Kronik: Azady

Farshad Kholghi »Jeg går væk fra min computer, som har været mit trofaste instrument i mange år som satiriker. Jeg skifter mellem CNN, BBC, TV2 NEWS, TV Avisen og tjekker nettet konstant. Håbefuldt og med en snert af angst følger jeg med i begivenhederne i mit gamle land, Iran. Er det, jeg ser, virkeligt? Eller er det genudsendelser fra 1979?«

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Azady betyder frihed på persisk. Det er det smukkeste ord, jeg kender. Jeg tror, ordet frihed lyder smukt på ethvert sprog. Frihed er ikke blot et ord, der bliver brugt i rørende musicals som Les Miserables eller spændende spillefilm om Anden Verdenskrig. Frihed er grundlaget for menneskeheden. Frihed er ubetalelig og kan aldrig købes. Frihed er tidløst. Det er frihedens fjender også. De eksisterer i alle tider og manifesterer sig enten i politiske ideologiers stramme uniformer eller religiøse turbaner. I skrivende stund marcherer modige iranere i Teherans gader og andre byer i Iran, med et klart ønske: Frihed.

Jeg kigger på det indrammede familiebillede, som altid står fremme. Det er et billede af min far, mor og mig. Min far holder om mig og min mor. Han kigger direkte ind i kameraet og smiler. Min mor kigger på mig og smiler. Hendes blik er trøstende. Jeg smiler usikkert og kigger også direkte ind i linsen. Dette billede blev taget i 1984, aftenen før min mor og jeg sagde farvel til min far og begav os på vores livs flugt. Uvisheden og frygten er tydelig i vores øjne. Vi havde ikke råd til at flygte på én gang, så derfor var min fars ønske, at min mor og jeg kom i sikkerhed først, og bagefter ville han forsøge at flygte ud. Vi vidste ikke, om vi nogen sinde ville blive genforenet som familie!

Når jeg kigger på billedet, går det op for mig, at ingen af os havde lyst til at forlade vort hjem. Ingen af os havde lyst til at miste vort land, vores familie, venner, kære eller vores sprog. Ingen af os havde lyst til at miste vort land. Jeg tænker tilbage og husker, hvordan jeg helt til det sidste øjeblik bad guderne om at udrette et mirakel, så præstestyret blev væltet, og vi ikke behøvede at flygte. Mange andre iranere bad om samme mirakel, så deres kære kunne undgå at blive henrettet, de bad til, at deres døtre ikke skulle voldtages af islamiske torturbødler i de politiske fængsler. Børnesoldaterne, helt ned til ti års alderen, bad om at undgå at blive dræbt i krigen mod Irak.

Jeg var heldig. Jeg overlevede. Jeg har i 25 år nydt betydningen af ordet frihed. Jeg lever frit, skriver frit og ytrer mig som et frit mennesker. Jeg elsker dette smukke ord, fordi jeg ved, hvordan det føles, når friheden er taget til fange. Vi var heldige Min familie lever i frihed i Danmark.

En uforklarlig uro har besat mit sind. Min koncentration er væk. Min sjæl synes at være langt væk fra min krop. Jeg går væk fra min computer, som har været mit trofaste instrument i mange år som satiriker. Jeg skifter mellem CNN, BBC, TV2 NEWS, TV Avisen og tjekker nettet konstant. Håbefuldt og med en snert af angst følger jeg med i begivenhederne i mit gamle land, Iran. Er det, jeg ser, virkeligt? Eller er det genudsendelser fra 1979?

Titusinder af mennesker har kastet sig ud i gaderne og efter så mange års tavshed, fortæller de åbenlyst, at de ønsker frihed, azady. Det er ikke kun de unge. Jeg kan se både unge, gamle, kvinder, mænd og sågar børn med skilte, hvorpå der står »We want freedom«.

Jeg ser et glimt af et YouTube klip, hvor iranske demonstranter i selveste Iran råber »Ned med den islamiske republik«. Det er nu tydeligt, at dette oprør ikke længere handler om Mousavi eller Ahmadinejad. Det handler ikke længere om, hvilken mullah-dukke der skal blive en såkaldt ’præsident’. Mousavi er ikke så anderledes end Ahmadinejad. De tror begge på den islamiske republik. Iranernes krav er meget større. Kravet er at indføre ægte demokrati uden Vogternes Råd. De siger »Down with the Dictator« og mener Khamenei, den øverst leder og den reelle magthaver. De massive demonstrationer cementerer dette faktum.

Det iranske folk har fået nok. De har fået nok af islamisk diktatur, religiøst politi, kønsapartheid, politiske fanger og af Vogternes Råd. Det iranske folk har fået nok af had, overtro, dødskultur, offentlige hængninger og sharia-steninger af kvinder og mænd. De kræver frihed.

Frihed kan aldrig undertrykkes. Den vil altid komme igennem de mest sikrede mure. Friheden er som en lille plante, der med en zen-mesters tålmodighed arbejder sig op og gennemborer cementen. Det er det, som er ved at ske i Iran. Plantens arbejde har taget 30 år, men nu synes det at være tæt på målet. Hvad kan vi gøre for at støtte denne håbefulde og efterhånden trætte plante?

I den sidste uge har jeg været i kontakt med andre eksil-iranere her i Danmark. De siger det samme til mig. De er berusede. Berusede af håb og glæde. I tirsdags var Københavns rådhusplads tæt dækket af iranere og de iranske flag uden det islamiske logo. Vi demonstrerede til støtte for iranernes krav om frihed. Jeg havde den udsøgte ære at skulle holde en lille tale for mine gamle landsmænd. Jeg har holdt utallige foredrag, men at skulle holde en tale over for så mange iranere, er den bedste oplevelse i mit liv.

Nu stod jeg sammen med et folk med den samme historie og de samme håb. Jeg er stolt af mine gamle landsmænd og takker dem for deres mod. Det jeg så fra scenen var et billede, som jeg i mange år kun havde drømt om, men nu – som var det et mirakel – var jeg så heldig at opleve det i vågen tilstand. Jeg så eksil-iranere fra alskens politiske overbevisninger, både fra højre- og venstrefløj, stå sammen side om side. Dette syn er et mirakel. Jeg håber, at iranere, både i og uden for Iran, kan bevare dette sammenhold, for kun ved at stå sammen kan vi stå imod præstestyrets tyranni.

Mit håb for Iran er, at ingen skal dø. Ingen må blive dræbt. Men modstanderen er fanatisk og ubarmhjertig. Men denne revolution må ikke uddø. Snebolden er i gang med at rulle, og den kan ikke standses. Mit største håb er, at den iranske hær, der i modsætning til revolutionsgarden, bliver betragtet som folkets hær og ikke mullahernes, vil erklære sig som støtter af befolkningen. Hvis det sker, vil præstestyret komme sit endeligt mange skridt nærmere.

Jeg håber, at de vestlige medier bliver ved med at vise iranernes demonstrationer og viderebringe deres historier minut for minut. Hvad vi oplever er historisk og må ikke blive en »gammel nyhed« i mediemøllen. Jeg håber og opfordrer alle danske partier til at deltage i de demonstrationer, som eksiliranerne etablerer i disse dage i København og andre byer i Danmark. Vi bliver nødt til at glemme partifarven og stå sammen.

Jeg henvender mig direkte til partilederne i Folketinget: Helle Thorning, Lars Løkke Rasmussen, Pia Kjærsgaard, Villy Søvndal, Johanne Schmidt Nielsen, Anders Samuelsen, Margrethe Vestager og Lene Espersen. Jeg beder jer om at støtte iranernes ønske om frihed, ægte demokrati og menneskerettigheder. Jeres ord, jeres enighed og jeres støtte vil give iranerne styrke. Vi har brug for al den hjælp, vi kan få.

Danmark er mit hjem, men jeg håber af hele mit hjerte, at jeg kan tage mine forældre på en lille ferie til et frit Iran efter så mange år, og at vi som en symbolsk handling vil kunne tage et nyt billede, uden uvished, uden frygt og med ægte glæde, fordi friheden endelig er kommet til Iran.