Kronik af Wolle Kirk: Mugabes folkemord

I løbet af de tyve år Mugabe har haft magten i Zimbabwe, er landets infrastruktur brudt sammen. Resultatet er, at mens en lille magtelite nyder godt af international udviklingsbistand, lider befolkningen under koleraepidemier. Vesten må yde et humanitært pres, men det afgørende initiativ ligger hos de afrikanske nabolande.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Verdens sundhedsorganisation WHO oplyser 6. januar, at 1.732 mennesker i Zimbabwe nu er døde af kolera ud af 34.306 rapporterede tilfælde til landets sundhedsministerium. To tredjedele af dødsfaldene er sket efter 1. december. Disse tal er imidlertid kun toppen af et frygtindgydende isbjerg, da 43 pct. af de smittede ifølge Røde Kors dør, inden de når frem til et sundhedscenter. I nogle landdistrikter er døds­raten helt oppe på 50 pct., og de fleste hospitaler er lukkede på grund af mangel på læger og sygeplejersker, og/eller ingen medicin.

I juleugen fik imidlertid syv Røde Kors-katastrofeteams adgang til landet, og der er ankommet en sending drops til at behandle de mest dehydrerede patienter med.

Kolera er som tuberkulose et produkt af elendige levevilkår. Da nordboerne for et århundrede siden boede i fugtige boliger uden ventilation og isolering, døde mange af vore forfædre af tuberkler. Da folk under varme himmelstrøg begyndte at klumpe sig sammen i forstædernes slum, døde man af kolera, dysenteri og tyfus, hvis der ikke var styr på vandforsyning og kloakker.

Det var der imidlertid, da Mugabe overtog styret af det nye Zimbabwe for 28 år siden, og kolera var dengang stort set ukendt i landet. Vist var der slumkvarterer rundt om de store byer, men der var overalt rigelig forsyning med rent drikkevand, og kloakkerne og affaldsafhentningen virkede som i Europa. De næste 20 år bryder samfundets infrastruktur langsomt sammen, samtidig med at befolkningen fordobles, og når op på 13 mio. ved årtusindskiftet. Spildevandsrensningsanlæggene ved Harare, hvis befolkning er mere end fordoblet, bliver ikke udvidet, end ikke vedligeholdt.

Hvad gør man overalt på Jorden, når et rensningsanlæg er overbelastet? Man åbner for overløbet, og det gør man både i Afrika og i Danmark. Forskellen er, at man i Danmark kun i kortere perioder slipper ubehandlet slam ud. I Harare har denne rå stinkende væske de sidste 15 år i stigende mængder fundet sin vej fra rensningsanlægget til floden Manyami, der efter et stort dæmningsbyggeri i 1960 blev moder til Lake Chivero, hvorfra man stadig pumper hovedparten af Harares vandforsyning. Der står en hørm over hovedtilløbet til søen, der siger sparto til enhver dansk gylletank.

Siden det tabte valg i marts 2008 har Mugabe brugt alt, hvad der er kommet ind af hård valuta, på at importere luksusvarer, såsom prangende biler, IT-legetøj og masser af whisky, til sine få tilbageblevne loyale støtter. Der har derfor ikke været penge til at importere klor og andre kemikalier til at gøre det pestbefængte og stærkt forurenede vand nogenlunde ufarligt at konsumere. Når så desuden pumperne ofte bryder sammen, er store områder uden vand i ugevis, og alternativet for de fleste har været at grave en brønd i baghaven, hvor man ofte finder grundvand nogle få meter nede. Samtidig er man jo også nødt til at grave en latrin i den lille baghave, da kloakkerne har været blokeret i månedsvis. Her har vi altså opskriften på, hvordan man udspreder kolera!

Desværre vil hver krone, vi i øjeblikket sender i nød- og udviklingshjælp til Zimbabwe, rent faktisk være med til at forlænge Mugabes rædselsherredømme. Selv når det drejer sig om egentlig katastrofehjælp som i den nuværende situation insisterer regeringen på, at hjælpen skal fordeles gennem Mugabes partistruktur. De fleste NGOer er de senere år blevet udvist af landet for politisk indblanding ved at yde hjælp også til oppositionens medlemmer. Siden valget har kun Læger uden Grænser, og nu altså også Røde Kors, fået lov til egenhændigt at behandle døende kolerapatienter.

Jamen, hvorfor griber FN ikke ind og afsætter Mugabes uduelige og korrupte styre?

Desværre har alle erfaringer vist, at dette ville være den dårligst mulige løsning. Hver gang folk, der ikke er afrikanere, har forsøgt at blande sig, har Mugabe snedigt udnyttet situationen til at få befolkningerne, hjemme såvel som i nabolandene, til at hylde sig endnu mere højlydt som Afrikas frelser og befrier fra kolonitidens åg.

Skal Mugabe og hans uduelige, korrupte regering sættes fra bestillingen, og nye folk, med evner og vilje til at genrejse dette engang så velfungerende land, installeres i magtens korridorer, er det kun de afrikanske nabolande, der kan gøre dette, uden at det udvikler sig til et blodbad, som vi alt for ofte har set i Afrika.

Den sydafrikanske modtager af Nobels Fredspris, biskop Desmond Tutu, udtalte til BBC lige før jul, at han står sammen med det lidende zimbabwiske broderfolk, selvom den eneste mulighed måske er anvendelse af magt: »Sydafrikas regering har blokeret enhver FN-indblanding. Vi, der gennem vores egen frihedskamp mod apartheids undertrykkelse og ulovlige arrestationer, har vundet anerkendelse i hele verden, forråder nu vore egne idealer ved at yde støtte til Mugabes lovløse regime«.

Et stigende antal sydafrikanske intellektuelle, fagforeningsfolk og præster forlanger nu en hårdere politik, hvor alle nabolandene lukker grænserne til Zimbabwe, der ikke selv har nogen havn, og at man standser elektricitetsforsyningen, indtil en samlingsregering er på plads. En regering dannet efter de grundlæggende principper vedtaget 15. september 2008 på mødet for Samarbejdsorganisationen for det Sydlige Afrika, SADC, hvorefter Morgan Tsvangirai, der vandt valget i marts, skulle være premierminister, mens Mugabes rolle som præsident stort set kun ville være som en glorificeret ceremoniel leder.

Dette kan fremtvinge en afslutning på det nuværende uduelige og despotiske styre, men sandsynligvis vil en intervention af fredsbevarende SADC-styrker blive nødvendig for i første omgang at neutralisere og senere omskole dele af hær og politi samt de berygtede krigsveteraner og ungdomsmilitsen, der som de eneste zimbabwere i de sidste otte år er blevet fede af lovløsheden og Mugabes lækkerbiskner.

Selvom der i den sidste måned døde mere end dobbelt så mange sagesløse mennesker af kolera i Zimbabwe end af bomber og raketter i Gaza, kan en positiv indsats fra vor side i øjeblikket kun bestå i ved et humanitært/diplomatisk pres, at få nabolandene til at komme i fodslag, så de enes om at intervenere omgående. Enhver form for højrøstet indblanding fra Vesten, vil kun forlænge pinen.

Hvad kan vi så gøre, når en repræsentativ og duelig regering er på plads?

Det er oplagt, at førsteprioriteten må være at bringe orden i vandforsyningen og kloaksystemerne, så koleraepidemien kan bringes til ophør. Samtidig skal man sørge for midler til lønninger, vaccine og medicin til den nu helt sammenbrudte sundhedssektor. Desuden er der et stort behov for en politisk skoling af både fagforeningsfolk og repræsentanter for smålandbruget, så det selvbestaltede pamper-akademikerdiktatur, der har muliggjort Mugabes forbrydelser mod menneskeheden, kan bringes til ophør. Men skal det lykkes at genrejse Zimbabwe som en af Afrikas førende nationer, er det absolut nødvendigt, at en stor del af de fire mio. zimbabwere, der de sidste ti år har stemt nej med fødderne til Mugabes regime og er flygtet ud af landet, nu stemmer ja til en ny regering ved at rejse hjem og deltage aktivt i processen.

Disse, ofte højtuddannede folk, befinder sig nu i nabolandene, i London, USA og EU, hvor mange af dem har udvidet deres kompetencer og udfører et både krævende og værdifuldt arbejde.

Det lyder såre simpelt, men er man overlæge eller ingeniør i London, har købt hus og har børn i skole, ja, måske på universitetet, er det jo noget af en satsning at rejse tilbage til Harare, hvor en månedsløn i øjeblikket er mindre end en dagløn i London, og hvor loven i øjeblikket forbyder, at man beholder sit udenlandske statsborgerskab, hvis man med møje og besvær har kunnet skaffet sig sådant et. Der er brug for en betydelig sponsorering, internationale garantier og juridisk assistance, så gode folk trygt kan rejse hjem uden nødvendigvis at brænde alle broer bag sig.