Kommentar:Vi vil befri danskerne

Anders Samuelsen & Simon Emil Ammitzbøll: Skattefar, Big Mother og Big Brother: Danskerne er blevet reduceret til børn, der betaler halvtreds procent i skat, står tilbage med lommepengene, underlægges statslig sundhedsregulering og nidkær overvågning. Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll er gået sammen i Liberal Alliance

Kommentar:Vi vil befri danskerne - 1
»Vi vil sænke skatten, reformere arbejdsmarkedet og lade borgerne leve det liv, de selv har lyst til. Vi har samlet kræfterne og er klar til at arbejde for et mere liberalt Danmark.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

De liberale kræfter i Danmark bliver i dag samlet, og vi er nu klar til at arbejde for mere frihed til alle borgere. Det er svært at stifte et nyt parti, og for Borgerligt Centrum var opgaven for stor. Samtidig har Liberal Alliance erkendt, at kampen for et liberalt Danmark kræver andet og mere end et opgør med den høje skatteprocent. Nu står vi sammen. Nu er Liberal Alliance både velfærdsreformer og værdipolitik.

Vi vil befri danskerne fra skattefars grådige hånd og fra Big Mothers løftede pegefinger. De har begge fået alt for meget magt, og du er blevet reduceret til et barn, der betaler over halvdelen af din indkomst til far og må nøjes med de lommepenge, der er tilbage. Samtidig bestemmer mor, hvad du må putte i munden, hvornår du må gå i Brugsen og hvilken type lommekniv, du må gå rundt med. Og for at det ikke skal være løgn, står storebror – Big Brother – i døråbningen til dit værelse og holder øje med, hvem du ringer til og hvilke bøger du låner på biblioteket.

Men vi er trætte af at blive behandlet som børn. Der er grænser for politik, og som liberale må vi sige »hertil og ikke længere«. Den personlige frihed og den enkelte borgers rettigheder er altid vigtigere end ligemageri, sundhedsstatistikker og terrorbekæmpelse.

Det er på tide, at politikerne lader borgerne være i fred, stopper op og koncentrerer sig om de tre væsentligste samfundsopgaver.

For det første at reformere velfærdssamfundet, så vi også i fremtiden kan være et rigt samfund, der har råd til miljø, sundhed og uddannelse. For det andet at få de offentlige kerneydelser – hospitalerne og skolerne – til at fungere, så der er senge, bøger og hænder nok. For det tredje at drage omsorg for de mennesker, der reelt har behov for hjælp: De udsatte børn, de psykisk syge, de ensomme ældre.

Og så ellers lade dig som borger leve det liv, du har lyst til. Nogle mennesker elsker at sidde på et værtshus, tænde en cigaret og lade røgen fylde lungerne – selvom de godt ved, at det er rigtig skidt for deres helbred. Andre mennesker nyder at spise en lækker middag i en røgfri restaurant. Der skal være plads til begge dele.

Nogle mennesker sætter en ære i at nå forbi fitnesscenteret tre gange om ugen, andre mennesker bærer rundt på et par kilo for meget – og gudskelov for det, for der ville da ikke være meget sjov ved at gå ned ad gaden, hvis vi alle sammen lignede hinanden. Nogle mennesker kunne aldrig finde på at sætte tænderne i en svinekotelet, andre mennesker beder fadervor – og nogle mener, at Gud burde afskaffes. Vi skal give plads til det hele, for alt andet er simpelthen for småligt.

Staten skal koncentrere sig om at sikre den enkelte borgers rettigheder og ikke blande sig i, hvordan borgerne vælger at leve. Fordomme og smålighed skal erstattes af frisind og tolerance. Mennesker er først og fremmest individer, og det betyder, at indvandrere hverken er skurke eller ofre, og at homoseksuelle er lige så gode forældre som alle andre.

At give plads til forskellige måder at leve livet på betyder naturligvis også et opgør med ligemageriet. Borgerne skal have lige muligheder, men de skal ikke være lige. Vi skal hjælpe de mennesker, som har behov for det – den enlige forælder, som ikke har råd til at betale kontingentet til børnenes håndboldklub og det barn, som får psykiske skader af at sidde år efter år og kigge ud af asylcenterets vinduer.

Men vi skal ikke lade os gribe af misundelse over for de mennesker, som er initiativrige, dygtige og tjener mange penge. Deres evner og flid kommer os alle sammen til gode gennem innovation, jobskabelse og skattebetaling. Derfor skal det kunne betale sig at være flittig. Skatten på arbejde skal ned, topskatten skal fjernes, og kapitalindkomstskatten og selskabsbeskatningen skal sænkes for at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne. Lavere skat er og bliver en liberal mærkesag.

Samtidig er det vigtigt at sætte de offentlige udgifter i bero, for kun på den måde kan vi sænke skatten. Vi skal effektivisere og afbureaukratisere den offentlige sektor. Mindre regeltyranni på skoler, hospitaler og kommunale kontorer kræver færre skattekroner og giver mere frihed for skolelærerne, lægerne og socialrådgiverne.

Og så skal vi naturligvis sørge for, at der er skolelærere, læger og socialrådgivere nok. Der bliver flere og flere ældre, der forlader arbejdsmarkedet, og færre og færre unge, der træder ind. Det betyder, at udbuddet af arbejdskraft skal være langt større i fremtiden, hvis Danmark skal forblive et rigt samfund, der har råd til gode skoler og velfungerende hospitaler. Vi vil hæve pensionsalderen, fjerne efterlønnen og forkorte den periode, hvor man kan modtage dagpenge.

Men selv gennemgribende velfærdsreformer kan ikke skaffe alt den arbejdskraft, vi har brug for. Derfor vil vi gøre det lettere for virksomhederne at hente dygtige udenlandske medarbejdere hertil. Til gengæld skal indvandrere først med tiden optjene ret til velfærdsydelser som for eksempel gratis lægebehandling. Indtil da må de klare sig med forsikringsordninger.

Vi vil sænke skatten, reformere arbejdsmarkedet og lade borgerne leve det liv, de selv har lyst til. Vi har samlet kræfterne og er klar til at arbejde for et mere liberalt Danmark.