Kommentar: Vis barmhjertighed mod irakerne

Svend Auken:I sagen om de afviste irakiske asylansøgere bør vi opføre os som den barmhjertige samaritaner. Der er situationer, hvor man umuligt kan smyge sig uden om det kristne budskab. Og buddet om næstekærlighed er radikalt.

Sognepræst Jesper Stange (tv.) møder de irakiske flygtninge i Vor Frue Kirke lørdag den 16. maj. Efter Danmarks aftale med Irak skulle de ellers være klar til at vende hjem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Kære Birthe

Jeg skriver dette brev ikke som din kollega og politiske modstander, men ud fra vores fælles trosgrundlag. Som du ved, er jeg meget imod at bruge den kristne forkyndelse som et våben i den politiske kamp. CO2-kvoter, private hospitaler og efterløn må vi mennesker selv klare. Evangelierne er ikke partiprogrammer, og den rette tro kan ikke bruges som en fluesmækker over for anderledes tænkende.

Men der kan komme principielle situationer i den politiske verden hvor man umuligt kan smyge sig uden om det kristne budskab. En sådan situation er den ulykkelige sag med de afviste asylansøgere der nu – efter adskillige år i Danmark – med deres børn skal tvangshjemsendes til et land sønderrevet af en opblussende borgerkrig og hvor fortsat millioner er blevet fordrevet fra deres hjem.

Du er jurist og kan sikkert identificere dig med den ’lovkyndige’ der spørger Jesus: ’Hvem er min næste?’ Og Jesus svarer med at fortælle om manden der rejste ned fra Jerusalem til Jeriko, blev overfaldet, røvet, gennempryglet og til sidst efterladt blødende. To hellige israelitter kommer forbi, først en præst og dernæst en levit (en slags degn), men flygter uden at hjælpe voldsofferet. Til sidst kommer en samaritaner (en af jøderne foragtet udlænding) den stakkels mand til undsætning. Behandler og lindrer hans sår. Sætter ham op på sit ridedyr. Indlogerer ham på den nærmeste kro og betaler for hans pleje. Hvem er denne stakkels mands næste? Spørger Jesus. Og den lovkyndige svarer selvfølgelig at det er den foragtede fremmede som viste barmhjertighed.

Buddet om næstekærlighed er radikalt. Vores pligt til at hjælpe den vi møder – uanset om det er en ’fremmed’ – er ubetinget og aldrig noget vi efterfølgende kan påberåbe os. At vinde livet i kristen forstand er uløseligt knyttet til kravet om næstekærlighed.

I søndagens gudstjeneste lød epistlen »Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv (...) den der fordyber sig i frihedens fuldkomne lov og bliver ved den og ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig ved det han gør’.

Da jeg lyttede til de ord tænkte jeg på dig, de ulykkelige asylfamilier og fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Jeg ved det ikke er en nem sag. Juraen er blevet overholdt. Der er bred opbakning til dig hvis du vælger den hårde kurs – også fra det meste af oppositionen indbefattet mit parti. Men barmhjertigheden kan ikke sættes på formel. Den må udøves konkret. Da er mennesker ikke tal i en række, men levende væsener med deres egen skæbne. Min tanke var at man i det mindste måtte skåne børnene og deres forældre for tvangshjemsendelsen. Det gjorde man i Sverige hvor 4.000 børn og deres forældre fik ophold før der blev sendt nogen iraker tilbage. Kan vi så ikke vise nåde i det meget, meget mere begrænsede omfang i Danmark?

Jeg tror du vil få befolkningen og det store flertal i Folketinget med dig ved en sådan ’benådning’ der så vidt jeg kan se ikke vil skabe noget bindende fortilfælde. De børn og deres forældre er vores blødende voldsoffer på vejen til Jeriko. Men om vi så i vores barmhjertighed var lige så fremmede for vores danske medborgere som den foragtede samaritaner, forblev vi de irakiske familiers næste.

Som sagt er dette brev ikke skrevet i noget politisk øjemed, men alene i håbet om at barmhjertigheden – dette nøglebegreb i den kristne forkyndelse – stadig har en plads for os når de konkrete beslutninger skal træffes.


Med venlig hilsen

Svend