Kristendommen er en trussel mod freden!

Det eneste vi skal frygte er, hvis mennesker handler på baggrund af konfliktskabende fortolkninger af en tekst og en samtid – en praksis som ikke er religiøst betinget, men et grundlæggende træk ved mennesket. Kronikøren viser, hvad der sker, når man bytter rundt på islam og kristendom.

Foto: Tegning: Peter Lautrop

Siden oplysningstiden har samfundstænkere forsøgt at inddæmme og uskadeliggøre kristendommen ved oplysning, kritisk kildelæsning og sekulær modstand. En kristendom, som infiltrerer statslige institutioner med sin religiøse dogmatik ikke bare i Danmark, men i kristent dominerede lande over hele verden. Forfatninger og lovgivning er gennemsyret af den kristne ideologis herredømme, og truer på den måde demokrati, fred og det sekulære samfund. Den amerikanske forfatter Mark Twain forstod det rigtigt, da han sagde: »Det er ikke de dele af Bibelen, jeg ikke forstår, der foruroliger mig, det er de dele, jeg forstår«.
I denne kronik vil jeg pege på nogle af de mere voldelige sider af Bibelen og de problemer, som den kristne ideologi skaber i det moderne sekulære samfund med krig, konflikt og konfrontation mellem kristne og ikke-kristne.
Kristendommen har nu i snart to årtusinder spredt sin krigeriske propaganda i hele verden gennem effektiv propaganda, der har fået befolkninger til at tro, at kristendommen er en religion med et budskab om næstekærlighed.
Lad mig med det samme understrege, at jeg taler ikke om kristne. Jeg taler om kristendommen. De kristne har vi lavet lovgivning om, fordi vi forudsætter, at de kan og vil blive danske demokrater, når de nu engang bor i Danmark, men kristendommen er en lære, et system, naive sjæle siger, er en religion. Jeg mistænkeliggør ikke kristne. Jeg taler om kristendom. Og jeg gør her op med kristendommens totalitære system som den lovreligion, hvis konsekvens er et ekstremt voldeligt samfund.
Modsætningen mellem kristendommen – som den totalitære ideologi, der kræver ret til at tyrannisere sine omgivelser – og den danske kultur, der bygger på en humanisme, der kræver lighed og respekt for den enkeltes frihed og ansvar for medmennesker, er blevet skærpet. Det er derfor nødvendigt, for at vi kan forsvare os, at konfrontere kristendommen. Danskerne er jo et fredeligt folk, der stikker hovedet i busken, når der dukker en trussel op, men hvis vi gør det over for kristendommen, så ender vi som trælle i vores eget land.

Vi må starte med at bede de kristne demagoger svare på følgende spørgsmål, som tilsammen viser, hvilken trussel den kristne ideologi udgør for det danske samfund:
Sælger I jeres døtre, som sanktioneret i 2. Mos. 21:2 og 7-8? Hvad skal straffen være for de slaver, som ikke adlyder deres herre som Kristus, som sanktioneret i Efeserbrevet 6:5? Skal vi benytte den almindelige danske straffelov eller er pisk nødvendigt?
Hvilken vrede mener kristendommen, skal ramme dem som sætter sig op imod myndighederne? Ifølge Rom. 13: 2-4 er der en grund til, at myndighederne bærer sværd – det er simpelthen til de ondes eget bedste. Er det derfor i orden, at vi nedsabler »de onde« lovbrydere?
Vi arbejder tit om søndagen. 2. Mos. 35:1-2 gør helt klart, at vi derfor skal udsættes for dødsstraffen. Kan vi forvente kristne selvtægtsgrupper i konsekvens heraf vil slå os søndagsarbejdere ihjel, eller er det noget myndighederne skal ordne?
Et meget vigtigt spørgsmål er følgende: Bliver de mange fodboldspillere i Danmark, som løber rundt og sparker til døde grises hud urene, som 3. Mos. 11:7-8 gør klart? Hvad skal vi i så fald gøre ved spillernes »urenhed«, og må fodboldklubberne indstille deres aktiviteter, hvis den kristne ideologi får magt, som den har agt?
Hvad skal straffen være for homoseksualitet? Følger vi Det ny Testamentes romerbrev er Guds straf ganske entydig. Heri står bl.a. at »ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente«. (Rom. 1:27). Straffen er ifølge Bibelen klar. De homoseksuelle skal lide døden. Spørgsmålet er så, hvem skal eksekvere dødsdommen og hvordan (jf. 3. Mos. 20:13)?
Nu vil kristne apologeter måske forsvare sig med, at eksempelvis slaveriet i Bibelen aldrig beskrives som en guddommelig ordning. De vil sikkert hævde, at det var en måde at organisere arbejdet på i datidens samfund. Slaveriet vil sikkert ikke blive fremstillet som en »guddommelig og uforanderlig ordning«. Den betragtning kan jeg ikke helt forstå, og synes den virker som en noget selektiv læsning af Bibelen, for efter at Moses har modtaget de ti bud i 2. Mos. 20, får læseren af Bibelen netop at vide i 2. Mos. 21:1, at »Dette er de retsregler, du skal fremlægge for dem«. Matthæus 5:17 understreger denne pointe. Det kan, så vidt jeg kan læse, kun betyde, at Moses og Jesus modtager reglerne af deres gud. Altså er slaveriet og alle de andre regler nævnt ovenfor, en ordning indstiftet af Gud og kan altså kun fortolkes som en samling af love – en lovreligion.

Nu håber jeg, at ironien i karakteristikken af kristendommen efterhånden er opfattet. Pointen med den kristofobiske beskrivelse af kristendommen og tendensen i udvalget af tekststeder fra Bibelen svarer til en i øjeblikket udbredt islamofobisk tendens i fortolkningen af Koranen og dens betydning for muslimsk levevis. Det er en italesættelse af islam, som visse politikere og kommentatorer er eksponent for. Senest har Dansk Folkepartis Søren Krarup skrevet et indlæg bragt i Berlingske Tidende 29. april 2008, hvor han kæder fortolkningen af Koranen sammen med Indfødsretsloven under overskriften »Nødvendige krav til muslimer«. Muslimer skal ifølge Krarup højtideligt erklære og skrive under på, at de anførte befalinger i Koranen ikke er hellige bud. Præster i den danske folkekirke især i det islamkritiske netværk forfølger denne tendentiøse fremstilling af islam og muslimer.
I det følgende vil den ovennævnte omvendte islamofobi vendes tilbage til sin rette skikkelse. Den første del af andet afsnit, Krigerisk propaganda, er en omskrivning af et citat fra Jyllands-Posten 24. april 2007 af Søren Krarup, hvor begreberne islam, muslimer og jihad er skiftet ud med kristendom, kristne og ekstremt voldeligt samfund.
Det samme gælder anden del af andet afsnit, som også er et omskrevet citat af Søren Krarup fra et interview i Berlingske Tidende 31. maj 2007 under overskriften »Et ekstremt år i dansk politik. Interview: Elsebeth Gerner Nielsen og Søren Krarup«. Her lød sætningen den danske kultur, der bygger på en humanisme, der kræver lighed og respekt for den enkeltes frihed og ansvar for medmennesker oprindelig således: den danske kultur, der bygger på en kristendom, der kræver respekt for den enkeltes frihed og ansvar, er blevet skærpet.

Krarup benyttes her som det yderligtgående eksempel på en mere generel konstruktion af islam som den primære andethed, som gennemstrømmer det danske samfund i disse år på forskellig vis. Det kommer især til udtryk i mange forskellige politikere og kommentatorers italesættelse af islam som en monolitisk størrelse, der nødvendigvis må påvirke muslimer på én (og kun én) bestemt måde. En konstruktion af islam som en truende andethed, hvis iboende egenskab har negative konsekvenser for tilhørerne af islam.
Jeg mener naturligvis ikke, at kristendommen som sådan er en farlig ideologi, ej heller, at der generelt set er nogen som helst problemer med kristne. Bibelen er en tekst, der er blevet til i en bestemt historisk kontekst. Det samme gælder Koranen. For begge skrifter gælder det, at de har haft en længere tilblivelseshistorie, derfor er det ikke underligt, at der er en lang række forskellige og ofte kolliderende idéer samlet i de to tekstsamlinger.
Når kristne eller muslimer læser henholdsvis Bibelen eller Koranen i dag, læser de teksten på en ganske bestemt måde, en måde som hænger sammen med den samtid og virkelighed, de er en del af, hvad enten det er i Danmark, Palæstina eller USA. En fortolkning er en måde at læse en tekst på, som giver mening for læseren, og ovennævnte persons fortolkning af Koranen giver nok mening i hans konfliktfyldte univers, men set fra mit perspektiv er der ingen som helst grund til at frygte en religion, en ideologi eller en tanke. Det eneste vi skal frygte er, hvis mennesker handler på baggrund af konfliktanimerende fortolkninger af en tekst og en samtid – en praksis som ikke er religiøst betinget, men et grundlæggende træk ved mennesket.