Kommentar: Skal danskerne stadig være et folk?

Michael Böss: Vi taler igen og igen om globalisering – og blandt mange intellektuelle hersker den opfattelse, at vi danskere ikke længere bør betragte os selv som en nation. Men frihed og demokrati bliver altid til i en folkelig og historisk sammenhæng.

Kommentar: Skal danskerne stadig være et folk? - 1
»Som min amerikanske fortælling viste, er selve frihedsbegrebet betinget af en bestemt historie: Det er blevet udviklet inden for bestemte folkelige og historiske sammenhænge og kommer derfor til udtryk i forskellige fortællinger om, hvad det vil sige at være et folk af frie borgere.« Foto af åbningssætningen fra Abraham Lincolns berømte tale, »Gettysburg Address«. Fra Lincoln Memorial i Washington. Fold sammen
Læs mere

»Vi, det amerikanske folk, forordner og grundlægger herved denne forfatning for Amerikas Forenede Stater med det formål at forme en mere fuldstændig union, skabe retfærdighed, sikre social orden, danne et fælles forsvar, fremme det fælles gode og opnå frihedens velsignelser for os selv og vore efterkommere.« Sådan lyder den berømte fortale til den amerikanske forfatning fra 1787. Denne forfatning hylder amerikanerne i dag som kilden til deres personlige frihed og identitet som folk. Men det ville alligevel være forkert at hævde, at den amerikanske nation kun blev til i kraft af Forfatningen, altså et juridisk dokument.
Forud for dens vedtagelse var nemlig udkæmpet en konflikt mellem de amerikanske kolonister og den britiske konge, hvis styre i Nordamerika kolonisterne opfattede som tyrannisk, fordi den knægtede deres individuelle frihedsrettigheder. Konflikten blev tilspidset, da de i 1776 forfattede en Uafhængighedserklæring, hvori de kaldte sig et »folk«, der besad en række »ukrænkelige rettigheder«, deriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke. Derefter fulgte en revolutionær krig, som blev afsluttet sejrrigt i 1781.
Den »frihed«, som både Uafhængighedserklæringen og Forfatningen taler om, var altså ikke en rent abstrakt størrelse. Friheden havde en historie, og denne historie skabte en national identitet. Hvis man vil forstå, hvad det vil sige at være amerikaner, må man derfor kunne fortælle denne historie. Eller en af de mange andre. For intet folk – og slet ikke amerikanerne – har kun én fortælling om sig selv. Det skyldes, at der ofte er uenighed om, hvem der tilhører nationen. Og den historiske udvikling skaber hele tiden nye rammer, inden for hvilke befolkningen forsøger at organisere og forstå sig selv som folk. Fortællingen om Amerika blev således ikke afsluttet med vedtagelsen af Forfatningen i 1787. For som bekendt var der dengang individer, som ikke blev anset som en del af nationen. Slaver blev forment adgang til borgerskabets rettigheder, og der skulle langstrakte politiske konflikter til, før afro-amerikanere til sidst blev anerkendt som borgere og ligestillede medlemmer af den amerikanske nation. Der skulle ligeledes en kamp for kvinders rettigheder til, før kvinder også fik en plads i det politiske fællesskab. Så man kan sige, at alle de forfatningsændringer og love, der blev gennemført efter 1787, i virkeligheden afspejler en fortsat udvikling af forestillingerne om, hvad det vil sige at være et amerikansk folk.

Det amerikanske eksempel, jeg her har refereret, har to generelle pointer. For det første, at en nations identitet bliver skabt gennem en historisk og politisk proces og den lovgivning, den afføder. For det andet, at de demokratiske begreber om frihed, lighed og fællesskab hviler i fortællinger om folkets historie og således hører tæt sammen med forestillinger om national identitet. Konklusionen er, at politik og jura ikke kan og ikke bør skilles ad.
I dag hersker der imidlertid blandt mange intellektuelle – både liberale og kulturradikale – den opfattelse, at vi danskere ikke længere bør betragte os selv som en nation. De hylder ideen om den kulturneutrale stat, som blot skal sørge for, at borgernes frihedsrettigheder bliver beskyttet. Det nationale tilhørsforhold betragter de som en slags juridisk kontrakt, ikke som en kontrakt mellem generationer. Derfor sætter de lovens styre over folkestyret: De betragter ikke Folketinget, men domstolene og deres overnationale instanser og konventioner for at være frihedens vogtere.
Men som min amerikanske fortælling viste, er selve frihedsbegrebet betinget af en bestemt historie: Det er blevet udviklet inden for bestemte folkelige og historiske sammenhænge og kommer derfor til udtryk i forskellige fortællinger om, hvad det vil sige at være et folk af frie borgere.
Og selv om disse fortællinger ikke alle er lige gode og kan være i strid med hinanden, så kan de love og institutioner, de har ført til gennem politisk kamp, dialog og internationalt samarbejde, kun opnå legitimitet i befolkningen, hvis borgerne anser dem for at være udtryk for deres ret til national selvbestemmelse og identitet.

■ Aarhus Universitet afholder 14. -15. maj det internationale seminar Stories of Nationhood in Plural Societies.