Kommentar: Liberal Alliance er et nødvendigt parti

Berlingske Tidendes politiske analytiker Thomas Larsen burde snarere end dømme os døde rose os for på trods af modgangen at holde fast i et politisk projekt, som i morgen vil vise sig langt mere nødvendigt end i dag.

Liberal Alliance er en enlig svale, påstår Thomas Larsen, der råder Anders Samuelsen til at melde sig ind i Venstre eller Konservative. Det råd har Liberal Alliances leder ikke tænkt sig at følge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Danmark har på papiret en borgerlig-liberal regering. Men når det kommer til stykket, er det ikke megen liberalisme, man ser fra den kant.

Skattestoppet er reelt opgivet. De offentlige udgifter stiger konstant. De elektroniske medier er under statskontrol som aldrig før. Og formynderi præger den offentlige dagsorden.

Derfor har det borgerligt-liberale Danmark brug for Liberal Alliance, og derfor følger jeg ikke rådet fra Berlingske Tidendes politiske analytiker Thomas Larsen om at melde mig ind i Venstre eller Det Konservative Folkeparti (Berlingske.dk 26/1).

Så ville slaget først for alvor være tabt.
Hvem skulle så bide Fogh i haserne?
Hvem skulle så minde offentligheden om, at det borgerligt-liberale Danmark er på en farlig kurs?
Thomas Larsen?

Thomas Larsen har selvfølgelig hæftet sig ved de dårlige meningsmålinger for Liberal Alliance. Og på den baggrund har han valgt at dødsdømme os. Som den seneste af en lang række i øvrigt.

Kommentatorer har det med at lægge alt for meget af deres analyse i meningsmålinger. Faktum er, at der er opbrud i dansk politik. Det ene øjeblik viser målingerne klart flertal for regeringen. Det andet øjeblik for oppositionen. Jeg tror, kommentatorerne vil blive overraskede.

Liberal Alliance er faktisk i fremgang. Partiet har i dag 200 flere medlemmer, end da jeg overtog ledelsen efter nytår. Det svarer til cirka 10 procents medlemsfremgang – ikke så ringe endda inden for en måned.

Rigtig mange har meldt sig til for at gøre en frivillig indsats for partiet, og vi har netop i weekenden afholdt et hovedbestyrelsesmøde i en meget positiv stemning, hvor tilbagemeldingerne fra baglandet lyder på fremgang, stigende aktivitet og større lydhørhed over for vores politiske budskaber. Og vores politik er netop grunden til, at jeg er overbevist om, at Liberal Alliance ikke forsvinder fra den politiske scene: Der er simpelthen brug for vores politik.

Tag for eksempel den kommende skattereform. Vi siger entydigt og klart, at top- og mellemskat skal væk. Det er det mest effektive vækstværktøj at tage i anvendelse. Alligevel tøver de andre partier og ender formentlig med at vælge det middelmådige, hvor frihed og vækst bliver ofret på et ligemageris populistiske alter. Hellere lige fattige end, at alle bliver rigere - dog i forskelligt tempo. Tillykke med denne borgerlig-liberale ’sejr’.

Tag som et andet eksempel den kuldsejlede arbejdsmarkedsreform. Liberal Alliance opfordrer uden slinger i valsen til at stoppe for tilgangen til efterlønnen for de raske og rørige. Uanset om 2009 og 2010 bliver kriseår, så står samfundet om få år med et større behov for arbejdskraft, end vi kan levere. Derfor bør vi afvikle efterlønnen, ellers kan samfundet ikke levere velfærd til de ældre og syge i fremtiden. Det ved alle forstandige mennesker, men de øvrige partier har valgt at frede efterlønnen.Helt uansvarligt.

Så kan vi lade de raske holde fri, mens de syge og handicappede skal piskes ud på arbejdsmarkedet med strammere rådighedsregler og dårligere forhold for førtidspensionister. Tillykke med denne borgerlig-liberale ’sejr’.

Tag som et tredje eksempel den offentlige sektor. Liberal Alliance siger højlydt, at væksten i det offentlige ikke kan fortsætte i samme takt. Samfundet må sørge for at væksten i den private sektor ligger højere end i det offentlige, ellers går det galt. Til gengæld for tilbageholdenhed i den offentlige sektor vil vi genindføre det kommunale selvstyre og give de offentlige ansatte ansvaret og friheden tilbage. Økonomiske vismænd, OECD og alle andre kloge folk giver os ret.

Der er ikke andre politiske partier end Liberal Alliance, som står fast på en liberal, rationel og vækstorienteret politik. Det vil vælgerne opdage i god tid, inden næste valg.

Godt nok må jeg medgive, at opbakningen fra vælgerne ikke er prangende for tiden. Det har faktisk stået skidt til siden valgkampen, og det har ikke hjulpet på vælgernes lyst til at bakke op om Liberal Alliance, at partiet har været igennem en turbulent periode med store udskiftninger både i toppen og længere nede i rækkerne.

Thomas Larsen burde snarere end dømme os døde rose os for på trods af modgangen at holde fast i et politisk projekt, som i morgen vil vise sig langt mere nødvendigt end i dag.