: Vi gider, ligesom Venstre, heller ikke tale skattelettelser.

Alt i alt er der altså ikke tale om, at man »fik det forlig, man kunne.« De VK-politikere, som var bemærkelsesværdigt hurtige til at forsvare skattereform-forliget med, at det var »det muliges kunst«, kan kun slippe af sted med det, fordi de satser på, at de fleste vælgere ikke kan gennemskue de rette sammenhænge, eller hurtigt interesserer sig for noget andet. Men hvorfor skulle det overhovedet ende sådan? Altså, hvorfor skulle V og K lade som om, at de forhandler om at afskaffe topskatten, når man allerede havde opgivet? Og at man i realiteten indgår et forlig, der som konsekvens har, at man ikke længere kan arbejde for skattelettelser?

Svaret er simpelt, men kynisk. For det første ved VKO, at det er sjovere – mere populært – at bruge skattekroner på udvalgte vælgergrupper, end det er at lade skatteborgerne i almindelighed beholde deres egne indkomster. For det andet har man på denne måde kunnet lave en ’win-win’: V og K har over for kernevælgerne kunnet give indtryk af, at man sloges for en skattenedsættelse og en lettelse af topskatten. DF har kunnet få lov til at se ud som om, man er regeringens »sociale garant«, og V og K har så kunnet give efter uden at tabe ansigt. Slut­resultat: Man ser ud som om, man har fået gennemført noget. Samtidig opnår man, at der i de næste mange år ikke kan diskuteres de skattelettelser, som egentlig ikke er så sjove at gennemføre.

Hvis man er borgerligt-liberal i en eller anden forstand, og dermed må antages at ønske lavere skatter, mere markedsøkonomi, og større og bedre incitamenter til en produktiv adfærd, så er reformen en pyrrhussejr. Man langtidssikrer en af de mest velfærdsforvridende af alle danske skatter. Man giver Dansk Folkeparti den vetoret over for skattelettelser, som partiet har sagt, man vil bruge. Man bryder skattestoppet, løber fra egne løfter, og man lægger grunden for en stigning i skattetrykket. Jo, skattereformen er et skridt fremad – men samtidig er den en trippen på stedet, et spring til siden og to hop bagud.