Kommentar: Med ytringsfriheden som gidsel

Samuel Rachlin: I sit forsøg på at maskere sit tyveri som et forsvar for ytringsfriheden har Seidenfaden sat sig op over de nationale interesser, retsbevidstheden og ophavsretten. Han burde have gjort som Watergate-journalisten Bob Woodward, da han afslørede en hemmeligstemplet Pentagon-rapport om den forværrede situation i Afghanistan.

Samuel Rachlin Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Avisen Washington Post stod i forrige uge i en situation med visse lighedstræk med Politikens sag om Thomas Rathsacks Jægerbog. En hemmeligstemplet rapport om den forværrede situation i Afghanistan var blevet lækket til Watergate-journalisten Bob Woodward. Pentagon og Det Hvide Hus prøvede at stoppe artiklen. I modsætning til Politiken klarede Washington Post sagen uden at krænke rettigheder, retsbevidstheden eller reglerne for forholdet mellem stat og medier.

Sådan kunne Politiken også have gjort, men Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, valgte i stedet at tage ytringsfriheden som gidsel og udråbe Politiken til frihedens bastion i Danmark. I sit forsøg på at maskere sit tyveri som et forsvar for ytringsfriheden har Seidenfaden sat sig op over de nationale interesser, retsbevidstheden og ophavsretten. Han blæser på Fogedretten, Forsvarsministeriet og frem for alt danske soldaters liv og sikkerhed på fronten i Afghanistan.

Seidenfaden har demonstreret, hvad magtarrogance står for med den fjerde statsmagt i hovedrollen. Den slags devaluerer avisernes vigtigste valuta - integritet og troværdighed. Med sin særprægede blanding af opportunisme, afpresning og selvglorificering er Seidenfaden med til at grave avisernes egen grav i en tid, hvor der hersker så stor tvivl om deres fremtid og rolle.

Man må konstatere, at der er tale om et totalt svigt i den redaktionelle og journalistiske proces og tænkning. Og man må spørge, om Seidenfaden med en betinget dom for en tilsvarende overtrædelse kan gå fri nu? Kan alle nu blæse på retssystemet og ophavsretten med henvisning til Seidenfaden?

Seidenfaden pudser sin glorie som ytringsfrihedens danske apostel, men sagen er, at han har brudt tilliden mellem avis og stat, når det gælder nationale interesser. Washington Post, som Politiken engang så som sit store forbillede, har vist, at en avis i en kritisk situation ikke behøver at optræde med den samme elegance og musikalitet som en damptromle. Bob Woodward er i gang med et bogprojekt om Obama-administrationen og kom i besiddelse af en fortrolig rapport om situationen i Afghanistan skrevet af USAs øverstkommanderende i landet. Woodward så straks, at den skulle ud i avisen og ikke vente til hans bog. Men Det Hvide Hus og Pentagon ville stoppe offentliggørelsen, fordi det ville true amerikanske soldaters sikkerhed.

Woodward og avisens ledelse kunne have sat sig op i damptromlen og bragt rapporten ved at påberåbe sig ytringsfrihed og offentlighedens interesse. Det gjorde man ikke. I stedet udskød man artiklen en dag, fordi man godtog Pentagons forklaring om, at hvis man trykte rapporten, kunne det bringe amerikanske soldaters liv i fare. Derefter gik avisen i dialog med Pentagons eksperter.

Resultatet blev, at Pentagon frigav 98 procent af rapporten, og Washington Post tilbageholdt visse operative detaljer. Den formel gjorde det ifølge Woodward lettere for avisen at bringe rapporten uden at risikere kritik for at afsløre fortroligt materiale. Woodwards artikel blev trykt og blev topnyhed i alle amerikanske medier. Samtidig lagde man den redigerede rapport ud på avisens hjemmeside.

Det er et skoleeksempel på, hvordan en ansvarlig avis kan behandle en brandvarm sag, der berører nationale interesser og soldaters sikkerhed. Pentagons begejstring for Washington Post og Bob Woodward er nok begrænset, men de to parter har optrådt civiliseret og med gensidig respekt for hinandens interesser. De fandt en løsning, alle kunne leve med, og tillidsforholdet består.

Washington Post har tilgodeset offentlighedens interesser og opfyldt kravet om avisen som vagthund uden at sætte sin integritet over styr. Begge parter har udvist en balancekunst, der kun kan høste respekt. Energien bliver brugt på substans og ikke ordskvadder eller selvglorificering.

Der er vel ikke andet at sige end, at der er et ocean mellem Washington Post og Politiken. Og en damptromle til forskel.