Kronik: 100 år ved magten på Frederiksberg

Nikolaj Bøgh: Frederiksberg er ingen typisk borgerlig velhaverkommune – Frederiksberg er en storbykommune med en meget blandet befolkningssammensætning, socialt, erhvervsmæssigt, aldersmæssigt og etnisk. Så hvordan kan det være, at et enkelt parti – de Konservative – har opnået og fastholdt et 100-årigt monopol på magten?

Foto: Jens Hage

I 2009 kan Frederiksberg Kommune fejre 100-års jubilæum som konservativt styret kommune. Det er meget, meget få steder i Danmark, at et enkelt parti har siddet så længe på borgmesterposten i samme kommune. Der er andre danske kommuner, hvor de Konservative har siddet længe på borgmesterposten, først og fremmest kan man nævne Hørsholm og Gentofte, men Frederiksberg adskiller sig fra dem på den måde, at det først og fremmest er kommunalpolitisk, at kommunen stemmer konservativt. Til folketingsvalg og EP-valg er de Konservative normalt kun det 3. største parti efter Socialdemokraterne og SF (som til EP-valget i juni sågar overhalede den socialdemokratiske storebror som det største parti på Frederiksberg).

Frederiksberg er da heller ikke på nogen måde en typisk borgerlig velhaverkommune, hvor der stemmes borgerligt ud fra sociale eller økonomiske interesser, men tværtimod en storbykommune med en meget blandet befolkningssammensætning, socialt, erhvervsmæssigt, aldersmæssigt og etnisk.

Så hvordan kan det mon være, at et enkelt parti – som på landsplan ikke er stort – kan opnå et sådant monopol på magten, som de Konservative har og har haft på Frederiksberg?

Den første konservative borgmester på Frederiksberg var Marius Godskesen, som sad i borgmesterstolen (før 1919 med titel af formand for Kommunalrepræsentationen) gennem mere end 27 år og nåede at blive en væsentlig institution og en urokkelig autoritet på Frederiksberg. Selvom han nærmest styrede kommunen som en fritidsbeskæftigelse ved siden af sin omfattende sagførergerning, var ingen i tvivl om, at Godskesens ord var lov i kommunen.

I Godskesens periode begyndte den moderne storbykommune Frederiksberg for alvor at udvikle sig, og kommunen blev væsentligt udbygget gennem 20erne og 30erne, blandt andet med en række store kommunale boligbyggerier. Med et markant stigende befolkningstal fulgte en række offentlige institutioner, ikke mindst flere skoler, svømmehallen og hovedbiblioteket. De to sidstnævnte blev opført som nogle meget markante og flotte funkisbygninger, som stadig spiller en væsentlig rolle i kommunens liv og i Frederiksbergs profil den dag i dag og vidner om, at en kommunal service af høj kvalitet altid har været i højsædet på Frederiksberg.

Den alfaderlige Godskesen blev i 1936 afløst af Vilhelm Fischer, som var direktør for Alfred Benzons fabrikker på Halmtorvet og som i store træk fortsatte Godskesens linje og drev kommunal­politikken som en fritidsaktivitet. Fischer var en ret svag borgmester, hvis periode også blev meget præget af krise- og krigstiden og de ulykker, som i den periode ramte Frederiksberg med blandt andet bombardementet af Den Franske Skole i marts 1945.

Det blev et vendepunkt i Frederiksbergs kommunalpolitik, da formanden for Konservativ Ungdom, stud.polit. Aksel Møller i 1937 blev valgt til kommunalbestyrelsen. Han hørte til partilederen Christmas Møllers mest trofaste støtter og var en uhyre talentfuld politiker, som idépolitisk set givetvis er den person i Det Konservative Folkepartis historie, som har skrevet mest om, hvad konservatisme egentlig er.

Aksel Møller var en fremragende taler og en meget dygtig politisk forhandler, og der gik ikke lang tid, før han kom til at spille en helt central rolle i kommunalbestyrelsens arbejde. Han inter­esserede sig levende for, hvordan man kunne føre konservativ politik i praksis, og på Frederiksberg fik han mulighed for at afprøve sine politiske idéer i kommunens forholdsvis lille skala, hvor der kun var kort tid, fra beslutningen blev taget, til man kunne se den realiseret i virkelighedens verden. Efter hans opfattelse havde Frederiksberg Kommune netop den perfekte størrelse, fordi man ret hurtigt kunne overskue konsekvenserne af beslutningerne, og fordi der var kort afstand fra den enkelte borger til byens styre. Borgmesteren kunne gå igennem kommunen i løbet af en rask spadseretur – hvilket Aksel Møller holdt meget af, og hvor han kunne danne sig et indtryk af, hvordan Frederiksberg-borgerne levede og trivedes.

På grund af Aksel Møllers lysende talent og idérigdom var det længe inden Fischers afgang tydeligt, at Aksel Møller var den eneste mulige arvtager til borgmesterstolen, og han blev en særdeles populær og slagkraftig borgmester fra 1948 til sin død i 1958, dog afbrudt af årene 1950-53, hvor han var indenrigsminister i Erik Eriksens VK-regering. Aksel Møller kom til stærkt at præge den mere og mere dynamiske bykommune, som i 40erne og 50erne blev kraftigt udbygget med nye boligområder, der blev ledsaget af moderne kommunale institutioner som skoler, plejehjem og børneinstitutioner.

Det var i høj grad i kraft af Aksel Møllers indsats og den måde, han prægede borgmesterembedet på, at begrebet »Frederiksberg-konservatisme« opstod. Frederiksberg-konservatismen blev – og er den dag i dag – synonymt med en meget selvstændig retning inden for dansk konservatisme, som er mere socialt engageret, mere principfast og mere tro mod en række af de traditionelle konservative værdier – navnlig omsorgen for historien – end den politiske linje, som ofte har præget Det Konservative Folkeparti på landsplan, hvor de taktiske hensyn og en svingende kvalitet på lederposterne ofte har gjort profilen diffus.

På Frederiksberg fik de Konservative under Aksel Møller og de markante efterfølgere Arne Stæhr Johansen, John Winther, Mads Lebech og nu den nyligt tilkomne Jørgen Glenthøj mulighed for i mini-format at realisere en række konservative idealer.

Først og fremmest har det altid været en central ambition for de Konservative at føre en politik, som er til gavn for alle befolkningsgrupper på Frederiksberg, uanset deres baggrund, økonomi, alder m.m. Konservatismen er uforenelig med klassepolitik, hvor der først og fremmest er fokus på enkelte befolkningsgruppers behov. Derfor har det brede politiske samarbejde altid været i fokus på Frederiksberg – også selvom de Konservative i lange perioder har haft flertal i kommunalbestyrelsen alene. Og derfor har en kommunal service på et flot niveau altid været højt prioriteret.

For det andet har det altid stået centralt for de Konservative på Frederiksberg, at der skulle være fokus på den enkeltes muligheder for at tilrettelægge sit eget liv med stor vægt på hjælp til selvhjælp og et fortsat lavt skattetryk, som giver familierne og den enkelte borger mulighed for selv at disponere, som de har lyst til og behov for.

Endelig ville Frederiksberg ikke være Frederiksberg – og de Konservative ikke konservative – hvis det historiske og kulturelle fællesskab og de traditioner, som er en central del af Frederiksbergs kvaliteter, ikke altid havde spillet en væsentlig rolle. Frederiksberg er nok et af de steder i Danmark, hvor historien er tydeligst i hverdagen, og Frederiksberg har altid gjort meget ud af at værne om sin 350-årige historie og sit smukke bybillede med de mange bevaringsværdige bygninger og historiske bymiljøer.

Der er altså masser af klassisk konservativt tankegods i de bærende værdier, som har præget kommunalpolitikken på Frederiksberg, og den måde, som de konkret er blevet implementeret på, har nu altså gennem 100 år vakt meget bred genklang i den frederiksbergske befolkning.