Kommentar: Når medierne skader demokratiet

Michael Böss: Ideelt set fungerer demokratiet, når borgerne kan opleve sig delagtiggjort i samtaler og overvejelser, som kan føre til beslutninger, der er bedre end dem, det politiske flertal oprindelig havde forestillet sig.

Konkurrencen om seerne sætter sit præg. Nyhedsformidling antager stadig mere karakter af en blanding af informationsformidling og underholdning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Efter den første af et fire uger langt forskningsophold i USA i august blev jeg træt af de kommercielle tv-kanalers nyheder. I stedet tændte jeg for min bærbare, så jeg kunne se danske nyhedsudsendelser på nettet. Der er nemlig stadig betydelige forskelle mellem danske og amerikanske tv-nyheder. Til de danske mediers absolutte fordel. Alligevel måtte jeg konstatere, at konkurrencen om seerne også i Danmark sætter sit præg. Nyhedsformidling antager stadig mere karakter af det, man i USA kalder infotainment, altså en blanding af informationsformidling og underholdning. Ja, på mange måder overgår de danske nyhedsudsendelser ligefrem amerikansk tv. Jeg tænker her på den måde, studieværterne i dag bliver profileret som ’celebrities’, som optræder i udsendelser, som truer med at antage mere karakter af show end af programmer, der skal levere information og analysere og perspektivere aktuelle begivenheder. Jeg tænker også på, hvordan dækningen af politiske spørgsmål undertiden forenkles, når f.eks. politik gengives som et valg mellem to modsatte synspunkter repræsenteret ved to ansigter i hver sin ramme på skærmen. Og jeg tænker på, hvordan kampen om den politiske magt til tider reduceres til en infantil strid om, hvorvidt det er rød eller blå stue, der fremover skal råde over ministerbilerne.

Resultatet er en forenklende samfundsdebat, som er til skade for demokratiet og den demokratiske proces. For ideelt set består demokrati jo ikke blot i at give vælgerne mulighed for at vælge eller vælte en regering, eller i at gennemføre politiske beslutninger, som om de er rene magtdemonstrationer. Bedst fungerer demokratiet derimod, når borgerne kan opleve sig delagtiggjort i samtaler og overvejelser, som kan føre til beslutninger, der er bedre end dem, det politiske flertal oprindelig havde forestillet sig. Altså som såkaldt samtaledemokrati. Og i opfyldelsen af det formål har medierne et medansvar, og nuanceret informationsformidling et rum for kritisk, men nuanceret debat burde rettelig ses som nogle af ’offentlige tjenester’, de skylder borgerne.

For at forklare, hvor galt det kan gå, når medierne svigter den opgave, vil jeg henvise til nogle erfaringer, jeg tog med mig hjem fra USA. På en restaurant i Chicagos kæmpestore O’Hare lufthavn lyttede jeg forleden med på en samtale mellem fire forretningsrejsende ved bordet ved siden af. Det var de sidste ugers ophidsede debat om sundhedsreformer, der startede meningsudvekslingen. Men den udviklede sig hurtigt til en diskussion om mediernes, specielt tv-selskabernes, negative bidrag til den. Ja, diskussion er egentlig et forkert ord. De tre mænd og den ene kvinde var nemlig rørende enige i, at de kommercielle medier havde stærkt medvirkende til at skabe et forpestet debatklima og forenkle debatten. De havde svigtet offentlighedens behov for reelle informationer, som ville have kunnet afmontere de til tider vanvittige påstande og beskyldninger, der i sidste måned føg gennem luften på borgermøder rundt omkring i USA. »Jeg er simpelthen holdt op med at se tv-nyheder«, sagde den ene, »for jeg føler ikke, jeg kan stole på noget af det, der bliver sagt. Og jeg ved, at jeg som seer kun får lov til at høre det, som kanalernes ejere tillader mig.« Samtalen gled dernæst over i en udveksling af informationer om, hvor på internettet man kunne hente reelle oplysninger om, hvad det hele drejede sig om.

I dag rummer amerikanske nyhedsudsendelser ufatteligt få nyheder sammenlignet med en dansk nyhedsudsendelse. Selv om alle kanaler i dag opererer med såkaldte breaking news – dvs. opsigtsvækkende nyheder, der får lov til så at sige rydde sendefladen – så skønnes nyheder af anden art tilsyneladende at være for kedelige til at informere seerne nøjere om. I stedet bliver de serveret i overskriftsform af en yngre, smuk kvinde, som tydeligvis står for nyhedstimens sideshow. Udsendelsens hovedvægt ligger på konfrontatoriske studiedebatter formidlet af overmodne, hårdtslående herrer, som mest af alt er interesseret i at skabe konfrontation mellem sig selv og sin gæst eller mellem sine gæster indbyrdes – og som ofte ved udsendelsens afslutning indskyder en lille reklame for deres sideløbende radioshow, bogudgivelser og hjemmeside. Disse studieværter er ansvarlige for at skaffe høje seertal. Med denne form for nyhedsformidling jager ejerne af tv-selskaberne de fleste tænkende og informationssøgende mennesker væk fra tv og over mod alternative informationskilder på nettet.

Til gengæld overlades de borgere, der hverken har tid eller evner til at bruge disse kilder, til en forfladigende dækning af komplicerede samfundsmæssige spørgsmål. Selv skiftede jeg i sidste måned ofte over til den såkaldt offentlige kanal. Såkaldt offentlige, fordi den vel at mærke ikke er statslig, men får sine udgifter dækket af private virksomheder, koncerner, fonde og borgere, der finder det vigtigt, at der findes et alternativt kvalitetsprodukt. I USA betyder offentlig nemlig ikke i alle sammenhænge, som i Danmark, statslig. Således findes der i USA en tradition i det civile samfund for at føle medansvar for dannelsen af en velinformeret offentlighed.

Men dette får mig samtidig til at overveje to spørgsmål: Føler de kræfter, der herhjemme ser frem til en privatisering af TV 2, et lignende ansvar? Eller vil vi kunne forvente, at nyhedsformidlingen fremover vil antage endnu flere amerikanske træk – af den negative karakter, jeg her har skildret – end dem, vi allerede kan konstatere tendensen til?