Kommentar: Magtfuldkommen og fordækt

Villy Søvndal og Jonas Dahl: Regeringens foretrukne strategi er at lade sit rullende privatiseringsprojekt foregå i det stille og skjulte. Man har tydeligvis ingen interesse i at tage en åben debat om den dybe omformning af det danske velfærdssamfund, man er i gang med. Seneste eksempel: Lars Løkkes Rasmussens angreb på Rigsrevisionens uafhængighed.

Regeringen har desværre valgt at se stort på Rigsrevisionens vigtighed for det danske demokrati; på de spilleregler, som vores samfund hviler på. Statsrevisorerne og Rigsrevisionen skal føre kontrol med regeringen og ministrenes embedsførelse. De er kort sagt danskernes garanti mod magtmisbrug, korruption og ødselhed med borgernes penge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Sagen om Lars Løkke Rasmussens favorisering af privathospitalerne viser, at vi har en regering, hvis politik er styret af en helt bestemt ideologisk dagsorden: Det offentlige skal holdes nede og fylde mindre, mens det private skal bæres frem – nogen gange endda i guldstol. Regeringen vil kun sjældent stå åbent ved sit privatiseringsprojekt, måske fordi man udmærket er klar over, at det store flertal af danskerne ikke ønsker amerikanske tilstande, men foretrækker et effektivt offentligt sundhedsvæsen med fri og lige adgang for alle.

En gang imellem sker det alligevel, at katten bliver lukket ud af sækken. Vi så det f.eks. da Venstres erhvervspolitiske ordfører, Jacob Jensen, sidste sommer fremlagde en »Danmarksvision« med det budskab, at der ikke er nogen opgaver i det danske velfærdssamfund, der ikke kan overlades til det private marked. Og han fik – ifølge pressen – klap på skulderen af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen på et lukket gruppemøde. Vi så det også, da den konservative sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen, senere kom til at tilstå, at han var bedøvende ligeglad med, om halvdelen af det danske sundhedsvæsen kom på private hænder.

Men de eksempler er undtagelser fra reglen: Regeringens foretrukne strategi er at lade sit rullende privatiseringsprojekt foregå i det stille og skjulte. Man har tydeligvis ingen interesse i at tage en åben debat om den dybe omformning af det danske velfærdssamfund, man er i gang med.

Samtidig står det klart, at VKO vil gennemføre sin omformning af velfærdssamfundet for enhver pris – og at man vil have lov at gennemføre det fuldstændig uimodsagt. Intet har gjort det mere tydeligt end statsminister Lars Løkke Rasmussens ageren i sagen om overbetalingen af privathospitalerne på det offentliges regning. Som sundhedsminister greb Lars Løkke Rasmussen personligt ind og sørgede for, at det offentlige kom til at betale en helt ubegrundet høj pris for behandlinger i privat regi. Da Rigsrevisionen så – som det er dens opgave og pligt - kritiserede denne uansvarlige omgang med skatteydernes penge, reagerede statsministeren og andre Venstre-politikere med at beskylde Rigsrevisionen for at have en politisk dagsorden. Privatiseringsprojektet skal altså gennemføres koste hvad det vil - af både offentlige midler og demokratiske institutioners troværdighed.

VKO tolererer ikke kritik, og det bringer regeringen på kollisionskurs med en række institutioner, som netop har til formål at kritisere, når der er belæg for det. Institutioner som på forskellig vis har til opgave neutralt at kontrollere magtudøvelsen og kvalificere debatten i det danske demokrati. Når disse uafhængige institutioner formaster sig til kritik af regeringen, rubricerer man dem straks som politiske aktører, dvs. fjender.

Det har Ombudsmanden mærket. Det har uvildige eksperter mærket. Det har DR mærket. Og nu blev det så Rigsrevisionens tur. Beskyldningen mod Rigsrevisionen for at have en bestemt politisk dagsorden er historisk enestående. Det er det alvorligste angreb fra regeringens side på en institution, hvis eksistensberettigelse netop er at være uafhængig. Regeringens angreb på uvildige eksperter, DR osv. er alvorlige nok, men skruppelløsheden når et helt andet niveau, når statsministeren begynder at mistænkeliggøre en institution, som er en central del af selve det parlamentariske system.

Det havde været helt i orden, hvis Lars Løkke Rasmussen var gået imod Rigsrevisionens konklusioner med gode argumenter. Rigsrevisionen er ikke ufejlbarlig og dens undersøgelser derfor heller ikke hævet over diskussion. Men der er en afgrundsdyb forskel på at gå åbent ind i en diskussion af mulige fejl og mangler i Rigsrevisionens undersøgelse og på at forsøge at lukke diskussionen ved at skyde Rigsrevisionen politiske motiver i skoene.

Det er også vigtigt at huske, at Rigsrevisionen har taget sagen om favoriseringen af de private hospitaler op af egen drift. Det er altså ikke et bestillingsarbejde fra de politisk udpegede statsrevisorer, som regeringen har antydet. Regeringen har desværre valgt at se stort på Rigsrevisionens vigtighed for det danske demokrati; på de spilleregler, som vores samfund hviler på. Statsrevisorerne og Rigsrevisionen skal føre kontrol med regeringen og ministrenes embedsførelse. De er kort sagt danskernes garanti mod magtmisbrug, korruption og ødselhed med borgernes penge.

Inden VKO kom til magten i 2001 tordnede Anders Fogh Rasmussen mod Socialdemokraternes magtfuldkommenhed med følgende ord:

»Socialdemokraterne har siddet så længe på regeringsmagten, at de betragter regeringsapparatet som deres personlige ejendom. Det vil være sundt for folkestyret at få en ny regering, som har en mere ydmyg holdning til magten.«

Efter otte år med VKOs benhårde blokpolitik er det svært at skimte nogen ydmyghed overfor magten. Foghs gamle visdomsord er igen blevet sandhed. Det ville være sundt for folkestyret med et regeringsskifte.