Kommentar: Sådan stopper vi ulovlig musikkopiering

Med Nicolas Sarkozy i spidsen har Frankrig indført en lovgivning, der ultimativt kan udelukke folk, der ulovligt kopierer musik og film fra internettet. Og det er den rigtige vej frem for os alle, hvis der skal være en Spielberg eller et U2 i fremtiden. Det drejer sig om noget så afgørende som retten til at tjene penge på sit arbejde.

En generation af kunstnere i Frankrig, og alle mulige andre steder, ser deres levevej forsvinde og deres fremtidige karrierer blive stjålet fra dem, skriver U2-manager Paul McGuinness. Her er de unge himmelstormere fra bandet Duné, der modtog P3-prisen i 2008. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Flindt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der raser en intens debat om, hvordan man kan stoppe undergravningen af de skabende kræfters rettigheder i en tid oversvømmet af gratis, ulovligt kopieret musik. Det er en helt afgørende diskussion, som jeg tror, vil præge både tilværelsen og arbejdsforholdene for alle, der lever af at skabe, i de kommende år - måske endda tiår.

Frankrig er helt i front på dette område med landets nye »Lov om kreativitet og internettet«, og der, hvor Frankrig går hen, vil resten af verden måske følge efter. Det her handler absolut ikke om fremtiden for U2, bandet som jeg har været manager for i mere end 30 år.

Det drejer sig om fremtiden for en ny generation af kunstnere, som håber på at blive det næste U2 – og om de omgivelser inden for hvilke, det håb kan blive til virkelighed.

Jeg har fulgt denne debat tæt i de sidste to år i takt med, at stadigt flere regeringer har erkendt behovet for at tackle den dybe krise, som landenes kreative industrier står over for. De forslag, som præsident Sarkozy og Denis Oliviennes lagde frem i november 2007, gav Frankrig et moralsk lederskab i debatten – en position som landet fortsat indtager.

»Loven om kreativitet og internettet« er den rigtige løsning på et enormt problem. Det er en fair og afbalanceret løsning, og jeg tror, den vil fungere i praksis.

Der er nogle helt enkle årsager til, at den nye lovgivning fortjener al mulig støtte.

Først og fremmest er krisen i musiklivet meget konkret. En generation af kunstnere i Frankrig, og alle mulige andre steder, ser deres levevej forsvinde og deres fremtidige karrierer blive stjålet fra dem. Investeringskapital, som skulle hjælpe dem med at opbygge deres karrierer, bliver drænet ud af industrien.

Det er ikke blot et skift i forretningsmodel fra indspillet- til livemusik. Det er en katastrofe for alle forretningsmodeller, gamle såvel som nye. Det er en myte, at kunstnere kan opbygge langsigtede karrierer ved kun at spille koncerter. I år vil U2 fylde stadions over hele verden, herunder to shows på Stade de France som har en kapacitet på 93.000 gæster. Men det er fordi, de har haft parallelle karrierer som både indspilnings- og koncertnavn siden starten for 30 år siden.

Verden er i hastig forandring, og nye forretningsmodeller udvikler sig hele tiden. Men alle disse fremskridt er truet af en virkelighed, hvor 95 procent af alle musikdownloads ikke giver dem, der har skabt musikken, betaling. Kritikere, der omtaler ofrene som »store, fede plade- og filmselskaber«, benytter sig af en slidt karikatur, som jeg ikke tror, at det store flertal i befolkningen i dag accepterer. I hvert fald ikke nogen som for nylig har talt med en, der prøver at gøre karriere i musikbranchen, en filmproducent, en TV-researcher eller en, der ejer et uafhængigt pladeselskab.

Man behøver blot at kigge på det voldsomme fald i andelen af nye album, udsendt af franske kunstnere i de seneste fire år, for at se hvor stor skade, der er sket.

Der er klart nogle, der er imod den nye lovgivning – men jeg har ikke hørt om noget bæredygtigt alternativ til den model, der nu introduceres, og som forpligter internetudbyderne (ISP’erne) til at hjælpe med til at beskytte ophavsretten.

De eneste andre forslag, der har været fremme, ligner løsninger skabt til laboratoriet, ikke til markedet.

Faktisk er det, der virker mest tiltrækkende ved »Loven om kreativitet og internettet« dens afbalancerethed og proportionalitet. Den er meget langt fra at undertrykke de fundamentale frihedsrettigheder, som nogle kritikere har hævdet. Tværtimod gør den graduerede respons alt, hvad den kan, for at være rimelig og respektere internetbrugernes rettigheder.

Et system med stadigt alvorligere advarsler, som kulminerer med den afskrækkende, midlertidige afbrydelse af internetforbindelsen til de brugere, som bevidst er blevet ved med deres ulovligheder trods gentagne advarsler, er både en gennemsigtig og fair måde at påvirke brugernes adfærd på internettet. Og det har absolut ikke noget at gøre med et overvågningssamfund.

Det er også en voldsom forbedring af den tidligere, uhensigtsmæssige løsning med sagsanlæg mod brugerne – et redskab, som pladeselskaberne tidligere har anvendt, og som jeg altid har været stærk modstander af.

Ved at engagere og forpligte ISP’erne til at forholde sig konkret til ulovlighederne på deres netværk, har den franske regering taget et særdeles klogt skridt fremad. Forbrugernes basale rettigheder skal naturligvis også gælde på internettet. Men ligesom i den virkelige verden er der også behov for regler – regler som kan fungere i praksis. Svaret er ikke tusindvis af retssager.

Svaret er, efter min mening, en fornuftig strategi, hvor ISP’erne forbyder ulovlig brug af deres netværk og faktisk gør noget, for at reglerne overholdes.

Regeringen har foretaget en anden enkel, men afgørende vigtig vurdering, som har skubbet på udviklingen, nemlig at ISP’erne ikke havde tænkt sig at tilbyde dette samarbejde, hvis ikke lovgivningen pressede dem til det.

Det er naturligvis ikke, fordi ISP’ernes chefer er dårlige mennesker. Det er fordi, det er umuligt at forestille sig nogen af dem frivilligt gå ind på at gøre noget, der kunne stille dem dårligere i forhold til deres konkurrenter. En lovgivning der sikrer en løsning for hele industrien på én gang er det rigtige skridt – og et visionært et af slagsen.

Det er tydeligt, at der stadig er nogen, der har deres bekymringer, men i mange tilfælde er de stærkt overdrevne.

Hvis vi mener, at kunstnernes rettigheder skal respekteres, og at musikere fortjener at få betaling – og det viser undersøgelser at langt de fleste mennesker gør – må vi forsvare disse rettigheder i praksis og ikke kun med snak.

Jeg tror på, at et samfund, som tager de skabende kræfters rettigheder alvorligt, også må have modet til at sikre, at lovgivningen, som beskytter rettighederne, overholdes.

Jeg synes, der er grund til at ønske den franske regering tillykke – den har fremsat et forslag, som er en brugbar løsning på internetpirateriet. Det er lykkedes at bringe ISP’erne og indholdsindustrierne sammen på en måde, som effektivt kan beskytte musik- og filmrettigheder, samtidig med at forbrugernes vigtige frihedsrettigheder respekteres.

Det bør kunne tjene som inspiration for regeringer over hele verden.

Paul McGuinness’ kommentar blev første gang offentliggjort i Le Figaro, 6. april 2009.