Kongehus under angreb efter Oprah-interview: Prince Andrew er et »svedløst kryb«

Irsk galde, schweizisk burkaforbud og polske fjendebilleder. Tre internationale citater fra ugen, der gik, sætter ord på verden lige nu.

Prince Andrew får læst og påskrevet af en harmdirrende irsk klummeskribent. LINDSEY PARNABY

Intet må efterhånden udløse mere ængstelse i det engelske kongehus end et tv-interview med et af dets medlemmer. Prins Andrew kom galt af sted, da han i et katastrofalt tv-interview afviste Virginia Giuffres erindring om umådeholden kongelig perspiration, da han udnyttede hende seksuelt. Efter en skudepisode under Falklandskrigen er han slet ikke længere i stand til at svede, lød prinsens forsvar. Nu har prins Harry og Meghan Markle hos tv-værten Oprah Winfrey klaget over manglende opbakning og endda racisme i dele af kongehuset. I Irish Times sammenligner skribenten Patrick Freyne derfor englænderne med en gakket nabo med en bizar forkærlighed for klovne.

»At have et monarki ved siden af er lidt ligesom at have en nabo, der er virkelig vild med klovne og har udstyret sit hus med murmalerier af klovne og udstiller klovnedukker i samtlige vinduer og har et umætteligt behov for at diskutere klovnerelaterede nyheder. For irerne er det mere specifikt som at have en nabo, der er virkelig vild med klovne, og så blev din bedstefader forresten også myrdet af en klovn. Udover det er det hele som en børnebog. At have en dronning som overhoved er ligesom en pirat, en havfrue eller en ewok som statsoverhovedet. Hvad er logikken? Bier har dronninger, men bidronningen lægger alle æg i kuben. Briternes dronning har kun lagt fire britiske æg, og et af dem er det svedløse kryb Prince Andrew, så det fortjener næsten ingen applaus.«