Opdateret

Konservative odds får tæsk

Kort og klogt. I Berlingskes valgblog, »Valgstrømmen«, deler nogle af Danmarks skarpeste kommentatorer deres tanker og indtryk fra valgkampen.

21.37: Dårlige meningsmålinger er frygtelige. Dårlige odds hos bookmakerne er nådesløse. Danske Spil tilbyder på linje med andre bookmakere spil på dansk politik. I begyndelsen af valgkampen kunne man for eksempel spille på, hvem der fik flest stemmer – Venstre eller Konservative? Det spil er for længst lukket og borte. Danske Spil har kåret Ellemann som det største dyr på savannen og skal ikke tabe flere penge på det spil.

Men nu kan man så spille på andre kombinationer, for eksempel hvem der får flest stemmer – Konservative eller Liberal Alliance? Dette spil gav ved valgets udskrivelse ingen mening og eksisterede derfor ikke, men det gør det nu. Og nu kommer det nådesløse. Hvis man i dag spiller på det, vel ikke engang Alex Vanopslagh betvivlede for godt tre uger siden – nemlig at de Konservative bliver større end Liberal Alliance – så giver Danske Spil pengene tre gange igen. Intet mindre end tre gange pengene igen. Det er så stort et odds, at det er lige før, at spillet bliver lukket.