Kommentar: Stem blankt i morgen

Anders Ehlers Dam: Statsministeriets informationskampagne for afstemningen i morgen om tronfølgeloven er politisk farvet. Hvis man stemmer ja eller nej, går man med på de udemokratiske spilleregler. Derfor er den eneste mulige demokratiske handling at stemme blankt.

Man kunne i det mindste have forventet, at statsministeren på en eller anden måde ville lægge afstand til den pinagtige propagandakampagne, en kampagne der hører hjemme i et totalitært samfund og ikke i et frit og demokratisk samfund. Fold sammen
Læs mere

Den helt igennem skandaløse propagandakampagne, Statsministeriet har gennemført i forbindelse med folkeafstemningen om tronfølgeloven i morgen, bør få konsekvenser ved stemmeurnen.

Det er et skamløst forsøg på manipulation af befolkningen, vi har bevidnet i det sidste par uger. I annoncer i dagblade, på internettet og på tv har statsmagten således ikke blot informeret om afstemningen og opfordret folk til at stemme, hvilket ville have været udmærket. Nej, man har helt åbenlyst forsøgt at manipulere folk til at stemme ja. Det kan enhver se, uanset om man er for eller imod en ændring.

I kampagnen fremstår man således som et reaktionært monster, et utidssvarende og håbløst forældet og nærmest etisk ringere menneske, hvis man stemmer nej. En lang række forskere i retorik og kommunikation har udtrykt en klokkeklar kritik af kampagnen i de seneste dage. De er muligvis enige med kampagnens budskab om at stemme ja til en ændring, men de registrerer, at kampagnen på uhørt vis forsøger at latterliggøre borgere af en bestemt politisk observans.

Hjemmesiden www.tronfoelge.dk er eksempelvis krydret med karikaturagtige billeder i sort-hvid af husmødre, der varter deres stokkonservative mænd op ved at bringe dem en kold øl i hængekøjen, hvor de ligger og danderer den, ved omsorgsfuldt at trække et slumretæppe op over den hvilende mand på sofaen osv. Tanken ligger ligefor: Disse tider er for længst ovre, og nu er øjeblikket også kommet til ligestilling i kongehuset.

Det er et uhyre alvorligt problem for demokratiet, når statsmagten således forsøger at politisere og manipulere med befolkningen. Vi husker skamløse øjeblikke under debatten op til euro-afstemningen, hvor eksperter og politikere fremmanede de undergangsscenanier, vi nødvendigvis ville gå i møde, hvis vi stemte nej. Og nu sker noget lignende så igen. Hvad kan vi mon vente os af en kommende euro-afstemning og dens informationskampagner?

I en kommentar fra Statsministeriet til den kritik, der haglede ned over kampagnen, hed det først arrogant, at kampagnens humor »selvfølgelig« åbnede for »en individuel tolkning.« Senere blev statsminister Lars Løkke Rasmussen så nødt til at udtale sig personligt.

Man kunne i det mindste have forventet, at statsministeren på en eller anden måde ville lægge afstand til den pinagtige propagandakampagne, en kampagne, der hører hjemme i et totalitært samfund og ikke i et frit og demokratisk samfund. Det er jo heller ikke hans fejl, at nogle uduelige embedsmænd har ladet denne manipulation slippe igennem til offentligheden. (Og her kan vi se bort fra, at kampagnen også på anden vis er noget makværk, eftersom det hyrede reklamebureau ikke engang har haft fantasi nok til selv at kreere en film, men har kopieret en britisk sketch.)

Direkte adspugt erklærede Lars Løkke sig imidlertid tilfreds med kampagnen. Han mente, at den opfyldte sit formål ved at skabe opmærksomhed om afstemningen. Adspurgt i TV2-­Nyhederne, om filmen ikke var skævvredet, svarede Løkke, at det spørgsmål afhang »af ørerne, der lytter«, men det mente han ikke selv. Man tror, det er løgn. Manden må have en elendig dømmekraft, når han mener, han på denne måde kan glide af på det principielle i spørgsmålet.

Det er helt utilstedeligt, at statsministeren ikke er i stand til at hæve sig over sin egen holdning til ja-nej-spørgsmålet, men blander denne sammen med sin holdning til spørgsmålet om manipulation. Der er to forskellige spørgsmål. Men Lars Løkke camouflerer det principielle spørgsmål om statspropaganda ved på magtopportunistisk vis at tale om det populære emne ligestilling.

I øvrigt, kan man tilføje, er det slet ikke entydigt, at man, såfremt man ellers er ved sine fulde fem, partout må stemme ja ved folkeafstemningen. Det kunne jo være, nogle borgere i befolkningen mente, at andre værdier end ligestilling i banal forstand var på spil i en sådan afstemning. For eksempel kunne det tænkes, at nogle – uden at de af den grund behøvedes at stemples som idioter – gerne ville bevare den nuværende ordning og derved en vis følelse af tradition og uforanderlighed og en fornemmelse af, at Kongehuset er noget andet end resten af samfundet.

Det er ren Berlusconi, når det offentlige på den måde, som det her er sket, poster millioner af kroner i at udbrede »information«, der burde være neutral, men som er klart politisk farvet. Det er kun, fordi de fleste i dette tilfælde er enige i det budskab, der er blevet spredt, at hele sagen trods alt ikke var vakt større opmærksomhed. Ser man på forløbets principielle aspekter er det imidlertid forstemmende – også for potentielle ja-sigere.

Hvis man stemmer ja eller nej på søndag går man med på de udemokratiske spilleregler, Statsministeriet har sat for denne afstemning. Den eneste mulige demokratiske handling i morgen er at stemme blankt.