Kommentar: Misbruget af kristendom og folkekirke

Søren Krarup: Det er synd for folkekirken, at den endnu en gang skal gøres til grin af de politiske typer, der spiller et kynisk spil for at få deres vilje. Søren Krarup svarer på Svend Aukens brev til integrationsministeren i går.

Kommentar: Misbruget af kristendom og folkekirke - 1

Kære Birthe

To ting får mig til at skrive dette åbne brev til dig. Dels det skammelige misbrug, der nu finder sted af folkekirken, først af Frue Kirke i København, domkirken, derefter Brorsons kirke på Nørrebro, hvor afviste asylsøgere, der i henhold til dansk lov skal rejse hjem til Irak, maser sig ind i kirkerne sammen med deres autonome hjælpere for at gennemtvinge en politisk løsning i modstrid med dansk lovgivning. Dernæst Svend Aukens åbne brev til dig, som forekommer mig så kvalmende og uappetitligt, at jeg ikke kan lade være med at reagere.
For denne tårevædede tale om »næstekærlighed«, dette raffinerede misbrug af lignelsen om den barmhjertige samaritan er så kristendomsforfalskende, at han ikke skal have lov til at komme af sted med det – i hvert fald ikke uden at møde en evangelisk-luthersk modsigelse. Det er ikke fordi jeg frygter, at du skal falde for den aukenske retorik. Din basis i luthersk teologi er heldigvis så fast, at der skal mere end denne lumre snak til at rokke dig.
Men så kan jeg jo sige, at det er for læsernes skyld.
For naturligvis skal man ikke lukke øjnene for, at en sådan tårevædet sentimentalitet kan forvirre nogle hæderlige danskere. De kan ligefrem tro, at Svend Auken forholder sig til kristendommen. Og at han misbruger den i stedet og på denne måde spiller sammen med de indtrængende besættere – det vil ikke alle hans læsere måske forstå, selv om jeg ikke er i tvivl om, at den folkelige irritation over denne selvtægt er stor. Som en kvinde sagde til mig i morges i telefonen: Det er for galt, at folkekirken hele tiden skal misbruges af den slags folk!

Ikke sandt, kristendommens forkyndelse og Jesu lignelse om den barmhjertige samaritan siger det stik modsatte af det, Svend Auken siger. Det særlige ved lignelsen er jo nemlig, at den er et opgør med alle dem, der vil lave politik og moralisme på evangeliets fordring om at elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Kærlighed til næsten er en absolut fordring, men netop fordi den er absolut, kan den aldrig blive til opskrift eller moral eller politik.
Du husker, hvordan de to første på landevejen, præsten og levitten, går den overfaldne forbi. De har deres hellige morallov. De har opskriften på den retfærdige tilværelse og de gode gerninger. Og da de er ude i et helligt ærinde, har de ikke tid til at standse.
Men er samaritanen så ikke et billede på deres modsætning? Jo, men netop fordi han ikke har nogen hellig opskrift. Han er på rejse. Han er ikke ude for at skabe en retfærdig verden ud fra en retfærdig lov. Han har ikke »næstekærlighed« som specialitet.
Jamen, det har jeg heller ikke, svarer Svend Auken. Jeg vil skam ikke misbruge lignelsen. »Men der kan komme principielle situationer i den politiske verden, hvor man umuligt kan smyge sig uden om det kristne budskab,«,siger han.
Og således misbruger Svend Auken lignelsen om den barmhjertige samaritan og gør en politisk opskrift eller en hellig moralregel ud af den. Nej, den kristne forkyndelse sætter enhver af os ind under en etisk fordring – men der er aldrig, aldrig tale om, at denne etiske fordring kan nedskrives til en bestemt politisk eller moralsk handling. Dette er den enkeltes, dit og mit ansvar. Fordringen lyder om kærlighed til næsten. Men Svend Aukens brug af »næstekærlighed« er et groft misbrug af evangeliets fordring.
For han skal altså bruge den til det politiske formål, der består i, at disse afviste asylansøgere skal bryde loven i landet og tiltvinge sig ret til at blive her. Han skal netop bruge evangeliet – og dette er misbruget. Det frække og skamløse misbrug. Der vil spænde den kristne forkyndelse for venstrefløjens vogn.
Svend Auken, der dog skulle have et vist forhold til evangelisk-luthersk kristendom, burde skamme sig grundigt over dette bedrageri.
Og således deltager han også i det misbrug af folkekirken, som vi er vidne til i domkirken og Brorsons kirke. Det er jo tydeligvis spekulation i opfattelsen af kirkerummet som et »helligt« rum, hvor loven i landet derfor ikke gælder, som fører til den kirkebesættelse, Svend Auken støtter. Det er menighedsrådenes tøven og politiets tilbageholdenhed, der fører til, at disse kyniske typer vælger at besætte kirker. Man spiller bevidst på myndighedernes usikkerhed – og Svend Auken gør alt for at øge denne usikkerhed, så at lov og ret i Danmark ikke skal kunne hævdes.
Men kristendommen fastholder, at i det verdslige rum og regimente gælder den verdslige lov og intet andet, og et kirkerum er ikke helligt i sig selv. Det er ordet, der helliger huset. Derimod ikke kirkerummets præg og arkitektur. Og derfor skal de lovlige myndigheder, her politiet, naturligvis hævde dansk lov ved at sætte disse skamløse besættere ud af Brorsons kirke.
Sådan siger den kristne forkyndelse. Sådan taler evangelisk-luthersk kristendom.

Og som bekendt er den danske folkekirke en evangelisk-luthersk kirke, hvor et politisk modevangelium af Svend Aukens art ikke skal have lov til at forvirre sindene og gøre grin med den hæderlige danske folkekirke. Som hun sagde til mig i morges, damen, der ringede: Det er synd for folkekirken!
Ja, det er synd for folkekirken, at den endnu en gang skal gøres til grin af de politiske typer, der spiller et kynisk spil for at få deres vilje. Jeg vil ikke nævne, Birthe, at det viser sig, at kirkebesætternes talsmand er en kriminel person, som efter heroinsmugling er udvist af Danmark. Dette bidrager jo ellers til at sætte grovheden og frækheden i perspektiv. Men jeg vil blot sige, at folkekirken – det danske folks kirke – er for god til at skulle spændes for denne kyniske vogn.
Dette er såvist ikke det danske folks ønske. Dette er ikke i overensstemmelse med det evangelium, der skal forkyndes i folkekirken.
Det er voldtægt og bedrag.

Med venlig hilsen

Søren